Solnedgang på heden

På Kongenshus Hede syd for Skive var der magisk belysning ved 15.30 tiden.
Svigerindens computer driller mig lidt, men nu vil det vise sig om billederne er på.
Vi har spist lækker thai mad.

Sidste dag i november.

November har føltes meget mørk i år, og forleden dag kunne jeg se i avisen, det ikke bare var en følelse. Der havde kun været 23 solskinstimer indtil d. 28. Gennemsnittet for for november er 56. At der så i lørdags (d. 28.) var 5 solskinstimer hjælper dog lidt på det, men stadig er det under 30.
Jeg tror, der er faldet usædvanlig meget regn i denne her november. Det har jeg ikke lige tal på. I dag kører jeg til Thy, mine rødders land. Jeg skal opleve stemningen i Thisted og mærke blæsten i Vorupør, besøge mine forældres og min brors gravsteder og bo hos min svigerinde i Snedsted.
Så jeg er godt tilfreds med, det ikke sner.

Julemarked på Løndal.

Jeg synes, det er rigtig hyggeligt at gå på julemarked, og heldigvis er der flere af slagsen at vælge imellem. Men min favorit er på Løndal Herregård, der ligger i et af de smukkeste områder syd for Silkeborg.
Løndal Hovedbygning stod færdig i 1914. Vilhelm Carl Jørgensen og hans hustru Anna havde her fået opfyldt drømmen om en stor flot bygning med plads til 20 overnattende gæster.
I denne weekend og den kommende er her julemarked. Der er ca. 75 boder opstillet i hestestalden, i stakladen, i et kæmpetelt ved stakladen og mindre telte og pavillioner rundt omkring. Her kan købes alt, hvad hjertet kan begære, og der dufter vidunderligt af alle julens krydrede dufte.
Jeg kunne ikke komme til at fotografere ved boderne. Der var så mange mennesker, så vi gik i kø.
I 1996 købte Vibeke Riemer og Lars Kolind Løndal Herregård.
Fra den store park, kan man se det nye lysthus/konferencerum.
Det traditionelle håndtryk, som ejerparret plejer at uddele ved åbent hus arrangementer, måtte vi undvære i år. Men de stod der ved hovedindgangen og hilste goddag til de ca. 2.500 mennesker, der kommer i løbet af sådan en weekend.
I den store lange hall var der hygeestemning ved kaminen, og i havestuen sad en pianist og spillede på flyglet.
En af de smukke døre. Stuerne er indrettet meget forskellige. Dem der byggede, valgte detaljer fra alle stilarter. Det er mest for at nyde rummene og omgivelserne, jeg kommer - ikke så meget for at handle.
Et alternativt juletræ. Blomsterkunstneren Bjarne Århus havde pyntet på smuk og fantasifuld måde i de store stuer.
Med blæserne, der spillede julemelodier foran den smukke bygning og duften af brændte mandler fra den nærliggende bod, kan det næsten ikke blive mere julet.
29. og 30. maj 2010 er der "Forår på Løndal".
Jeg er på pletten, hvis ikke der er kommet andre ting på programmet.
Så vil der nok heller ikke være så mange mennesker.
Man kan også besøge stedet på www.loendal.dk

På Kunstcentret.

Jeg har haft min sidste vagt i år på Kunstcentret Silkeborg Bad. Der er kort åbningstid lige nu og ingen udstilling i Skovvilla, så der er ikke brug for så mange frivillige.
Jeg nød som sædvanlig at gå rundt derude. Jeg gjorde også et godt køb, idet kataloger, der har været lagt frem til gennemsyn, blev solgt til en billig pris. De var ikke slidte og kan bruges som gave. Den om te'ens historie vil jeg dog selv beholde. Udover historien, er den fuld af billeder af sjove, grimme og smukke tekander.
Jeg er efterhånden kommet til at synes godt om fotoserien Boxer af Tune Andersen. I begyndelsen syntes jeg, de var grimme og provokerende. De har fået mig til at tænke over, hvad det er, jeg påvirkes af, og hvor stor magt reklamer og andre medier har til at forme vores syn på, hvad der er grimt, og hvad der er smukt.

