onsdag, juni 16, 2021

Snapshots fra højskolelivet i sidste uge.

 

For enden af alleen, når man kører ned mod Brandbjerg Højskole, ligger den oprindelige, gamle herregård. Den blev købt af en lille flok lokale, visionære mænd, der ønskede at oprette en højskole i årene efter 2. verdenskrig. Hovedbygningen bruges nu til møder, og i sidebygningerne er der boliger til ansatte på skolen.

Den store bygningsmasse, som Dansk Industri byggede i 1970erne som kursusejendom ligger tættere på vejen og er vanskelig at fotografere, fordi den er en stor firlænget bygning. 

Her findes elevværelser, kontor, køkken, spisesal, samlingssal og den slags. Hen ad lange gange. Typisk halvfjerdser byggeri.


Jeg har fotograferet bygningen fra en avisside, der var hængt op på opslagstavlen.
På det flade tag af den store bygning står der med stor rød skrift HVAD DRØMMER DU OM? 
Hvis du flyver fra Billund til København bliver du stillet det spørgsmål, siges der, fordi du i klart vejr kan se bygningen fra luften.
I modsætning til det indtryk billedet giver, så er der meget hyggeligt ned ved jorden. Pænt beplantet og bænke og skulpturer.

På højre side af alleén ligger en længe, der engang har været staldbygning. Nu med værksteder og dramasal. Vi,'de korte', opholdt os i dramasalen til foredrag og fællessang. 'De lange' brugte værksteder og et nyt hus, der hedder LYD til musik.
'De lange' er de unge mennesker mellem 19 og 23 år, der er på højskoleophold fra januar til hen i juni. 'De korte`er på femdages kursus. Ældste deltager var 90 og yngste 49 år.
På den måde undgår skoleledelsen behændigt at kalde os de unge og de gamle. Ikke at jeg har noget imod at blive kaldt gammel, for det er jeg. Men måske nogen i 60erne ikke bryder sig om det? Vi havde ingen fælles aktiviteter med De Lange. Vi spiste forskudt, men vi mødte jo tit hinanden og sagde Hej. Det fungerede alt sammen fint.
Det vigtigste: Dagenes indhold kommer senere. Jeg er i gang med at finde billeder til et kort/telegram til storebror Marcus, der skal konfirmeres på søndag. Og i dag får jeg hjælp af Christian, der er grafisk designer.
Men det var indholdsrige og spændende dage. Jeg var meget træt, da jeg kom hjem. Jeg er ikke vant til et så tætpakket program. Og heller ikke at dele værelse. Så selv om jeg boede sammen med en kær veninde, så var min nattesøvn ikke så god. Så en anden gang ved jeg, at jeg vil betale det ekstra, det koster at have enkeltværelse.


4 kommentarer:

  1. Det var dejligt at læse, at du har haft nogle indholdsrige og spændende dage på højskolen. Hvor er det sjovt at kalde holdene for 'de lange' og 'de korte'.

    SvarSlet
  2. Giite, ja det var sjovt med benævnelsen de lange og de korte :-)

    SvarSlet
  3. God, sjov og diplomatisk ide med navngivningen. Jeg ville dog intet have imod at blive kaldt gammel, men det skal der nok være nogle, der har.
    Jeg vil heller ikke sove sammen med andre end min mand! Ikke engang med mine bedste veninder, så jeg betaler gerne ekstra for et enkeltværelse, når vi fx er på strikkefestival.

    SvarSlet
  4. Ellen, vi bliver mere og mere selektive, når det handler om sove-sammen :-)

    SvarSlet