mandag, juni 06, 2022

Uvirkeligt at tænke tilbage på ...

 I torsdags blev jeg akut indlagt på det nye sygehus i Gødstrup og udskrevet igen fredag eftermiddag. Alt er godt igen. 

Den korte udgave er, at da jeg stod op kl 6 torsdag morgen, var mit soveværelse forvandlet til et skib i stærk søgang. Jeg kunne ikke holde balancen og ramlede ind i dørkarme og vægge og havde en voldsom kvalme. Det var ikke de klassiske Stroke-symptomer, men det forgik tydeligvis i hjernen.
Efter en times tid med bekymringer, overvandt jeg min sygdoms-skam (ja, det er der noget, der hedder) og ringede 112. 
Det var grænseoverskridende for mig, for var det nu nødvendigt?
Jeg fik hurtig og omsorgsfuld hjælp og endte på det nye sygehus i Gødstrup (Holstebro og Herning lagt sammen) 
Skanningen af mit hoved viste normale, alderssvarende forhold. Pyh, sikke en lettelse. Om fredagen blev det muligt at putte mig ind til en konsultation på høreklinikken. Efter en grundig undersøgelse af øjne, ører og hovedets bevægelser, var ørelægens bud: Øresten eller på latin benign positionel vertigo.
Jeg fik en plads i svimmelhedsstolen hen på eftermiddagen.
Og den er en mirakel-stol!
Da det var blevet identificeret, i hvilken side og i hvilken buegang i det indre øre krystallerne lå, (min veninde i Norge fortæller,  at der hedder det krystallsyke) blev stolen langsomt roteret, og jeg blev vendt med hovedet ned og benene op. Det er angstfremkaldende at få provokeret svimmelheden frem. Det føles som af falde og falde uden noget at gribe fat i. Efter 5 - 6 min. kunne jeg spændes ud af stolen, og kvalmen og svimmelheden var pist væk. Det var da helt utroligt! 
Min kære datter kunne køre mig hjem. 
Jeg fik en fin lektion i den indre øregangs anatomi. Det betyder meget for mig at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Der er ikke altid en forklaring, på det der sker. Det var der heldigvis her. 
I de tre dage, der er gået, har jeg ikke haft antydning af symptomer. Det blev så tydeligt for mig, hvor  invaliderende det er at have kvalme og kaste op og være svimmel. Det skulle man ikke lige tro. Men det er det. 
Jeg har nogle få restriktioner de næste 10 dage. Jeg må ikke ligge på venstre side, ikke bøje mig frem så hovedet vender ned, ingen gymnastik liggende på gulvet, og hovedet skal være eleveret 45 grader, når jeg ligger på ryggen. Det for at undgå at sten/krystal (små og usynlige for det blotte øje) forlader den rigtige plads og glider ud i en buegang og laver ravage igen.  
Hvis det sker igen, vil jeg være helt tryg. Nu ved jeg, det er ikke farligt. Der findes et skema fra høreforeningen med øvelser, man selv kan gøre. Men det helt effektive er jo den behandling, jeg har fået. Det er uvirkeligt at tænke på. Det var kun små to dage, jeg havde det så dårligt. Og så var det væk igen. Jeg er meget taknemlig for mine døtre, der var nærværende hos mig både sammen og hver for sig i løbet af dagene. Og for omsorgsfulde naboer og venner.
For 45 år siden havde jeg noget, som må have været øresten. Det var ikke sejlende svimmelhed, men som at være i en  centrifuge. Dengang var der ikke tale om øresten eller manipulation af hovedet. Kliniske undersøgelser hos ørelæge og øjenlæge kunne udelukke, der var noget alvorligt på færde. Det blev kaldt virus på balancenerven. Der gik et halvt år, før det var helt væk, men jeg fungerede godt nok i hverdagen. Jeg vidste hvilke hovedbevægelser, jeg skulle undgå.
Det er den amerikanske læge Epley, der har udviklet Epleys manøvre og den meget avancerede stol, der kan diagnosticere og behandle lidelsen. Jeg har Googlet og set, at Rigshospitalet i 2011, var det første sted i Europa, der anskaffede stolen med hjælp fra Mærsk Mc-Kinney Møller. Nu findes den sikkert flere steder. I hvert fald i Gødstrup. 

Nu vil jeg gå ud lidt. Solen skinner efter regnvejr tidligere i dag. I går fik jeg luget lidt ukrudt i haven, inden regne kom. Det kan jeg godt gøre uden at vende hovedet ned.
Christian kommer og spiser. Hans yndlingsret ligger i køleskabet: Steff Houlbergs Boller i Karry i pølseform :-) Min karrysovs med blendede (dermed kamuflerede) grønsager kan ikke hamle op med den i pølsen :-)
Den er så let at gå til. Risene er blandet i.