Multikultur.

Vi er inviteret til middag i anledning af Eid.
?????
Jeg var et stort spørgsmålstegn, fordi vi plejer at være inviteret til Eidfest i forbindelse med Ramadanens afslutning.
Jeg har ikke haft kigget så meget på min kalender fra Tværkulturelt Center, men ved nærmere eftersyn ser jeg, der er to Eid. Festen ved fastens ophør hedder Eid al-Fitr. Den 27. nov., 2 dage efter Pilgrimsrejsens begyndelse er der Eid al-Adha.
Nå, men uanset hvad, så ved jeg, det bliver en rigtig hyggelig aften med en masse dejlig mad.
Det er iøvrigt sjovt at se, hvor mange, mange millioner mennesker, der fejrer nytår på andre tidspunkter, end vi gør.
Når man går i sin egen lille tryghedszone, så bliver "vores" måde nemt den "rigtige".
God weekend i blogland med alle de mangfoldigheder, der findes.

Mørk er november.

I min egen månedens-sang-kanon fra Højskolesangbogen er der ingen tvivl om, hvilken sang der hører til november. Der er kun én sang, hvor årets næstsidste måned er nævnt, og det er den, Thorkild Bjørnvig skrev i 1959 til indvielsen af Båring Højskole.
Der er kun et vers, og det begynder sådan her:

"Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt -
da må vort hjerte selv lyse.
Synge vil vi, legen er magt,
mer end beregning, forstand og foragt
værn mod det sorte og tomme."

De sidste tre linjer har en dybere betydning end lige årstiden. Det var den kolde krigs tid i 1959, og der var frygt for atomkrig. Og når der tales om "dødelig dræ" er det et udtryk for radioaktivt nedfald som opstod i forbindelse med atomprøvesprængning.

"Om der svæver dødelig dræ
vil vi dog elske - og plante et træ:
frugter kan uspået komme."

Den har en dejlig gammel 1500tals melodi. Ærgerligt, der er så kort anledning til at synge den.

Men ellers er november ikke lutter mørke. I gennemsnit er der 54 solskinstimer. Det er selvfølgelig ikke gjort op for november i år, men det er lige før, jeg tror, der har været mindre solskin end gennemsnittet.
Jeg laver ingenting udover min tur på biblioteket. Jeg har ondt i ryggen efter en dum øvelse i mit træningsprogram - og så for meget slæben med tæpper. :-)

På usb'en

Jeg har været på biblioteket og lært, hvordan jeg lægger billeder over på usb.
Jeg har skrevet om det før, men jeg er ret begejstret for den service, man også kan få, når det handler om det elektroniske medie.
Jeg er ikke i gang med netlydbøger og e-bøger endnu. Det kommer måske. Der var andre, der fik hjælp til den slags i dag.

En ikke-julegave.....og alligevel...

Henrik er ikke meget for julen, siger han. Og slet ikke julegaver. Men han er ikke nogen mr. Scrooge, der var sur og nærig (og som er filmatiseret i "Et Juleeventyr").
Han ønsker sig bare ikke nogen gaver udover fred og ro og nogle søde børn! De søde børn er i 50erne og kan nok ikke blive meget sødere. Fred og ro har han også, så hvad skal jeg finde på?
Jeg kalder det en julegave, det flotte tæppe, Henrik har givet mig i dag. I min yndlingsfarve. Jeg elsker rødt. Men det var lige lille nok, syntes jeg. Efter rådspørgen i øst og vest og mine gæster i går, gik min ubeslutsomhed over i, at det skulle være lidt større.
Efter endnu en tur i Salling og bytten om, er jeg nu sikker på, det skal være det store tæppe, som er 15 cm bredere og 36 cm længere end det første.
Og det lille tæppe skal leveres tilbage på fredag.
I de år jeg havde hund, havde jeg ikke tæpper på gulvene. Det letter rengøringen uden. Men det her er nu meget hyggeligere. Jeg er godt tilfreds.
Julegave eller ej.

Kor på recept.

