Godnatbillede.

Aftenens godnatbillede af Hjejlekiosken er taget på vej hjem ved 21.30 tiden.
Der var stille og frostklart (-5) med en flot stjernehimmel.

Viola Cornuta

Sådan en bakke med 6 små stedmoderblomster kostede kun 10 kr i Føtex i dag.
Mon det er de rigtige viola cornuta? De plejer at være meget dyrere end almindelige stedmoder, men navnet stod på dem.
Jeg har plantet dem ud i en krukke. Forhåbentlig kan de tåle frost. Måske en avis over kan skærme dem lidt?

Mig og min patientforening.

Da jeg selv var behandler, opfordrede jeg altid mine patienter til at melde sig ind i en for deres sygdom relevant patientforening.

Jeg arbejdede med rehabilitering af folk med lungesygdomme de seneste år af mit arbejdsliv. Og Danmarks Lungeforening har et godt medlemsblad, gode kurser, rekreationsophold til rimelige priser, udlejning af sommerhuse, hvor man er sikret allergivenlige faciliteter osv.

Da jeg selv blev diagnostiseret med osteoporose for knapt et år siden, meldte jeg mig også ind i Osteoporoseforeningen.

Jeg har bare fundet ud af, der er meget stor forskel på at være en fagperson eller én af målgruppen.

I sidste nummer af bladet, læste jeg f.eks. om den tidligere ergoterapeut, der trods medicinsk behandling og stor viden om ergonomi alligevel har haft to brud i ryggen og mistet 16 cm af sin højde. Og i en anden artikel fortælles om osteoporose i kæbeknoglerne. Arrrgh.....

Så bliver jeg fyldt med skræk og rædsel for, at det også skal ramme mig.

Alligevel meldte jeg mig til Osteoporoseforeningens arrangement i Auditoriet på Skejby Sygehus i går.
Det var et godt arrangement med indlæg af Camilla Miehe Renard, som er en af foreningens ambassadører og et foredrag af Bente Langdal, overlæge og speciallæge i osteoporose. Der var fokus på forskning og udvikling af ny medicin og stor saglighed. Ikke de enkelte personlige tilfælde med dårlige erfaringer.
I pausen over en sandwich mødte jeg en bekendt. Og da osteoporose er usynligt, hvis man ikke har haft brud i ryggen med sammenfald og rund ryg til følge, så bliver indledningsreplikkerne:
"Nå, er du også knogleskør?"
"Hvad er din T-score?"
"Hvor længe har du været i behandling?"
"Får du Alendronat?"
Og rundt omkring os blandt de 250 mennesker svirrede der brudstykker af samtaler med nogenlunde samme indhold.
I dag tænker jeg, det var et par gode timer, der sluttede med en lille koncert af Risskov koret.
Den store øvelse for mig er at tænke positivt. Ikke lægge så meget mærke til de negative historier, men øve mig i at tænke, at jeg sikkert ikke bliver så hårdt ramt. Og selvfølgelig tage min medicin, træne og spise sundt.
Og nu vil jeg ud at nyde solskinnet.

The Boys from Liverpool

Peter Schauffus Balletten har gæstet vores lokale Musikhus i aften. Sammen med en håndfuld tidligere kolleger har jeg nydt den skønne Beatles musik. Og ikke mindst dansen. Det var en meget dygtig gruppe dansere, der med dansetrin fortalte historien om de fire drenge fra Liverpool dengang i 60erne. Det var flot at se, hvordan klassisk ballet kan danses til Beatles musik, men der var også en masse rock og rul dans.

Jeg havde slet ikke fået nok, da forestillingen sluttede. Men der var ingen ekstra dansetrin, selvom vi med vores applaus tiggede om mere.

Se den,  hvis I kommer i nærheden af forestillingen.

En dårlig oplevelse, der endte godt.

Mens min computer var til reparation i sidste uge, fornøjede jeg mig med mulighederne på bibliotektet. Jeg kunne booke en computer, og jeg kunne printe noget materiale om turen til Rom.  

Det virkede altsammen fint.

Jeg gik til og fra printeren og ekspeditionen med min pung i hånden for at betale. Min taske med fotoapparat, vanter og halstørklæde lod jeg ligge ved computeren, som stod ved siden af automaten med drikkevarer og snacks.

Først dagen efter opdagede jeg, at mit fotoapparat var væk. Det ligger altid i tasken, bortset fra når jeg fotograferer, og når jeg lægger billederne ind på computeren.

Og da jeg ikke kunne lægge billeder ind herhjemme, var det først, da jeg skulle til reception, jeg savnede det.

Heldigvis kunne jeg låne ældstes apparat.

Jeg troede i første omgang, jeg havde glemt det ved siden af computeren. Men det var ikke blandt de glemte sager på biblioteket, og heller ikke hos politiets hittegods. Så det var øv og hængemule.

Jeg havde ikke tænkt på forsikring, men Henrik gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle anmelde det.

Og her begynder den GODE OPLEVELSE:

Et telefonopkald til TRYG og problemet beskrives. Jeg får til opgave at undersøge, hvad et tilsvarende 2 år gammelt kamera vil koste i dag. Det klares ved et telefonopkald til butikken, og jeg ringer tilbage til forsikringsdamen, som beder om mit reg.nr og konto nr. med bemærkningen om, at beløbet sættes ind på min konto om et par dage. Det skete i går. I dag var beløbet på kontoen!