10 kommentarer:

  1. Det er virkelig en mirakelstol, jeg oplevede det samme i 2019 (d. 19/12), det er (utrolig) ubehageligt i de minutter man bliver kørt rundt, men sikke en lettelse når man forlader den. Min mand kiggede med over lægens skulder og var virkelig overrasket over hvordan mine øjnes bevægelser ændrede sig fuldstændigt fra før/under ‘snurreturen’ til efter.
    Jeg har ikke oplevet tilbagefald (7-9-13) - også selv om jeg ingen restriktioner fik, men specielt i starten tænkte jeg meget over hvordan jeg bevægede hovedet. Krydser fingre for dig. Det er virkelig ubehageligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anonym. Tak for din kommentar. Jeg kan ikke se, hvem du er. Men det er godt at høre fra en lidelsesfælle med samme erfaring. Det må have været interessant for din mand at kigge med på skærmen og følge dine øjnes bevægelser.
      Han var, eller er genial, ham Epley, der opdagede, hvordan det var muligt at få de små krystaller væk fra buegangene.
      Dejligt, du ikke har haft tilbagefald. Håber, jeg undgår det.

      Slet
  2. Kære Betty sikke en ubehagelig oplevelse, men dejligt at der reageres hurtigt og kompetent. Det er utroligt, at en “lille” tur i stolen kan lindre symptomerne så hurtigt. Naturligvis støtter dine døtre op om dig, ligesom du altid hjælper dem med børnebørnene, men man bliver jo alligevel glad, når man mærker deres omsorg. Gødstrup er blevet et godt moderne hospital, ville bare ønske at ventetiderne ikke var så lange. Pas godt på dig selv. Jeg kan desværre ikke kommentere som normalt på blogs så prøver jeg som anonym. De bedste hilsner Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Marianne. Ja, jeg er nærmest forbløffet over, jeg slet ikke har haft symptomer siden. Det er så dejligt. Det må være virkelig svært at skulle vente på behandling, hvis du eller din mand er i den situation. Men jeg har læst at det er sådan mange steder. Det er ikke godt. Der er mange årsager, og det er ikke løst med et snuptag. Godt, du fandt en måde at kommentere på :-)

      Slet
  3. Sikke en forskrækkelse og godt at behandlingen hjalp.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, det var en kæmpe-forskrækkelse. Også fordi jeg var bange for, om det var en blodprop. Det var så fantastisk at blive udredt og behandlet så hurtigt.

      Slet
  4. Det er 100 % den samme ubehagelige oplevelse (og frygt), John havde for 2½ år siden, hvor du også kommenterede med din "virus på balancenerven", som de kaldte det før de blev klogere.
    Det må være vildt ubehageligt at være så svimmel. Godt de har den magiske stol hos jer. Det havde de ikke på Køge eller Roskilde, men et par kyndige læger flyttede lidt rundt på ham, og det hjalp. Efter hjemkomst lærte han den øvelse, man selv kan gøre, og den har hjulpet ham hver gang han er blevet svimmel siden dengang, hvor det var helt slemt. Hans anfald kommer sjældnere og sjældnere, og i skrivende stund har han slået sin egen rekord, og det er nu over seks uger siden sidst. Jeg håber for dig, at jeres stol er mere effektiv, så du ikke skal lide af disse anfald alt for tit. Men ... i givet fald er hjemmeøvelsen meget effektiv. Jeg krydser fingre for dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ellen og Betty. Øresten (benign positionel vertigo) og virus på balancenerven (neuritis vestibularis) er ikke det samme. Læs blot her. https://regionsyddanmark.dk/om-region-syddanmark/presse-og-nyheder/nyhedsbrevet-sund-i-syd/sadan-tackler-du-svimmelhed/hvad-er-oresten-og-virus-pa-balancenerven

      Slet
    2. Tak Lene for at informere :-)

      Slet
  5. Jeg bliver overrasket over, at John har haft svimmelhedsanfald så hyppigt siden debuten. At seks uger er længste periode uden svimmelhed. Forhåbentlig er det et udtryk for at fænomenet ebber ud for ham. Det håber jeg.
    Jeg er stadig overrasket over, hvor dårlig jeg var den morgen. Og at få at vide, at det ikke er altid, der findes en årsag til svimmelhed, gjorde mig virkelig ked af det. Hvis jeg skulle leve i den tilstand, ville der ikke være meget ved livet. Heldigvis var der en forklaring og en behandling. Nu ved jeg, hvad det er, og at
    det ikke er farligt. Og der findes øvelser, jeg selv kan gøre.

    SvarSlet