I Politiken for et par dage siden, kunne man læse, at international forskning har konkluderet, at kultur kan få alvorligt syge hurtigere på benene.
I Helsingborg i Sverige er man igang med et pilotprojekt med 20-30 patienter, der får kultur på recept, så om nogen tid vil det vise sig, om deltagere har fået det bedre af korsang, dans eller teater. Om ikke andet, vil de undgå de bivirkninger, der kan følge med medicin (jeg ved ikke om deltagere ellers skulle medicineres, eller hvad de fejler)
Vores korleder påstår, man bliver gladere, yngre og smukkere af at synge i kor. De to sidste udsagn må stå for hans egen regning.
Der er ca. 50-60 medlemmer i vores kor, og efter 3 år er der stadig mange, jeg ikke kender. Men der er også nogen, jeg kender så godt, så vi ses uden for kor. I dag har nogen af dem været her, og vi har taget hul på julestemningen med gløg og æbleskiver.
Repertoiret handler jo også om jul, så vi må have det hele med.

Rosenkål og gener.

Hvem har mon fundet på det poetiske navn til de her små grønne fætre, der smager så bittert og lugter så ilde, mens de bliver kogt?
Rosenkålen har sikkert været et værdifuldt indslag i menuen i det gamle bondesamfund, da der var mangel på det meste.
Men nu kan vi jo få så mange eksotiske grønsager fra hele verden, og så kan vi da sådan set godt glemme rosenkålen.
Jeg kan nu godt lide at bruge de grønsager, der vokser her, og rosenkålen kan forklædes på mange måder, for jeg synes også den er bitter.
For nogle dage siden læste jeg i avisen, at der er en forklaring på, hvorfor nogen mennesker ligefrem elsker rosenkål.
Spanske forskere har opdaget en særlig genetisk variant, som en trejdedel af verdens befolkning bærer: de kan ikke smage bitterstoffet i rosenkål. Vi andre der hører til to trejdedelen, oplever at rosenkålen smager bittert og derfor tror vi, som vores forfædre langt tilbage i tiden, at den er giftig. Vi får et signal fra den ældste del af vores hjerne, der siger os, at vi ikke skal spise den!
Nu er vi i de mange mellemliggende år blevet meget klogere og ved, at rosenkålen er fuld af vitaminer.Her følger opskriften på en salat, hvis hovedindgrediens er rosenkål. Den fandtes i Kristelig Dagblad for nogle dage siden. Den er superlækker.

Rosenkål koges ca. 5-7 min. i saltet vand.
Når de er kølet lidt af, vendes de i olie (sesamolie) tilsat finthakket hvidløg.
Fetaost brækkes i små stykker og lægges på.
Sorte oliven uden sten tilsættes.
Ristede pinjekerner toppes på (i mangel af pinjekerner hakkede jeg et par paranødder.
1/2 citron presses over, lidt peber kværnes, og det hele vendes rundt.
Den smager dejligt, når den er lun. Kan selvfølgelig også spises kold.
Og hjernen glemmer helt sikkert sin gamle overlevelsesstrategi.

Retro ?

Engang var friturestegt camenbert med solbærsyltetøj sådan en smart dessert. Det var nok i 70/80erne?
Vi tænkte, med den nye friteuse var der basis for at genopleve smagen af den varme bløde ost med den sprøde skorpe blandet med den søde, syrlige solbærsyltetøj.
Der var kun én slags camenbert i trekanter i Føtex. Og allerede, da jeg pakkede dem ud, fik jeg en lille mistanke om, at de ikke var helt velegnede. Der var nemlig ikke skorpe på siderne.
Men de blev vendt i et pisket æg og rugmel (det var nok også galt, at det ikke var rasp)
Efter kort tid i friteusen hang der en masse ost i kanten af kurven. Sprød, varm ost!
Sådan så det færdige resultat ud. Det smagte godt, selv om der ikke var så meget ost indeni.Måske var der for meget kog i olien? Måske skulle de være stegt på panden? Og i hvert fald vendt i rasp!
Nå, men der er nok en grund til, at lige denne her lille ret er gået i glemmebogen i de fleste køkkener?
Vi gider vist ikke lige lave den igen.

Badeanstalten.

