Kolde og regnfulde Amsterdam.

Jeg er glad for, jeg har været i Amsterdam et par gange før, da vejret dengang viste sig fra sin pæne side, hvad jeg ikke kan sige denne gang.
Amsterdam centrum er hyggelig og idyllisk med kanaler og smalle huse med smukke gavle.
Det var dog svært at få øje på i mandags.

Kanalrundfarten foregik i en en overdækket båd, mens regnen silede ned.


.Vi havde dog stadig fine udsigter og fik gode forklaringer på de steder, vi passerede.






Det var straks værre, da vi begyndte at vandre rundt. En del af gruppen foretrak straks at gå hen til pandekagehuset, hvor vi skulle spise frokost.

Jeg gik med på byvandring.
Her er vi udenfor Amsterdam Bymuseum.

Det var mere end svært at fotografere i regn og blæst med en paraply i hånden.

Vores guide var en dansk kvinde, der har boet i Holland i 30 år.


Hun havde selvfølgelig stor viden om hollandske forhold og var dygtig til at formidle videre til os.



Et motiv, der er meget typisk i Amsterdam, er cyklerne der står langs kanalerne.

Der arbejdes tydeligvis på at skaffe parkering til cyklerne.
Jeg blev imponeret over det her store cykelparkeringshus i flere etager.

Hvis man ikke ved det, er det nok ikke til at se det.
Men der er tæt pakket med cykler i huset til højre.

Jeg kom hjem igen i går aftes.
Fem dage går hurtigt. To dage til ud-og hjemrejsen. Jeg havde forestillet mig, at den lange bustur ville blive frygtelig kedelig og lang. Den var lang. 9-10 timer. Men tiden gik forbavsende hurtigt, og der var mange pauser undervejs.
Det var en fin tur med mange oplevelser, og hyggelige mennesker i gruppen, hvoraf et vennepar var dem, jeg kendte i forvejen.
Der kommer billeder med farver senere. Den dag vi var i Keukenhof, var vi heldige. Solen skinnede og blomsterne strålede.

Søvnløs ...

Jeg skal op kl 04.50. Det er lige om lidt.
Kl. er 00.30. Jeg har øvet mig i at gå tidligt i seng hele ugen, sådan ved 22 -22.30 tiden.
Det gjorde jeg også her i aften. Men jeg kunne ikke falde i søvn.
Jeg skal på bustur til Holland. Jeg har været der et par gange før, men ikke på denne her årstid, da der er tulipaner og andre løgblomster  i fuldt flor. Det bliver sikkert flot at se.

Jeg kom forbi det her smukke syn i går. Mellem nøgne træstammer og grantræer stod der en spinkel bøg og lyste op.


Det er vist længe siden, bøgen sprang ud. Jeg har ikke kigget specielt efter det i år, men der er tit en tidlig gren et solbeskinnet sted.



Nu har jeg drukket kamillete og går i seng igen.

Måske kan jeg sove?

Måske vil jeg være vågen lige til uret ringer?

Eller falde i søvn en halv time før?

Nu med farver - og med anemoner.

Motorvejsbroen - nu i farver.

Der er et fint stisystem rundt om Silkeborg Langsø med tunnel under ringvejen. Nu er der også tunnel under motorvejsbroen og med fin udsigt til kunstværket undervejs. Jeg synes, broen ligner et kunstværk, når den ses fra neden.

Vi var på anemonetur i solskin i Lysbroskoven i går formiddags.

Anemonerne er bredt ud som tæpper mellem træerne.

Det er så flot og helt overvældende.

Mattias var meget optaget af at plukke en buket til sin far, som ikke var med.

Det er altid godt, når der er noget vand og nogle pinde.

Vi fik øje på denne her sorte snegl. Jeg troede først, det var et tomt sneglehus, men der boede en snegl derinde. Hvad mon det er for en fyr?

Om ikke ven, så dog fortrolig ...

Bliv ven med banetovet, var instruktør Michaels råd, da der blev trængsel ved kanten i svømmehallen, og jeg havde svært ved at give slip på den tryghed, jeg havde vænnet mig til ved at svømme langs kanten.

