"Den luft andre indånder"
Ditte Gråbøl og Merete Hegner var overbevisende som de to ensomme, forvirrede mennesker, der bor sammen men ikke ser hinanden.
Men de opførte sig underligt, sagde vanvittige ting til sig selv og hinanden.
Jeg, og de andre jeg var sammen med , forstod ikke dialogen.
Dog forstod jeg så meget, at det handler om at være ensom, at være bange for at række ud mod andre, selv om det er et stort ønske.
Forestillingen sluttede med at de så hinanden og kom til at tale med hinanden?
Da jeg gik op ad gaden i dag, tænkte jeg over, hvor lidt vi ser hinanden.
Det ville ikke være muligt for mig at sige, hvor mange jeg passerede, eller hvordan de så ud-
Så noget har jeg fået at tænke på......
Takket være det mystiske teaterstykke.
I programmet kan jeg se, der er givet mange stjerner af anmelderne
Det er da godt, at du fik lidt med hjem. Måske vil jeg ikke lige springe ind og se det stykke. Men meningen er jo god nok.
SvarSletJeg vil f.eks. ikke kunne fortælle, hvad mine kolleger har haft på efter en arbejdsdag, selvom jeg går lige op af dem.
I dag vil jeg se efter :)
Jeg synes jeg går så meget opp i mine egne ting at jeg glemmer ofte å spørre "hvordan har du det egentlig"? Ikke alltid kan en romme andre....
SvarSletDet lyder aparte, ja - men du har sikkert forstået det, de blandt andet forsøgte at formidle.
SvarSletVi ser nemlig ikke hinanden her i Vesten; det er endnu én af de ting, jeg har med mig hjem fra Senegal. Jeg lærte at gå langsomt i gaden; tage sig tid til at sige goddag til alle - og endnu engang, hvis man mødes en time senere!
Deres verden ser så lille i vores perspektiv - uden internet og tv - men de bruger utroligt meget tid på nærmiljøet og så mindre på den store verden. Så kan man jo spørge sig selv, hvad der er vigtigst?
Jeg ser knap mine naboer i ejendommen - de sidder sikkert inde hos sig selv foran nettet ligesom jeg gør! Tankevækkende!
Men Eva, jeg har egentlig fået meget at tænke over. Jeg synes bare stykket var for langt, og de to skuespillere (roller) var karrikeret langt ud i det overdrevne. Men det er nok typisk i vores tid, at vi har så travlt, at vi ikke ser læs lægger mærke til hinanden.
SvarSletAnne-Lise, ikke altid.
SvarSletmen ofte lægger vi nok ikke mærke til vore nærmeste
Nille, du har fået indblik i en anden mentalitet i Senegal, hvor man taler med hinanden, når man mødes.
SvarSletSådan var det også på landet, hvor jeg voksede op.
I de store byer forsvinder vi i anonymiteten.
Vi orker heller ikke at forholde os til så mange.
Det man ikke forstår er altid det mest inspirerende, fordi det får én til at tænke. Hvis man forstod det hele, så ville det jo bare være banalt!
SvarSletJeg synes det lyder som et spændende stykke!
Jens, det er nemlig rigtigt. I første omgang er det let og behageligt og sjovt med noget man forstår. Men også hurtigt glemt igen.
SvarSletJeg går stadig og "tygger" på det teaterstykke, og er klar over, jeg ikke har ydet det hel retfærdighed ved at skrive så hurtigt om det.
Det er stof der lagrer sig til eftertanke.