mandag, november 02, 2020

Av for helvede, altså ...

 Jeg har fået helvedesild. Det er derfor, jeg bander. Og så i mit højre øre! 

Ikke kun øret, men det område som højre femte kranienerve innerverer. Så jeg har smerter i huden i højre side af ansigtet og hovedbunden, i øret både indeni og udenpå, i kæben og i højre side af svælget. I den spæde begyndelse for et par uger siden, tænkte jeg først på forkølelse. Da jeg kom til læge for en uge siden, var jeg overhovedet ikke forkølet, men havde ondt i højre side af hoved og hals, og jeg var begyndt at få lidt udslet på kinden og tænkte herpes zoster. Den unge mand, læge i uddannelsesstilling, var meget fokuseret på rødme i mit øre. Han tilkaldte en anden, som også er i uddannelsestilling. De var sådan set enige, men i tvivl, så de målte mit infektionstal, som var 1 (normal mellem 1 og 10) De kunne godt høre min forklaring om herpes, men de valgte at udskrive en recept på øredråber med antibiotika og steroid. Jeg havde så ondt i øret, så jeg glædede mig bare til at få dryppet det. Først næste morgen læste jeg indlægssedlen, hvor der bl.a. stod, at dråberne ikke måtte bruges i tilfælde af herpes i øret. 

Det fik mig straks til at ringe og sige, at jeg var utryg og ikke ville bruge de øredråber. Jeg fik en tid samme dag hos de to. Nu følte jeg mig mere herpes-ramt, for udslettet var blevet større og jeg havde læst indlægssedlen i mellemtiden. Jeg havde den ikke med. Den ene læge sad med åben skærm og læste om øredråberne og sagde, at det var i tilfælde af herpes i øjet, man ikke skulle bruge dem. Og han fastholdt, det var vigtigt, jeg brugte dem. Til sidst blev de enige om, at de hellere måtte pode, fra det udslet jeg havde. Jeg gik idet jeg tænkte, jeg nok måtte fortsætte med øredråber. To dage senere ringede en fastlæge fra klinikken og sagde, at jeg havde en herpes zoster og straks skulle i gang med Valaciclovir, som er den relevante medicin. Det var bare ærgerligt, der var gået flere dage, for medicinen virker, når den gives så snart, man mærker hudsmerterne. 

Et herpes-udbrud brænder ud af sig selv. Det er et virus i skoldkoppefamilien, og den forsvinder ikke, men går i dvale. Den lægger sig langs en nerve og følger dens forløb, når den går i udbrud. Udslettet vil altid kun være på den ene side af kroppen eller hovedet. Nervesmerter kan være længe om at gå væk. Sommetider bliver de kroniske. Jeg håber, det ikke bliver sådan i mit øre. Har ikke kunnet bruge mit høreapparat de seneste par ugen.

Jeg har ikke været almen sløj af det. Jeg er heldig med, at det er et mildt udbrud. Jeg har set patienter på sygehuset, som var svært medtagne med sår over det hele, halve ansigt og øjet og andre med store områder på kroppen. Uden tvivl lever det op til navnet.

Billedet her er flere dage gammelt, da det var nyt at bære maske. Det var lidt besværligt i begyndelsen, men nu synes jeg, det er helt almindeligt. Gad vide om vi bliver så glade for det, så vi ikke vil af med det igen?? Sprit, tror jeg, er kommet for at blive. 
Jeg overvejer at anskaffe mig et visir, for hvis jeg har mundbindet på et stykke tid (?) så vil varmen under det sætte fyr på mit herpes udslet. Det føles brændende. 