Efter yderligere 3 undervisningsseancer og ved sæsonafslutning i går, kan jeg konstatere, at jeg ikke er blevet ven med banetovet, men jeg er blevet fortrolig med det.
Jeg svømmede 4 baner (100 m) langs banetovet og blev heppet på med tilråb om, at jeg da havde lagt fra land.
Jeg tager ikke fat i tovet, men det føles som en tryghed, at det er der. Jeg tror ikke, jeg ville svømme midt i bassinet, hvis det ikke var der.
Vi har også haft forøvelser til hovedspring. Første step for mig har været at sidde på kanten med armene oppe og så 'falde' ud i vandet. Det kan ikke kaldes spring. Næste step har været at sidde på hug. I går prøvede jeg to forsøg, hvor jeg sad/stod i en høj hugsiddende stilling. Det gik fint, jeg fik ros, men der kom vand ind bag mine briller. Det er ubehageligt. Men det er fedt at ramme vandet og mærke, hvordan man i en bue kommer op til overfladen helt automatisk.
Hovedspring er ikke vigtigt for mig, så det vil jeg ikke gøre mere ud af. Men det har været sjovt med de øvelser, vi har lavet.
Mit mål var at lære crawl. Det er sådan en god rygtræning. Men jeg er ikke kommet videre.  Jeg har øvet mig hver gang. Det er især vejrtrækningen, der er svær. Jeg synes ikke instruktøren er god på lige det område.
Jeg tænker på svømmeinstruktøren, over alle, på Gerlev Idrætshøjskole. Jeg er sikker på, hun kunne lære mig det. Det var der, jeg fik mit 'gennembrud' med at få hovedet under vand. Men jeg har ikke lyst til et højskoleophold bare for crawl.
Nu vil jeg se, hvad næste sæson byder på efter sommerferien.

Jeg sluttede dagen i går i svømmehallen og begyndte ved Almindsø.
Egentlig begyndte jeg dagen med at køre min datter til Karup til en tidlig flyver. Jeg havde taget badetøjet med i bilen og på vej tilbage købte jeg en bolle og kaffe til termokanden i Kvickly. Efter mit morgenbad fandt jeg en solfyldt plet, hvor jeg nød morgenmaden.
Det var skønt at komme tidligt op og begynde dagen med det kolde gys. Jeg vil prøve at vænne mig til at gå tidligere i seng.

Der var næsten trængsel på badebroen.

Om at samarbejde.

Jeg hentede Johanne i vuggestuen forleden dag. Det var første gang. Hun skal nemlig selv kunne klatre op i klapvognen, idet jeg ikke kan løfte hende.

De var lige stået op af deres middagssøvn, de små.
Johanne og jeg havde et fint samarbejde om at få overtøjet på. Så langt så godt.
For at komme ud fra vuggestuens område, skal vi passere legepladsen. Der var ikke andre børn ude, men Johanne var fyr og flamme. Der skulle graves i sandkassen og gynges og klatres.
Da der var gået en halv time, var min tålmodighed brugt op, og jeg kørte klapvognen i stilling.
Det var barnet bare ikke klar til.
Hun græd og græd og satte sig tungt ned. Heldigvis kom der en far forbi, der så let som ingenting satte hende op klapvognen.
Med en sut i munden var hun glad igen og klar til at komme med hjem til mig, hvor skuffer og skabe blev kigget igennem.
Det søde, lille barn. 21 mdr. nu, og jeg kan mærke på mine knæ, at der er gået 3-4 år, siden Mattias og Chr var i den alder.

I nærområdet en gråvejrsdag.

Min gåtur i dag gik hen til motorvejsbroen over Gudenå. Broen er færdig, men der mangler en del arbejde på vejen stadig. Der er indvielse d. 11. september.
Jeg synes den bro er sådan et imponerende stykke ingeniørarbejde.
Når man står nede og kigger op, ser den meget vakkelvorn ud. Som om 'støttebenene' står helt skæve.

Hvis der havde været blå himmel, kunne man bedre se, at den hvide strimmel er en åbning mellem to vejbaner.
Jeg må gå derhen en dag, hvor solen skinner fra en blå himmel.

I profil.
I baggrunden ses den gamle ringvejsbro.







I skoven er anemonerne på det højeste.

Boller skal have den farve, boller altid har haft ...

Nu har jeg lige produceret en giftiggrøn kage, skulle jeg så undre mig eller pege fingre af nogle cyklamenfarvede eller turkise boller?

I Mattias' børnehave får børnene frugt og en halv bolle om eftermiddagen.

Frugt og boller leverer forældrene. På skift sørger de for, at der er eftermiddagsmad.

Serveringen foregår udenfor på legepladsen. Børnene stiller op i kø og får udleveret en halv bolle uden smør og et stykke frugt.
Da jeg kom for at hente Mattias, stod han i kø. Det varede længe, for der var en lille gut, der ikke kunne bestemme, om han vil have et stykke æble eller et stykke ananas.
Da vi havde sagt farvel og var på vej ud af børnehaven, Mattias med sin mad i hånden, varede det kun et øjeblik, før han sagde, han ikke kunne lide bollen.
Jeg var nysgerrig og ville gerne smage. Bollen smagte godt. Den var bagt med groft mel og kerner og havde en sprød skorpe. Med smør ville den have været en lækkerbidsken.
Men synet af den gør, at jeg synes, det er en forkert bolle.
Det er mine vaner og forestillinger, der spænder ben for mig. Jeg synes, at boller skal have den farve, boller altid har haft.
Måske bliver jeg klogere engang? Som med kagen. Hvis Johanne en dag kommer og ønsker sig lyserøde eller lilla boller?