En hverdagstirsdag.

Den dag, det er lettest for mig at gå over i Sportscentret for at træne, er tirsdag formiddag. Det skyldes, at jeg kender flere af dem, der kommer på det tidspunkt. Det skyldes også, at der er franskbrød, ost, osv. til kaffen. Det er lidt latterligt, men sådan et lille trick virker.
Jeg cyklede en halv time og var knap så flittig med de øvrige øvelser.

Til gengæld inviterede Mattias til fodboldspil, da jeg havde hentet ham i skolen.

Jeg holder mig meget i udkanten af den spøg.

Han var vist også godt tilfreds med, at jeg beundrede hans baglæns driblinger, og at han kunne sparke bolden helt op på taget af huset.

Sidst på eftermiddagen vendte min datter hjem fra København.

Midtjyllands lufthavn er altså det mest kedelige sted at opholde sig på det tidspunkt. Ingen butik, ingen cafe eller noget at se på. Nedrullede skodder, så man ikke engang kan kigge ud på landingsbanen.

Jeg underholdt mig udenfor og opdagede, at de store spejlglasvinduer var skåret over et sted, der gav mig virkelig lange ben.
Nå, det var bare en illusion ...
De nyindkøbte bukser skal stadig lægges en halv km. op.

Og sådan forsvandt ventetiden hurtigt.