Så er det bare jeg siger hurra for TRYG!

Jeg har straks i dag købt et nyt. Jeg har forladt Sony og købt et Panasonic. Det kan zoome 12 x og har større vidvinkel end det gamle og kan stadig ligge i tasken eller lommen. For 2200.00 kr. Det er da utroligt, så meget der kan puttes ind i et lille apparat.

Og vintergækken bryder gennem sneen. Er det ikke vidunderligt?

.

To dejlige oplevelser.

I fredags var jeg på Social og Sundhedsskolen til reception. Min somali-enlig-mor fik sammen med sit hold udleveret eksamensbevis.

Det var en festlig og hyggelig eftermiddag.  Hun fik 10 for sin eksamensopgave og var selvfølgelig glad. Jeg var lidt stolt, for jeg havde også lidt del i det.
Det har været rigtig interessant at få indblik i, hvad det er en social og sundhedshjælper (ssh), som tidligere blev kaldt hjemmehjælper, skal kunne. For mange år siden var det nok at være en god husmor hjemme, så kunne man godt få arbejde i hjemmeplejen. Der er dog stadig også mange ufaglærte i branchen.

Det var også spændende med selve eksamensopgaven. Meget anderledes end i min tid.

Der var forskellige emner/sygdomme at vælge i mellem en uges tid før eksamen. Så efter at valget var taget, var det bare om at gå i gang med at søge oplysninger i pjecer, bøger og på nettet.
Det kan være vanskeligt for én, som ikke har en dansk skoleuddannelse.
Hun valgte at skrive om osteoporose og fremlægge det til den mundtlige eksamen.

Der skulle gøres rede for, hvad det er for en sygdom; hvordan den opstår; hvordan symptomerne viser sig; hvilken medicinsk behandling/træning, der skal til; hvilke hjælpemidler og personlig pleje, der kan være behov for; krisereaktioner hos en person, der bliver ramt af en kronisk sygdom; copingstrategier og endelig tanker og reflektioner over ssh'ens rolle.

Det er ikke småting at have med i sin bagage. Men hvor er det godt for den borger, der er ramt af sygdom, at blive mødt af en hjælper, der forstår vedkommende og kender sygdommens baggrund.

Så nu vil hun gerne arbejde et år, og så gå videre til social og sundhedsassistent, som har flere beføjelser og som må dosere medicin.

Herefter er der adgang til sygeplejerske uddannelsen og vist også de andre mellemlange uddannelser i sygehus/sundhedssektoren.

Jeg har ikke fået lov!!
Jeg er nr. to fra venstre.
Måske forsvinder det igen, billedet!
Det er lettere at få tilgivelse
end tilladelse, siges der.......



Den anden dejlige, glædelige oplevelse var barnedåben i går.
En rigtig skøn og tilpas buttet babydreng på fire måneder blev døbt.
For tre år siden var vi i den samme kirke omkring en lillebitte kiste. I går var vi forbi det lille gravsted, hvor et tændt lys var pyntet med et lyseblåt bånd.
Jeg er sikker på, at det lille barn, som vi ikke lærte at kende, lever i forældrenes hjerter som et af deres børn.

"Sorrig og glæde de vandre til hobe
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer, de følges og ad"
osv.
 nr 84 i Højskolesangbogen.

Kingo skrev sin salme i 1681. Men sådan er det stadig, selv om mangt og meget ændres omkring os.

Den kedsom vinter......

"Den kedsom vinter gik sin gang
den dag så kort, den nat så lang,
forandrer sig så lempelig;
den barske vind, den mørke sky
må fly".

Ambrosius Stub, der døde i 1758, skrev denne her dejlige sang om det meget tidlige forår.
Jeg har lige læst Vibeke Arndals spændende bøger om Ambrosius og livet i Danmark i begyndelsen af 1700 tallet. Det var barskt at leve dengang. Der var krig, pest og storbrand i København. Hvis jeg kunne vælge en tid at leve i, så ville jeg ikke være samtidig med Ambrosius. Jeg er godt tilfreds med nu. Det var Eva, der skrev om bøgerne for en tid siden og inspirerede mig til at læse dem.

"Man frygter ej at sne og slud,
(fortsætter digteren)

skal møde dem som vil gå ud:
thi lad os gå
at skue på,
hvor smukt naturen sig betér
og ler"
Den står som nr. 269 i Højskolesangbogen.

Og lidt længere henne ad vejen er der allerede erantis.

Nej, det er ikke tydeligt. Men ude i virkeligheden er der en lille flok gule erantis svarende til midt i billedet.
Jeg ville ikke gå ind i haven, så jeg stod ude på vejen og følte næsten, jeg stjal deres blomster. ;-)
I min have er der nu smeltet så meget sne, at toppen af rosmarin stikker op.
Jeg har klippet nogle stilke af. De ser noget medtagne ud, men de dufter som rosmarin skal, og om lidt skal de sammen med citron gnides på den kylling, der skal spises i aften.
Jeg er glad nu og ikke mere nedbrudt! Computeren kom tilbage går aftes, som var den ny igen.