Jeg har været på Badeanstalten i dag.
I 1920, da den blev indviet, var det for de mange, der ikke havde bademuligheder hjemme hvor de boede. Nu er det blevet en oplevelse at gå derhen i de museumsagtige omgivelser og nyde det hede dampbad. I dag var det kun for kvinder, og min nabo og jeg tilbragte en meget varm time der i eftermiddags.
Det var et rigtig kulturhus, Silkeborg kommune stod bag dengang i 1920. Det store hus indeholdt både bibliotek, museum og badeanstalt. Bibliotektet er moderniseret og udvidet, museet er flyttet, men badeanstalten ligger næsten uforandret. De to gavlfigurer symboliserer biblioteket og badeanstalten. Den ene sidder med en bog. Den anden med en krukke.
Det gamle ordensreglement hænger her endnu. Èn af reglerne lød sådan "Douche må i intet tilfælde tages mere end 1 et halvt minut"
Det første man bliver udstyret med er 2 håndklæder og en lille pose sæbespåner.
Man tager en håndfuld træuld.

Her står man med sit sæbevand i de hvide fade og sæber sig ind med træuld.
Badekarret bliver hele tiden tilført koldt vand, og den modige kan så gå fra det hede dampbad og ned i det kolde vand. Så modig er jeg ikke.
På væggene er der gamle skilte og billeder fra en svunden tid.
I omklædningsrummene er der hvilebrikse, hvis man har brug for at ligge lidt efter badet
Der er ingen servering af smoothies. Ingen tykke frottebadekåber at svøbe sig ind i mens man slapper af i bambusmøbler med bløde hynder.
Men der er hyggelig stemning. Man kan købe en kop kaffe eller en sodavand og nyde den på den hårde bænk. Og bagefter gå ud i novemberluften med den hummerrøde ansigtskulør og fornemmelsen af, at ens hud er blevet babyblød.

Emballage, altså...

Min printer har råbt på nye blækpatroner i nogle dage.
Men hvorfor skal sådan nogen dimser være pakket ind, så man nærmest skal være overingeniør og have værktøj som en maskinmester for at få den ud af flere lag pap og hård plastik?? De er jo ikke engang særlig skrøbelige, de blækpatroner. Nå, ud kom de! Bortset fra, de er svære at få ud, så er det er stort resursespild, synes jeg.
I aften skal jeg til netværksmøde for Voksenvenner. Det går sikkert godt rundt omkring. Ellers havde vi nok hørt noget.

Glæden ved at bo i lejlighed.

Mens regnen piskede og blæsten rasede, gik jeg og hyggede mig over at være fri for bekymringer over løse tagsten, vand der drypper ned fra loftet, og træer der vælter ind over naboens garage. Jaee, sådan er det at bo til leje. (dengang det dryppede, kunne jeg bare ringe efter viceværten)
Men bedst som jeg hyggede mig, opstod der er værre larm ude på terassen, hvor kassegrill, urtepotter, clogs og fejekost blev kastet rundt mellem hinanden. Jeg kunne også bare have stillet tingene i kælderen for længe siden. Argh.
I vejrudsigten siger de, det er normalt novembervejr. Jeg synes, det er ret voldsomt. Pakket godt ind i regnjakke overvandt jeg vejret og fik både håret og kroppet trimmet.
I sportscentret snakkede vi om valgresultater. Silkeborg får sin første kvindelige borgmester. En socialdemokrat båret frem af SF. Sådan er det de fleste steder. Gad vide om ikke den sejr er lidt bittersød? Nå, men i lokalpolitik er det mest samarbejdsevnerne det handler om.
Bare de ikke forlænger vejen gennem byen ud i Nordskoven til den kommende motorvej, men det går hun ind for, den nye borgmester.

Stemning.

Så lang en stemmeseddel har jeg vist aldrig set før?
Og hvem er Civilt Forum? Eller hvem er L. Schiller Instituttets Venner?? Og andre mystiske opstillere?
Jeg holder mig til de gode gamle! Jeg håber bare, de vil være gode til at samarbejde - dem der bliver valgt. For politik er vel kompromis'ets kunst.

Den sødeste franske.

