torsdag, april 25, 2019

Påskedage i tilbageblik.

Et par af påskedagene gik med museums - og galleribesøg.
Jeg var inviteret til Aros, Aarhus Kunstmuseum.
Den aktuelle udstilling Tomorrow is the Question består af en række internationale kunstneres bud på morgendagen. Deres fremtidsperspektiv er for det meste dystert.
Vi fordybede os ikke meget i den del, men gik hurtigt til den etage, hvor et udvalg af museets egen samling af guldaldermalerier blev vist.

Her er det ikke svært at se, hvad vi har foran os på væggene.
Det var romantiske landskaber og scenarier fra fortiden. Udstillingens titel siger det hele: Drømmen om Danmark.
Der er mange andre ting at se på Aros, men vi sluttede af med at gå op i Regnbuen, hvor der var drivhusvarmt, så vi blev der ikke længe, inden vi tog hjem til Trine til en dejlig frokost.



Min veninde havde sine billeder med på en lokal udstilling arrangeret af Åbne Atelierdøre.
Her var jeg forbi dagen før åbningen, hvor der var travlt med at hænge op og stille an.
Dagen efter, da det hele var på plads, var der et skønt og stort udvalg af mange slags håndværk og kunst. Billeder, keramik, vævning, stenslibning osv. De fleste udstillere var pensionister.




Min påskemiddag gik godt. Jeg langtidsstegte en lammekølle ved 140 grader i 3 timer. Da halvdelen af tiden var gået, lagde jeg halve kartofler og gulerødder og hele hvidløg i bradepanden. I et andet fad var der kyllingelår og kartofler i små tern. Det er sådan noget, børnene elsker. Min datter havde lavet tzaziki og jeg en rødbede, æble, gulerodssalat.
Det var heldigvis så godt vejr, og børnene var snart ude på legepladsen, hvor min svigersøn havde gemt chokoladeæg.
Ingen kriser over at nogen fik flere æg end andre, for de æg, man fandt, var ikke ens egne. De blev samlet og delt til sidst.
Det har været en dejlig påske godt hjulpet på vej af nærmest sommeragtigt vejr.
Nu ønsker vi os regnvejr.

6 kommentarer:

  1. Åh, jeg elsker lammekølle. og nu kommer jeg i tanke om, at jeg slet ikke fik lam denne påske.... Det må jeg vist have rettet op på.

    SvarSlet
  2. Mums lammekølle er så lækkert. God ide med kyllingelår til børnene. Og skøn salat til lammekøllen.
    Det er dejligt med gode oplevelser, så hverdagen ikke bliver en trædemølle.

    SvarSlet
  3. Din påske lyder til at have været fyldt med skønne aktiviteter. Billedet fra Aros kan jeg kende på mine niecers instragrambilleder fra selv samme udstilling.

    SvarSlet
  4. Fornuftig ægdeling, tøhø, uden sure miner.
    Det ser da ellers spændende ud, det med det blå lys på Aros.

    SvarSlet
  5. Sikke nogle dejlig oplevelser du har haft i påsken! Jeg har ikke prøvet at langtidsstege en lammekølle, men det lyder virkelig lækkert.

    SvarSlet
  6. Eva, Karin, Lene, Ellen, Gitte, mange tak for jeres kommentarer :-)
    Ja, Ellen lige præcis den installation med lys og billeder var pæn :-) og sjov.

    SvarSlet