Vi er 16 år på billedet fra 1961, det er mig fra venstre, Jette i midten og Inger-Lise. Jette og jeg fortsatte på samme hold på fysioterapeutuddannelse og har fulgt med i hinandens liv. Inge-Lise bor på Sjælland, og jeg så hende sidst til et skolejubilæum for to år siden.
Jette er lige nu på et træningsophold på Sclerosecentret i Ry. I går blev jeg vist rundt derude, vi spiste sammen og genopfriskede gamle minder. Det var rigtig hyggeligt, og hun er så sej, som hun manøvrerer rundt i sin el-kørestol.
Sclerosecentret er et fantastisk sted for rehabilitering af scleroseramte. Der er et dygtigt, specialuddannet personale og udover individuel - og gruppetræning, er der fokus på viden om sygdommen, på kost, selvhjælpsteknikker, livsstilsændringer, hjælp til nye erkendelser og omstilling til nye handlemuligheder.
Det er desværre kun hvert tredje år, der kan bevilliges sådan et ophold på 4 uger. Det er for lidt.
Når jeg siger til Jette, jeg synes, hun er en tapper kriger, sådan som hun kæmper med alle de besværligheder, der er i hendes dagligdag, så svarer hun med et spørgsmål "hvad er alternativet?"
Og nej, der er ikke noget alternativ. Kampen fortsætter.,
Da vi sad ved bordet og spiste, var der et par nyankomne, der spurgte mig, om jeg også var ny. Jeg kom til at svare, at jeg var bare på besøg. "Bliv du bare ved med det", sagde de og smilede. Dumt at bruge "bare" der.
Så skal jeg ikke klage over osteoporose......
Det har jeg også hørt meget godt om. Det er trist, at der kun kan bevilges ophold så sjældent, for man har brug for al den viden og støtte fra hinanden til at holde gejsten oppe.
SvarSletDet er smukt at læse, Betty, og ja - man skal skønne på, at man ikke sidder i kørestol. På den anden side tror jeg, at man kan have et godt liv alligevel. Jeg havde en god ven, der havde muskelsvind og sad i sin seng altid - men han var et af de mest positive mennesker, jeg har mødt i mit liv.
SvarSletLivsglæde foregår vist mest inde mellem ørerne ...
Det er ikke nemt, men mennesket har en vidunderlig evne til at tilpasse sig omstændighederne, hvad din veninde er et godt eksempel på.
SvarSletNår jeg har været sammen med nogen, der på en eller anden måde er hårdt ramt, bliver jeg så skrækkelig taknemmelig for, at jeg - endnu - har det godt.
Ingen ved jo, hvor længe det varer...
Det er en frygtelig sygdom - jeg har en veninde, som blev ramt som 30-årig og allerede sad i kørestol 2 år efter. Det er imponerende den livsvilje og glæde hun udstråler, selvom det ikke må være let med et lille barn. Så lærer man virkelig at påskønne sit gode helbred!
SvarSletJeg har altid synes Sclerose var en svær sygdom, at skulle leve med. Jeg har passet mange med sclerose,jeg oplevede nogle der bare gav op og lod stå til, andre evnede, at bevare deres selvværd, selv om de skulle have hjælp alt.
SvarSletLene, det er nemlig vigtig at "blive tanket op", når man er svært handicappet.
SvarSletMadame, det er forbløffende så positive mennesker kan være, selvom de er bundet til en kørstol.
Ja, livsglæde foregår mellem ørerne, som du skriver.
Ellen, nogen har sagt, at mennesket er det mest tilpasningsdygtige dyr, og jeg har set mange eksempler på livsglæde under vanskelige vilkår, mens jeg arbejdede.
Nille, det er forfærdeligt, når invaliditet rammer så unge mennesker. Der er meget at være glad for, når man kan være mobil ved egen kraft.
Conny, gad vide hvad der gør den forskel, at nogen kan bevare deres glæde og andre bukker under og bliver deprimerede. Måske afhænger det af, hvad man har med i sin mentale rygsæk?