mandag, september 13, 2010

Når enden er god, er alting godt.

Det gik ikke lige som det gamle ordsprog siger. Enden var ikke så heldig for mig.
Det begyndte ellers fint med blommerne fra morgenstunden. Jeg har plukket. Veninden har hentet, og naboen har hentet, og der er stadig flere på træet.
Jeg har lagt blommer i fryseren. Jeg har lagt blommer i et glas med sukker og hældt vodka over. Lidt eksperimenteren er det også blevet til, idet jeg forestillede mig lækre boller ved at tilsætte hasselnødder og blommer skåret i små stykker til dejen.
Boller lignede det ikke. Nærmere fladbrød. Måske fordi jeg brugte hvid hvedemel og sigtet speltmel. Men ingredienserne fejlede ikke noget, og bollerne smagte godt nok.
Men det er ikke en opskrift, der skal gemmes.


Her til aften ville jeg prøve en opskrift på en dessert, der skulle bages i ovnen.

En blommebudding.

Det her skal man bruge:
500g blommer
100 g smuttede mandler
150 g sukker  (120-130 g er nok)
3 ts vanillesukker
3 æg
½ l mælk (evt. halv fløde)

Sådan gør man:
Frugt og mandler lægges i bunden af et fad
Æg, sukker og mælk piskes og hældes over.
Bages i ovnen ca. 30-40 min v. 180 gr.
Serveres lun med koldt flødeskum eller en skive vanilleis.

Jeg gik og holdt øje efterhånden som processen skred frem. Den hævede fint og blev smuk og gylden på overfladen.
Men da jeg tog den ud af ovnen, gled grydelapperne.
De silikonegrydelapper jeg plejer at rose i høje toner!



Det bedste ved den seance var, at der ikke sad en flok gæster i stuen og ventede på desserten.
Det værste var synet.......
Som om én lige havde stået der og kastet op.
Jeg skal undlade at gå i detaljer med rengøringen, men øv, øv, øv!

Men den skal laves igen, den dessert.
Den smagte nemlig godt. Den del, det lykkedes mig at samle op.

10 kommentarer:

  1. Og så feder den del, der røg i skraldespanden, jo ikke :)

    Nej, hvor ærgerligt. Det lyder godt nok lækkert med den opskrift.
    Du må på den igen. God tirsdag:)

    SvarSlet
  2. Pyha, sikke en rengøring, der ventede dig, Betty - men en blommebudding lyder meget lækkert!

    SvarSlet
  3. Øv - jeg føler mig snydt. Da jeg så listen med ingredienser, tænkte jeg: yes - fedt! Det lyder lækkert og her kan jeg være med.

    Men da jeg kom til fremgangsmåden stødte jeg pludselig ind i nogle æg som ikke var med på ingredienslisten... Æv! ;)

    Det var synd at den gled fra dig. Men den lyder utrolig lækker og jeg synes bestemt at du skal prøve igen. :-)

    SvarSlet
  4. Eva, det er med at se på fordelene. Og den feder ikke, den del, der røg ud. ;-)
    God tirsdag til dig

    SvarSlet
  5. Madame, den rengøring var ikke sjov. ;-(
    Og der gik rigtig lang tid, før jeg forstod brugsanvisningen på, hvordan jeg skulle tage glasdøren ud af ovnen. Sådan nogen hængsler og duppeditter, der skal skilles ad...... Men det lykkedes. ;-)

    SvarSlet
  6. Jens, jeg kan godt forstå, du følte dig snydt. Der er jo æg i den opskrift. Og æggene kan ikke udelades. Men du kan så mange spændende opskrifter uden.
    Jeg har lige lånt bogen 'Raw food' af Jens Casupei og Vibeke Kaupert.
    Du kender den sikkert.
    Den er meget, meget indbydende og fuld af spændende opskrifter

    SvarSlet
  7. Jeg glæder mig meget til at læse hvordan blommebuddingen smager, når du forhåbentlig laver den igen, for ingredienserne lover godt. Pokkers også at uheldet gav så meget svineri og ekstra arbejde.
    Tak for opskriften på blommekompot, den skal vi prøve i aften. Dejligt at du lige havde den opskrift, så slipper jeg for at skal ud og søge på nettet.
    Jeg tænkte på dig i løbet af ferien, da vi på vej til venner i Voel passerede den yndige kiosk som du af og til har vist os på din blog.
    En rigtig god aften til dig.

    SvarSlet
  8. Godt du kan bruge opskriften, Annette.
    Så har I kørt lige igennem Silkeborg, kan jeg forstå, når I har passeret Hjejlekiosken.
    Du har tidligere fortalt, du har familie i Voel. Dejligt, I havde sådan en god ferie.

    SvarSlet
  9. Sikke en møgdag!
    Men det lyder som en god opskrift.
    Du kan også prøve at søge efter en opskrift på blomme-abrikosmarmelade (fra Ingelise, men jeg ved ikke, om siden stadig eksisterer) - den marmelade er bare SÅ lækker. Men selvfølgelig ikke, hvis den skal samles op fra gulvet ;-)

    SvarSlet
  10. Ellen, det var noget rigtig møg!
    Du har før anbefalet abrikos sammen med blommer, og jeg bruger en opskrift for tiden, hvor der er 100g abrikos til 500 g blommer. Der skal emlig ikke for meget abrikos i efter min smag. Men den blanding jeg laver nu er helt perfekt sammen med en stang kanel og et par stjerneanis.

    SvarSlet