Den sødeste franske bulldog stod bundet og ventede udenfor biblioteket i dag.
Den mindede så meget om Bugsy, så jeg var lige ved at tage den med.
Nej, jeg skal ikke have hund nu.
Men måske engang?
Sådan så Jan og Pias hvalpe ud 4. oktober. De er hos nye familier nu, så de kan ikke friste mere.

Tanker foran postkassen.

Vi har fået sat postkasser op uden på huset. Det er lovbestemt, at alle ejendomme fra før 1978 skal have udendørs postkasser senest første januar 2010. Og vores hus er fra 1946.
Jeg plejede ikke at tænke så meget over, hvad postbudet smed ind af brevsprækken før. Jeg får breve, billeder osv. på mail, facebook eller sms., så posten skulle bare samles op fra entregulvet og lægges til papirindsamling.
Men sjovt nok har jeg nu pludselig fået forventninger...
Med nøglen i hånden skal jeg udenfor og åbne. Og når jeg sådan står foran en lukket boks, så bliver det helt spændende, om der er noget i den??
Selvfølgelig står jeg oftest der med skuffede forventninger. Jeg har jo også valgt reklamer fra. :-) Nå, det er nok begyndervanskeligheder.
Måske skal jeg vælge reklamer igen. :-))
PS. Kom til at tænke på dengang, der var søndagsbreve til. Det var noget ganske særligt at få et søndagsbrev. Og på kærestebrevene satte vi frimærket på skrå på konvolutten.

Mere dukketeater

Det har været ren hygge sammen med de sødeste i dag.
Cafe og dukketeater, så ønsker jeg mig ikke mere på sådan en efterårssøndag.
Vi så Teatret Møllen, Nørregaards Teaters udgave af Molieres "Den indbildt syge". De to skuespillere med de mange menneskestore dukker var fantastisk sjove og dygtige. Og den hysterisk syge syntes også tilsidst, det var en rigtig god ide, han selv blev læge. Vi (publikum) var Midtjysk Sundhedsvidenskabelig Institut, der bevidnede, at han nu var læge. Sjovt fundet på.
Moliere levede i Frankrig i 1600 tallet og flere af hans tekster og skuespil læses og bruges stadig.

Mens vi stod i kø, talte vi med en australsk skuespiller/dukkefører, som var gæst i år, men han kommer tilbage i 2011 med sit dukketeater, som arbejder på et stykke inspireret af den græske mytologi.
Vi aftalte, at vi kommer og ser det. :-)
Og der er helt sikkert plads til flere. I november 2011.

Dukketeater - Festival of Wonder

Dukketeaterfestivalen er i fuld gang. Jeg havde lokket ældste og hendes kæreste med til åbningsforestillingen torsdag aften, og vi havde en sjov og dejlig oplevelse.
De to temaer i årets dukketeaterfestival er: levende musik og 20 året for Berlinmurens fald.
Den tyske ambassadør holdt åbningstalen og brugte marionetdukkesymbolet på det, der skete for 20 år siden, da borgerne i Østberlin krævede frihed. Marionetdukkerne rejste sigselv og begyndte at opføre sig imod dukkeførernes ordre. Han talte dansk på en forståelig måde, og det var et fint billede på det der skete dengang.
Åbningsforestillingen var det tyske Thalias Kompagnongs meget underholdende version af "Tryllefløjten".
De to dukkefører skabte historien ved et arbejdsbord på scenen, hvorfra forestillingen blev vist på en storskærm. Det foregik i et tæt samarbejde med de de otte musikere på scenen og især kontratenoren Daniel Gloger, der helt alene sang samtlige partier i operaen. Meget imponerende - fra det høje C til den dybe bas.
Der var fuldt hus i Musikhuset, og pubilkums begejstrede applaus ville ingen ende tage efter forestillingen.
Vi gik derfra med Mozarts dejlige musik i ørerne og fornemmelsen af at have overværet en sjov, fortryllende leg. Men ingen tvivl om, at der ligger stor professionalisme og et meget stort arbejde bag.
I går aftes var det den uhyggelige stemning i bunkeren under Berlin i 1945, hvor Hitler, Eva Braun, Goebbels med kone og 5 børn opholdt sig sammen med nogle andre medarbejdere og dukkeføreren Neville Tranter, Stuffed Puppettheatre. Det er skrækkeligt at tænke på, at Goebbelsforældrene gav deres børn giftpiller før de tog deres egne piller. Forestilligen sluttede med de skudsalver, der fortalte, at Hitler også var død.
Imponerende arbejde af Neville Tranter. Men vi gik derfra med en knugende følelse af at have fået genopfrisket en historisk kendsgerning, som vi gerne vil lægge bag os.

