mandag, november 11, 2019

Der har jeg ikke været før.

Jeg var i Bjerringbro i lørdags, og selv om der kun er en halv times kørsel, har jeg ikke været der før. Men sådan er det med mange steder. Jeg kommer mest de steder, hvor jeg kender nogen.
Bjerringbro kunstforening havde inviteret til åben censurering, og Pia havde indleveret fire billeder i håb om at komme med på efterårets kunstudstilling.
Jeg synes, det var interessant at overvære juryens kommentarer og valg, men jeg vidste, jeg ikke ville blive der hele dagen, for der var mere end 80 håbefulde kunstnere med keramik, tekstil, tegning og malede billeder.
Juryen bestod af Thilde Mønsted, museumsinspektør på Museum Salling og Bo Gorzelak Pedersen, anmelder og billedkunstner.
Efter min mening var der var mange fine billeder af landskaber, skove, et hav med bølger og sådan nogle motiver. Men de blev sorteret fra med hård hånd. De var for pæne, og landskabsbilleder har vi set alt for mange af. Et meget flot portræt blev karakteriseret som velegnet til at hænge på et borgmesterkontor. Ikke på en kunstudstilling.
"Nordisk romantik." "Cafeagtig." "Det er for rigtigt." "Det bliver ikke kunst af at dele ud af sit privatliv." (malerier af børn/børnebørn) "Hvis det er for pænt, er det ikke kunst." "Mere sjove end gode." "Der skal være noget grimhed i billedet af en sti gennem skoven." osv. Et lille udpluk af nogle af afslagene. Nogle billeder fik bare et "nej herfra."
Men der var selvfølgelig også mange, der fik ros og JA.
Pia fik antaget et billede, og hun var stjerneglad. Det var der 38 andre, der også var.
På søndag er der fernisering, og udstillingen slutter d. 19. december.
"Der skal være noget at gå på opdagelse efter i et billede."

2 kommentarer:

  1. Holddaop, for en hård og ubønhørlig kritik. Jeg er lodret uenig i udsagnet: "Hvis det er for pænt, er det ikke kunst", men der er nok også en god grund til, at jeg kan være sikker på, at får noget en dårlig kritik, vil det være noget jeg kan lide og vice versa.

    SvarSlet
  2. Haha Ellen, din konklusion kan jeg godt følge.

    SvarSlet