fredag, december 15, 2017

"Hvad laver du, når jeg ikke er her?"

Mattias stillede mig en dag det store spørgsmål: "Hvad laver du, når jeg ikke er her?"
Vi var på vej ud af døren, og jeg fik aldrig svaret rigtigt, men jeg har tit tænkt over det.
De ting, jeg laver, kunne godt kombineres med før og efter en arbejdsdag - engang for længe siden.
Forskellen på dengang og nu, er, at jeg gør tingene langsommere og jeg holder en lang frokostpause.
Og kaffepause om eftermiddagen :-)
I dag havde jeg ingen aftaler ud over badeaftalen med Else kl 10, så hvad mon jeg har lavet?
 Billedet er fra Vejlbo mose, som kun ligger få skridt fra Almind sø, hvor vi bader.
Vandet er mere stillestående i mosen, og der var tynd is på.
En flok 8. klasses elever havde været på løbetur rundt om søen og nogle få af dem smed tøjet og tog en dukkert.
Ikke at de var vant til det, men de ville gerne udfordre sig selv.
Jeg synes, de var modige, uvante, som de var med det kolde vand.
Nu bliver vandet ikke koldere. Temperaturen var 1 grad. Det bliver vinden, der afgør, hvor koldt det føles.
Men inden jeg kom til badeturen, havde jeg været igennem mit morgenritual.  Mens jeg spiste morgenmad, var jeg en tur rundt i de sociale medier. Det er en meget hyggelig start på dagen, synes jeg. Vi har en familiegruppe, mine fætre og kusiner på min mors side. I dag er mine forældres bryllupsdag og for ikke længe siden, 'kom jeg forbi' et billede fra deres sølvbryllup i 1968. Det billede lagde jeg ind, og det var dejligt at læse,  hvad nogle kunne huske og hvad de tænkte på, da de så billedet.
Der kan nemt gå en time, og engang ærgrede jeg mig over det, og syntes jeg skulle gå en tur i stedet for. Men jeg har besluttet mig for, at det er en ok måde at starte dagen på.

På vejen hjem handlede jeg i Kvickly.
Jeg er ret begejstret for på-dato-tilbud.
I dag blev det til en hakkebøf med bløde løg, ristede champignon og en pandesovs.
Mens jeg stegte, fik de snittede rodfrugter 20 min. i et fad i ovnen.

Til frokost spiste jeg det meste af en måltidssalat.

Det hører uden tvivl sammen med min alder, at jeg synes, det er så sjovt at gå efter tilbud. Før i tiden syntes jeg, det var lidt latterligt, alt det tilbudshalløj. Og helt slemt var det, når nogle gik på jagt i forskellige supermarkeder med reklameavisen i hånden. Dengang gjaldt det om at finde de varer jeg skulle bruge og så komme hurtigt ud igen. Nu giver jeg mig tid, og synes det er hyggeligt.
Da jeg var 'låst inde' pga af min knæskade, fik jeg varer leveret af Nemlig.com. Jeg syntes, det var sådan en fremragende måde at handle på og tænkte, at det ville jeg blive ved med, også når jeg blev mobil igen. Det har jeg faktisk kun gjort en enkelt gang.
Min frokostsalat blev suppleret med en gnavegulerod og en rest broccoli, der lå i køleskabet og skulle bruges.
Så var det blevet avislæsningstid. Avislæsning tager den tid, det tager. Jeg ville nødig undvære aviser, men jeg ved, at unge mennesker ikke har det sådan. Jeg abonnerer på Kristelig Dagblad fredag og lørdag. Fra min genbo får jeg Politiken, når den er læst. Det er to meget forskellige vinkler på verden, som de to aviser præsenterer mig for. Det er spændende.
Senere på eftermiddagen tog jeg en chancevask. Vi har fællesvaskeri og skal reservere tid for at være sikre på at få en vaskemaskine. Jeg synes, det er besværligt at passe en bestemt tid for at få vasket, så jeg tager chancen. Jeg var heldig, der var ledige maskiner i dag.

Mens vaskemaskinen snurrede, var jeg i Sportscentret.
Der var kun tre unge mænd. Det er ikke træningstidspunktet for de fleste - sådan en sidst-på-eftermiddagen-fredag.
Jeg cyklede i 25 min og brugte 20 min. til forskellige andre øvelser.

