torsdag, april 05, 2018

Med påsken i bakspejlet. Og en havemand i udsigt.

Jeg har vundet i lotto. Nej, men det føles bare sådan.  Men jeg har fået en havemand. Han har været her i dag for at kigge, og vi har lavet aftaler. I morgen kommer han for at klippe staudetoppe, skrubbe terrasse og strø gødning og kalk. Nu håber jeg, han er stabil og 'holdbar'.
Jeg overvejer også en lille robotplæneklipper. Det skal jeg snakke med boligforeningen om. Om der er nogen modstand mod det?
Jeg har set i øjnene, at enten må jeg flytte, eller også må jeg have noget hjælp til det udendørs. Og eftersom jeg gerne vil bo her, så er løsningen at få noget hjælp.
Det føles som om påsken ligger langt tilbage. Billedet her er fra Indelukket, hvor bådfolket har sine både fortøjret om sommeren. Bådene ligger stadig skjult under plastik og pressening. Og ingen bådejere var i gang med at forberede og gøre både klar. Det ville ellers være en oplagt aktivitet på en påskedag, havde det ikke været så koldt.





Vi spiste i motorbådklubbens restaurant. De er kendte for deres store wienerschnitzel.
Jeg har ikke spist der før. Vi kunne vælge mellem er stor eller en lille schnitzel. Kun én i vores selskab valgte en stor, og den var virkelig voluminøs.
Jeg går mere ind for kvalitet end kvantitet. Men jeg må sige, deres 'dreng' der lå ovenpå schnitzlen var virkelig lækker. Masser af friskrevet peberrod på toppen.
Det var hyggelige timer i godt selskab.


Jeg havde vagt på Silkeborg Bad 2. påskedag. Almindeligvis er der ikke åbent på mandage.
Påskemandag er en undtagelse. Der kommer mange gæster, og det var sidste dag med ARTEPESTRY5.
Udstillingen med de flotte vævede tæpper eller billeder. Man skal tæt på for at se, at det ikke er et malet billede.
Det var også sidste dag med Jan Sivertsens FARVEN FØRST.




Mandag morgen var Else og jeg ude at bade. Det var igen sådan et flot, stille vejr. Der var stadig lidt tynd is på vandet. Sikkert sidste gang med is i år. Vi har kun badet en gang om ugen i de sidste tre uger, og jeg fik virkelig kolde fingre i mandags. Det gjorde Else også. Vi snakkede om, at det måske skyldes, at der går for lang tid imellem badeturene?

Christian fejrede sin syv års fødselsdag i mandags med familien. Det passede sådan, at jeg kunne nå at bade først og efter fødselsdagsfejringen kunne jeg være på Silkeborg Bad kl 14. Børnene, fætre og kusiner hyggede sig meget. Det gjorde vi voksne også. Men der er ikke så meget kontakt med børnene, og det er fint, at de leger sammen. Sådan skal det være. Men jeg er glad for vores alenetid på de dage, jeg henter. Da får vi snakket sammen. Og sådan er  det selvfølgelig i de to forskellige situationer.
Om lidt skal jeg til toget og hente min veninde fra Bornholm. I morgen kører vi til Stauning til det årlige sommerhustræf, så her bliver en pause resten af ugen.

Det store prisvindende tæppe af Pavel Kielpinsky fra Polen.

6 kommentarer:

  1. Håber det er en god havemand du har fået fat på, vi må jo bare efterhånden indrømme, at der er ting vi skal have hjælp til. Og hvis det er, det du har brug for, for at blive i dit hus tæt på børn og børnebørn, så er det jo fint. Rigtig god tur i sommerhus, håber I får noget af det forårsvejr der tales om.

    SvarSlet
  2. Hvor får du bare set meget skøn kunst. God sommerhustræf :-)

    SvarSlet
  3. Sikke en skøn gevinst, - og god idé, når du nu gerne vil blive boende.
    Du er meget priviligeret med børnebørn så tæt på, at du både kan det nære og det større.
    Det er dejligt at høre lidt om de skiftende udstillinger.

    SvarSlet
  4. God ide med havemand. Det har vi også tænkt på at få, hvis det kan hjælpe os til at blive boende et par år længere i Den Stråtækte.
    Jeg tror der er mange, der ikke har fået brugt påsken, som de oprindelig havde tænkt sig :-)
    Og tænk, at Christian allerede er syv år! Tillykke med ham.

    SvarSlet
  5. En vidunderlig påske du har haft.
    Hjertelig tillykke med de 7 år til og med Christian.
    Glæder mig til at hører lidt fra Stauning og omegn. Jeg er jo født og opvokset i Skjern, lige i centrum.

    SvarSlet
  6. Marianne, Lene, Eva, Ellen, Karin, mange tak for jeres kommentarer, som jeg læser med glæde. Har desværre ikke haft tid og overskud til at svare hver enkelt.

    SvarSlet