Bonderøven.

Ja, ham fra DR2. Jeg hører til hans faste fanskare, når han toner frem på tv søndag aften.
I går aftes var han på bibliotektet for at holde foredrag, og der var pyntet op i forvejen for at lægge stemningen. Jeg nåede ikke at få en billet. Der var rift om dem.
Så jeg fortsætter foran tv. Han er rigtig dygtig til at lave håndværk, dyrke planter og omgås dyr. Og han har fået en lille familie. En god gammeldags romantisk drøm.
Men det er godt, alle landmænd ikke lever på den måde. Så ville vi hurtigt komme til at mangle landbrugsprodukterne.

Endnu længere tilbage i tiden....

Min nevø, der bor i Thisted, har siddet og leget med at kigge i et historisk billedarkiv og fundet det her gamle billede, som jeg tror er fra 1956.
Min bror (nr. fem fra venstre i bageste række og jeg nr. to fra venstre i midten) gik i "stuee klaas".
Store klasse var fra 10 til 14 år, og "bette klaas" var fra 7 til 10.
Os i store klasse gik kun i skole 2 dage om ugen fra april til september.
Der var kun et klasseværelse på skolen, så de to hold skulle skiftes til at være der. Vi havde også kun 1 lærer, som havde alle fag. Gymnastik, håndarbejde, sløjd og hvad der ellers fandtes af kreative fag, kendte vi ikke.
Ikke så underligt, at min verden blev meget større og sjovere, da jeg kom på kostskole som 14 årig.(www.vejlefjordskolen.dk) Der var mange fag, mange lærere og mange kammerater.

Tvorup skole 17 km. vest for Thisted.
Min yngste lillebror oplevede centralskolen, og der var der helt andre forhold.

Trekløver

Engang var vi et trekløver Vejlefjordskolen, som mellem lektielæsning og kærsten med drenge, hyggede os sammen.
Vi er 16 år på billedet fra 1961,  det er mig fra venstre, Jette i midten og Inger-Lise. Jette og jeg fortsatte på samme hold på fysioterapeutuddannelse og har fulgt med i hinandens liv. Inge-Lise bor på Sjælland, og jeg så hende sidst til et skolejubilæum for to år siden.
Jette er lige nu på et træningsophold på Sclerosecentret i Ry. I går blev jeg vist rundt derude, vi spiste sammen og genopfriskede gamle minder. Det var rigtig hyggeligt, og hun er så sej, som hun manøvrerer rundt i sin el-kørestol.

 

Sclerosecentret er et fantastisk sted for rehabilitering af scleroseramte. Der er et dygtigt, specialuddannet personale og udover individuel - og gruppetræning, er der fokus på viden om sygdommen, på kost, selvhjælpsteknikker, livsstilsændringer, hjælp til nye erkendelser og omstilling til nye handlemuligheder.
 Det er desværre kun hvert tredje år, der kan bevilliges sådan et ophold på 4 uger. Det er for lidt.

Når jeg siger til Jette, jeg synes, hun er en tapper kriger, sådan som hun kæmper med alle de besværligheder, der er i hendes dagligdag, så svarer hun med et spørgsmål "hvad er alternativet?"
Og nej, der er ikke noget alternativ. Kampen fortsætter.,
Da vi sad ved bordet og spiste, var der et par nyankomne, der spurgte mig, om jeg også var ny. Jeg kom til at svare, at jeg var bare på besøg. "Bliv du bare ved med det", sagde de og smilede. Dumt at bruge "bare" der.
Så skal jeg ikke klage over osteoporose......