En morgenvandring og middelalderlige tegneserier.

Eftersom Henrik er et B-menneske, der nyder sin formiddagssøvn, og jeg er skruet sådan sammen, at jeg gerne vil opleve noget fra morgenstunden, så er jeg tit ude på egen hånd i Aarhus en søndag morgen.
Således også i dag, da jeg begyndte med at drikke kaffe og læse avis på Emmerys.
Ligeså vidunderligt som jeg synes, der på Grenen før alle andre er stået op, ligeså vidunderligt er der næsten i en by, før alle andre indtager gaderne.
Aarhus, verdens mindste storby. Sådan brander byen sig.
Sloganet er ikke mere Smilets By.
Det nye hedder: Aarhus. Danish for progress.

Vejret var så fint, solen var stået op, så min plan var at gå ned til Domkirken og se, om solen skinnede ind på glasmosaikken i den østre gavl.
Det siges at være et meget smukt syn.

Der var ikke mange mennesker på gaden. Omkring banegården et par stykker med kuffert.

Lidt nede ad Ryesgade, var der pludselig mange mennesker med asiatisk udseende, store og små og fremmede sprog svirrede i luften.
Klokken var 9, og det var udenfor den katolske kirke, hvor en messe åbenbart lige var forbi.
Der må være en stor vietnamesisk menighed. Vietnamesere er vist katolikker.
Det var sjovt at se. Og et billede på det internationale, som Aarhus slår på i sit engelske slogan.

Tågen var ikke helt lettet over åen, og der var tomt ved cafebordene.

Det viste sig, at Domkirken alle dage først åbner kl 9.30.

Jeg havde god tid og vidste, at solen ikke ville falde direkte ind på den store glasmosaik på det tidspunkt.

Det sker nok før åbningstiden.

Jeg brugte ventetiden til at kigge på de 3 store kvindefigurer, der bærer baldakinen foran Hotel Royal. De har lidt havfrueagtig underkrop, og den bagerste har et dyrehoved.  

Jeg kender ikke historien bag, men flotte er de.

 Et kig ind i Rosengade.

Aarhus Domkirke har store og drabelige kalkmalerier. Faktisk findes det største kalkmaleri i Danmark her.

De er fra perioden 1417 til 1520.

Man kan vel kalde dem datidens tegneserier.

De er ikke så lette at tyde i vores tid og med vores forståelse.

Da der nu ikke var så meget blus på glasmosaikken, gik jeg efter et par af de mindste kalkmalerier.

Jeg har set dem engang, men måtte lede længe for at finde dem. Kirketjeneren kendte dem ikke.

Men hvis man kigger over venstre skulder og højt op lige efter man er kommet ind, ser man ræven på jagt efter en gås.

Nu er opgaven at finde de to et andet sted i kirken.

Og der vil det vise sig, hvordan det er gået.

Er gåsen fri?

Nej, sådan gik det ikke.
I én af hvælvingerne langt oppe i kirken løber ræven afsted med gåsen over nakken.
Og hvad betyder det så?

Kirketjeneren, der ikke kendte de to små malerier, kendte til gengæld et andet, hvor ræven er ved at blive hængt op i et træ.
Tre gæs har fat i et reb, som er bundet om halsen på ræven.
Foran løber et par gravhunde.
Og hvordan skal sådan en tegneserie tydes?

Kirketjeneren mente, at gæssene repræsenterer menneskene.

'Dum som en gås', siger man.

Ræven er repræsentant for det (den) onde, som jager og indfanger menneskene.

Men i sidste ende vinder menneskene over det onde!

Sådan en gammel tegneserie kan jeg blive helt optaget af. 

Hvordan mon tegneren levede dengang for 500 år siden?

Efter sådan en gang billedjagt var det blevet tid til gudstjeneste. 

Der var skønne korstemmer og dejlig orgelmusik.

En pige blev døbt Kathrine, og en dreng hedder nu Robert.

Præsten udlagde Jesu ord fra Bjergprædiken, om at vi ikke skal bekymre os, men se på himlens fugle og markens liljer - og hvem kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej?

Der blev trukket linjer og reflekteret over teksten, så den også blev relevant i dag.

Dygtig præst.

Og Henrik var i gang med Søndagsavisen og morgenteen, da jeg kom tilbage.

Og hvis der stadig er læsere her efter det lange indlæg, vil jeg ønske God Nat!