mandag, september 25, 2017

En årle morgen.

Jeg synes altid, det er synd for mig, når jeg skal op kl. seks om morgenen.
Det skulle jeg i morges, fordi jeg gerne ville køre min datter til flyveren i Karup. Det viser sig altid, at det slet ikke er så slemt at komme tidligt op, og det er meget hyggeligt med en voksentime der i bilen, men jeg er glad for, det ikke er hver morgen. Min arbejdstid begyndte altid kl. otte, i de mange år jeg arbejdede. Og det blev selvfølgelig en rutine dengang. Men langsomme morgener er én af de ting, jeg virkelig nyder ved det arbejdsfri liv.
Da jeg kom tilbage til byen, var der åbent hos Kvickly. Jeg fik tanket benzin og handlet, bl.a. et rundstykke som jeg nød sammen med en kop kaffe og avisen.
Jeg nåede lige at blive så tilpas døsig, at jeg tænkte, hvis jeg ikke havde haft en badeaftale, så havde jeg taget en lur lige på stedet.
Men jeg havde en aftale med Else ude ved Østre søbad. Søen var blank og stille. Vandet var 13 grader, omtrent samme temperatur som luften. Jeg svømmede fra den ene trappe på badebroen hen til den næste og tilbage igen. Det var virkelig opkvikkende og dejligt.

Da jeg kom hen til parkeringspladsen, begyndte jeg at lede i min sportstaske efter bilnøglen. Jeg mente, jeg havde lagt den i forlommen, men den var der ikke. Else var kørt, og hvad skulle jeg gøre uden nøgle? I det samme trådte en kvinde ud af bilen ved siden af og spurgte, hvordan min nøgle så ud? Det viste sig, at hun havde fundet den nede på skovstien.
Pyh, hvor blev jeg glad og lettet. Det var dagens højdepunkt. Hun kunne være kørt og lagt den ind på politistationen, og jeg kunne have fået en masse bøvl. Så nu har jeg lært, at jeg skal lukke lynlåsen i den forlomme.

Sidst på eftermiddagen - efter en lille lur - fik jeg ryddet op i de visne morgenfruer under blommetræet.

I sådan en situation savner jeg meget at kunne lægge mig på knæ og luge.

Jeg er blevet frarådet at have det mål  i min træning at kunne ligge på knæ. Det belaster brusken rigtig meget, og jeg havde så mange bruskskader, så det er ikke realistisk.
Lugningen lykkedes også alligevel, men det er besværligt.


Der er stadig et par Stolte Kavaler tilbage.

Næste år vil jeg være mere omhyggelig med at så den, så den får bedre vækstbetingelser.
Det er en meget yndig sommerblomst, som jeg ikke har haft før.






Ikke alle sommerfugle overlevede festen med nedfaldsblommer.

Jeg læste i avisen, at sommerfugle flyver sydpå om efteråret. Det er da utroligt, at sådan et lille spinkelt insekt kan flyve langt.






Morgenfruerne stod tæt under træet i begyndelsen af august.

Nu ligger der en masse frø tilbage. Jeg håber, de spirer næste forår.
De hører med i sommerbilledet.

5 kommentarer:

  1. Wow, hvor var du heldig med din bilnøgle.
    Stolte Kavalerer er en rigtig yndig sommerblomst. Det er dejligt allerede at begynde at se frem mod næste sæson i haven.
    Jeg har det lige omvendt med tidlige morgener. Jeg ELSKER at stå tidligt op, og føler næsten, jeg spilder dagen, hvis jeg en sjælden gang vågner sent.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det var så heldigt med bilnøglen.
      Jeg kan godt huske fra din blog, at du er en early bird. Jeg synes også tidlige morgener er helt vidunderlige, men det, der falder naturligt for mig nu, er at vågne lidt før otte. Og det er heller ikke for sent, synes jeg.

      Slet
  2. Kl seks er også lige tidligt nok for mig, men alene tid med et af børnene kan opveje meget. Det er jo sjældent man har børnene for sig selv, så det nyder jeg, når det endelig sker. Dejligt som du er med i haven, selv om du ikke kan komme ned på hug.
    Hvor var det godt, du fik din bilnøgle.

    SvarSlet
  3. Marianne, det er nemlig ikke så tit, vi har sådan en alene-voksen-tid, så det er hyggeligt. Ja, det er godt at få lavet lidt i haven. Jeg har nogle stauder, der vandrer ud til siderne. De skal graves op, og det regner jeg med at få hjælp til.

    SvarSlet
  4. Voksentid med ens barn er guld værd, så står man gerne tidligt op :-)
    Heldigt med den nøgle!
    Sommerfugle flyver så højt op, at de, nok det meste af vejen, rider ganske energigratis på de luftstrømme, der naturligt er der.

    SvarSlet