Jeg gik ned til byen lørdag morgen. Jeg elsker at komme ud, mens tågen stadig ligger og dæmper alting. Da min datter så billedet, troede hun, jeg var begyndt at fotografere i sort/hvid 😊 Jeg var på apoteket for at se, om der var noget i håndkøb til at lindre udslettet. Men det var der ikke. Det skal tørre ud, og det er også fint og tørt med sårdannelse, så det går som det skal.
Jeg mødte min datters svigerforældre med en stor pose rundstykker i hånden. De var på cykeltur og på vej til vores fælles børnefamilie, så de inviterede mig med. De kom først for jeg var jo gående. 
Efter et par timers spisning og hyggesnak så der sådan ud, da jeg kom udenfor på vejen. Tågen var lettet og solen gav farve til træernes blade.
I dag er de fleste blade nok faldet af.
Jeg har været til træning i formiddag og på biblioteket, hvor jeg har fået it-support. Der bliver meget omhyggeligt sprittet af, og vi sidder på hver sin side af en plexiglasskærm. Det er en anelse besværligt, når man ikke kan pege og stikke hovederne sammen om en problematik. Men det fungerer nu udmærket.




12 kommentarer:

  1. Jeg kan godt forstå du bander, det gør så pokkers ondt. Jeg havde et anfald også i ansigtet og håret for mange år siden. Lægen var ikke i tvivl, jeg havde også gået nogle dage og troet det var noget andet. Mit forsvandt men jeg har stadig et sted over mit venstre øje, der bliver ømt, hvis jeg bliver forkølet eller lign. Rigtig god bedring til dig, pas godt på dig selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for god bedring, Marianne. Så du har også prøvet det? Godt at du deler din erfaring. Det er nok desværre ikke så ualmindeligt, at der bliver en senfølge af en slags.

      Slet
    2. Undskyld mit opslag kom tre gange!! Ved ikke hvad der gik galt. Det er vist ikke en sygdom man interesserer sig for, hvis man ikke er ramt.

      Slet
    3. Det er ok Marianne. Nej, det er kun, hvis man selv eller ens nærmeste er ramt, at man hører om den sygdom. Og hvis man arbejder i sygehusvæsenet.

      Slet
  2. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  3. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  4. God bedring, helvedesild et så smertefuldt og ærgerligt, du ikke blev sat i relevant behandling med det samme :-(
    Jeg kan iøvrigt oplyse, at jeg har set et dobbeltsidet herpes zoster udslæt. Jeg ved godt, at alle siger, det altid er enkeltsidet, men da jeg i sin tid var elev på en onkologisk afdeling på Bispebjerg, havde vi en patient i kemo-behandling, som udviklede et dobbeltsidet, symmetrisk udslæt og det var så sjældent, at vores overlæge tilkaldte alt og alle fra nær og fjern for at vise os det. Så det kan altså ske 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Henriette, ja ærgerligt. Men som lægen, der ringede mig op, sagde, så er det let at se det hele i bagklogskabens lys. Det var dog meget usædvanligt med et dobbeltsidet udslet. Hvor skrækkeligt.

      Slet
  5. Rigtig god bedring, Betty - det lyder skrækkeligt med din helvedesild. Jeg kan huske, at en kollega engang led af det samme, men det er ellers ikke en sygdom jeg har hørt ret meget om.

    SvarSlet
  6. Tak Madame. Det er sjovt, at rigtig mange kender én eller har selv haft et herpes-udbrud. Men jeg tror, det er fordi jeg selv har det for tiden, at jeg hører om det.

    SvarSlet
  7. Jeg føler med dig. Av for pokker, siger jeg bare! Når mit immunforsvar har travlt andetsteds, får jeg et herpesudbrud på højre balde. Af alle steder! Men jeg ved, at når det begynder at klø, så er der et eller andet under opsejling, og i øvrigt smører jeg det omgående med Aciclovir, som tager det inden det bliver slemt.
    Men helvedesild tror jeg ikke det er - det er vist ikke lige der, det normalt kommer? Desuden er det meget afgrænset, men jeg sørger som sagt også for at begynde at behandle snarest muligt.
    Alene det lille område på størrelse med en femmer kan klø helt vildt, så jeg ved, at du ikke er pjevset, Betty - det må virkelig være generende for dig. Jeg håber, det hurtigt forsvinder igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine omsorgsfulde bemærkninger. Det går allerede bedre. I morges vågnede jeg liggende på højre side - med øret på puden. Det har gjort for ondt indtil nu. Så det går fremad.
      Mht. til dit udslet eller "din" herpes så bliver den under bæltestedet. Den kender jeg også, men de to er ikke de samme. Søg evt på herpes simplex.

      Slet