I juli måned havde vi det samme tilbud, som ses her på opslaget.
Ta' en ven med.

December og juli er åbenbart ikke populære tidspunkter at tilbringe i Sportscentret. Jeg har også svært ved at komme to gange om ugen. I dag var fx første gang i denne uge.
Men jeg vil gerne. Jeg kan mærke, jeg er blevet mere udholdende. Jeg bliver ikke så hurtigt træt.


På et tidspunkt i søndags, da mine børn var her til æbleskiver og kaffe, stod min svigersøn og vaskede op. Han talte varmt for at jeg skulle anskaffe mig en opvaskemaskine. I dag, da jeg har lagt mærke til, hvad jeg har lavet, er det tydeligt, at jeg vasker op to - tre gange, fordi jeg ikke vil have opvask til at stå og fylde på køkkenbordet. Måske har jeg et større vandforbrug med de små opvaske, end hvis jeg brugte en opvaskemaskine?

Mattias har sikkert glemt sit spørgsmål, når han kommer søndag eftermiddag. Jeg har ikke tænkt mig at bringe det op. Det vil ikke give nogen mening.
Jeg kommer til at tænke på Dan Turells "Jeg holder af hverdagen. Mest holder jeg af hverdagen."
At høre min overbo gå ned af trappen for at gå på arbejde ved 7 tiden (og glæde mig over, det ikke er mig) At brygge den første kande te, at lufte sengetøjet og langsomt komme i gang med dagen, det holder jeg mest af.
Og sådan gik en dejlig hverdag, mens jeg her i aften med et halvt øje ser den gamle tysk-amerikanske film om Luther. Nu har jeg vist også set og hørt nok om Luther de seneste to år. Men det har været interessant.

5 kommentarer:

  1. Det der med opvaskemaskinen vil jeg give din svigersøn ret i. Jeg har i 5-6 år boet uden opvaskemaskine. Jeg vaskede som du op flere gange dagligt. Og jeg begyndte efterhånden at blive træt af at lave mad, fordi det giver så hulens meget opvask. Jeg kan ellers godt lide at lave mad (og spise det) og gerne med flere slags tilbehør. Men jeg var altså begyndt at købe de hel- eller halvfærdige løsninger. NU HAR JEG FÅET EN OPVASKEMASKINE :) Og jeg elsker den hver dag. Ikke mindst når jeg har gæster. Køkkenbordet er ryddet. Jeg er sikker på, at vandforbruget falder, for mit vand skal løbe lidt, før det bliver varmt, så det vandspild undgår jeg også.
    Det var så en lille hverdagsberetning om livet med og uden opvasker.

    SvarSlet
  2. Jeg holder meget af hverdagsberetninger, så tak til Mattias, fordi han fik dig til at skrive om din hverdag. Vi holder slet ikke avis, men den dag jeg stopper på arbejde, tror jeg , at jeg vil begynde igen med avislæsning. Det var nu en skøn fornemmelse at sidde med en avis og lade sig opsluge.

    SvarSlet
  3. Hvor var det hyggeligt at få et indblik i din hverdag, hvor jeg kunne genkende flere af tingene; bl.a. det med at give sig selv lidt mere tid til tingene - det er SÅ dejligt :-)
    Du skal da have en opvaskemaskine, Betty! Du sparer masser af vand og masser af tid - selv om du har nok af den, er der da bedre ting her i verden at bruge tid på end at vaske op!
    Jeg elsker at internethandle, men det med dagligvarerne tror jeg også kommer til at vente lidt endnu. Jeg vil åbenbart gerne selv gå og finde mine madvarer, selv om det var fine og meget friske ting, jeg fik da jeg prøvede med at handle på coop.dk.

    SvarSlet
  4. Eva, Lene, Ellen, tak for jeres kommentarer. Ja, jeg må have en opvaskemaskine :-)
    Min computer gik I sort for tre dage siden og har været hos reparatør. Nu er jeg ved at finde ind til den igen.

    SvarSlet
  5. Et skønt initiativ af Mathias. Dejligt at hører/læse hvad andre krydre deres hverdag med. Samtidig fik du lige ledt tankerne hen til hvad Otto 3 år og 1 mdr. gammel tror jeg laver, når vi ikke er sammen. Han mener jeg er på arbejde. Nogle dage føler jeg han har ret ;-), altså arbejder og sover.

    SvarSlet