Maden var meget, meget lækker.
Vi blev modtaget i den lille entre af Stig, som bød velkommen og hængte vores frakker op i garderoben.
Døren stod åben til det meget lille køkken, hvor Rose var i gang med forberedelser.
I den lille stue med den kitsch'ede indretning og møblering var der allerede godt fyldt op.
Vi sad i de blomstrede møbler og nød drinks og cocktails,
mens vi kiggede på borddækningen i den lille tilstødende stue.
Der er plads til 16 gæster.
Vores bord til 8 er til venstre i stuen, og det så overfyldt ud med så stort et bord i den lille stue.
Ved bordet i baggrunden sad der 3 par, og ved det lille bord sad en mand og en kvinde.
Vi fik en menu med 4 retter og vine der var tilpasset maden.
Stig kom ind og introducerede retterne efterhånden.
Rose serverede på en meget stille, alvorlig måde.
Maden var delikat og velsmagende.
Vi fik to forretter med fisk, som jeg ikke har billeder af.
Vi hyggede os meget, og uden vi havde opdaget det, var stemningen og lydniveauet steget til store højder.
Jeg sad med ryggen til de to øvrige borde, og opdagede først, at manden ved to-mands bordet stod op, da han slog på glasset.
Jeg troede, vi skulle overvære et frieri.
Men det var noget andet, han havde på hjerte. Han havde glædet sig til en aften med Babettes Gæstebuds-mad, men han havde tinnitus, og det generede ham meget, at vi snakkede så højt, så han ville bede os om at dæmpe os.
Vi blev helt stille. Det samme gjorde 6-mands-bordet.
Vi blev nok også lidt flove.
Men vi lovede at være stille.
Det glemte vi helt ubevidst ret hurtigt. Vi havde glædet os til at være sammen og nyde maden, og havde ikke set hinanden længe, så der var meget at snakke om. Vi var også noget ærgerlige over, at være skyld i, at en mand havde en dårlig oplevelse.
Desværre tog episoden med tinnitus-manden noget af fornøjelsen fra os.
Jeg synes, lokaliteterne er for små til grupper på 6-8 mennesker. Den anden gruppe, som var familie og- vennepar, havde som fast tradition at spise en gang om året på Stigs Restaurant. De havde også meget at snakke om og grine over
Jeg har prøvet engang, sammen med pigerne at aflyse vores bordreservation, fordi der sad en stor mandegruppe, der var godt i gang lige ved siden af vores lille tre-mands-bord. Så jeg kan godt forstå den uheldige mand.
Lørdagens fødselar bor i et lille landsogn nord for Ribe, og han er gift med en præst.
Vi var inviteret til at komme i kirken lørdag kl. 11, hvor der var arrangeret en dejlig koncert med orgelmusik og solosang.
Efterfølgende gik vi over i forsamlingshuset lige overfor kirken. Her var vi en flok på ca. 100 mennesker, som blev beværtet med en dejlig 3 retters middag - vi var jo lidt i træning. Der var mange festlige indslag med taler og sange, der var kaffe, der var folkedans, og der var boller og pålæg. Og således bespist og underholdt trillede vi tilbage til Tønder ved 19.30 tiden.
Det er meget længe siden, jeg har været til sådan en stor komsammen, som jeg tror kun finder sted ude på landet.
Vi havde en meget langsom og lang formiddag i dag, inden vi rejste hver til sit med en ny aftale i kalenderen.
Det er dejligt at være hjemme igen.
Hold da op en indholdsmættet weekend:)
SvarSletDet var ærgerligt med det lille "break" i middagen. Man forstår jo godt manden, men det er ikke rart at skulle lægge bånd på sig selv midt i det hele. Havde jeg været ham, var jeg nok lige så stille gået igen. Men det er vel heller ikke helt rimeligt....hmmmm.
Det lyder som en skøn fødselsdag, der startede med koncert i kirken.
Der er ikke noget at sige til, at der trænges til lidt hjemlig stilhed efter sådan en omgang indtryk.
ærgerlig episode , måske skulle den tinnitus ramte mand ha´ valgt et andet spisested...
SvarSletSikke en spændende weekend, du har haft, Betty, men ærgerligt med oplevelsen med tinnitus-manden. Det er ikke helt rimeligt, at han skal lægge en dæmper på andre besøgende. Maden ser helt vidunderlig ud!
SvarSletUde er godt, men hjemme er nu det allerbedste ☺.
SvarSletStigs restaurant i Tønder, som jeg ikke kender, er så vidt jeg kan læse mig til, det samme som det der her kaldes en huiskamerrestaurant (stuerestaurant). Ideen er god, men jeg kan forestille mig de kvaler manden med tinnitus har haft.
Jeg har kun en gang været på huiskamerrestaurant, vi havde ikke reserveret og blev derfor bænket sammen med et tysk par. De var meget utilfredse med, at der var for lidt gemütlichkeit og for lidt snak bordene og de forskellige pr imellem.
Det ser ud til at have været en rigtig dejlig weekend du har haft og nu følger forhåbentlig en rigtig dejlig uge.
Hmmmm..... jeg tror, at Stigs Restaurant er for lille til mig. Jeg synes det virker klemt og det bryder jeg mig ikke rigtig om..... og tinitusmanden - jeg synes overhovedet ikke det er fair, at andre skal holde deres mund. Jeg kan selv blive helt tosset i hovedet, når jeg er sammen med for mange mennesker der snakker alt for meget og alt for højt i et rum med dårlig akustik. Jeg har selvfølgelig ikke tinitus og ved ikke hvordan det føles. Men når jeg er i sådan en situation, så går jeg udenfor og tager en pause.... eller tager tidligt hjem. Jeg synes tinitusmanden burde have gjort det samme!
SvarSletLyder til du har haft en rigtig skøn weekend.Min svigersøn har Tinnitus og Menieres men kunne aldrig finde på, at optræde som den mand du omtaler,jeg ved god at manden ikke har det godt med støj, med det er jo ikke jeres skyld, at han har tinnitus,så hvorfor skulle jeres aften ødelægges.
SvarSletUhm... jeg elsker mad, og den du viser kunne jeg godt tænke mig at sætte tænderne i :-)
SvarSletTak for jeres dejlige kommentarer. Jeg mangler lige at pakke en lille kuffert, så derfor får jeg ikke kommenteret til hver enkelt af jer, men jeg har været glad for at læse det, I skrev.
SvarSlet