torsdag, juni 27, 2019

Jazzen er flyttet hertil.

Riverboat - den lokale jazzfestival blev officielt åbnet i eftermiddags, men allerede i morges kl 9 var der et arrangement, der samlede mange mennesker.
På billedet her er jeg på vej over broen med roklubbens hus i baggrunden og det store Havnetelt foran.
I Havneteltet var der en times fællessang, og der blev sunget igennem, så teltdugen næsten løftede sig.
Steffen Juul Hansen, mangeårig sekretariatschef i Riverboat, afholder hver måned den sidste torsdag morgensang i spillestedet Kedelhuset, og her plejer ca 200 mennesker at deltage.
Sidste år var der for første gang morgensang i forbindelse med jazzfestivalen. Det var en succes med mange deltagere. I år var succes'en endnu større. Teltet var fuldt, og det betyder ca 400 sangglade. Der var lavet et sangark med et bredt udvalg fra Højskolesangbogen og nogle sange med Sven Gyldmark-melodier. En dejlig måde at starte dagen på.
Der kunne efterfølgende købes rundstykker og kaffe, men eftersom man ikke havde regnet med så mange mennesker, ville der ikke være nok til alle, så jeg stillede ikke op i køen, men gik over til børneteltet på museets græsplæne.
 Der var en fest i gang  for nogle børnehavebørn, gætter jeg på - efter størrelsen. På søndag har vi en plan om at tage børnene med derned. Jeg synes bare, teltet er så lille. Der kan ikke være så mange.


Jeg har siddet med åben terrassedør i aften og har svagt kunnet hører musikken nede fra havnen.
Det har været hyggeligt. Blandet med fuglefløjt fra haven. Kl  er næsten 23, og der er stadig solsorte, der sender en lille strofe ud.
Den kolde blæst, der har hærget i dag er forsvundet igen.


Jeg har optaget Albertes sang (fra fællessangen) om de lyse nætter på telefonen, men jeg kan ikke finde ud af at sende den videre. (til dig Ingrid) Og den virker heller ikke her. Der er noget, der skal læres. :-)


4 kommentarer:

  1. Det er skønt med den slags arrangementer, som både kan ses og høres og hvor alle kan deltage.
    Vi må bare selv finde "Lyse nætter", -Albertes sang er så dejlig, og jeg kan ikke lade være med at blive lidt rørt, når jeg hører den.

    SvarSlet
  2. Mit kor synger Lyse Nætter, og den er smuk, især når man ved at den er skrevet til hendes mor, som døde alt for tidligt.

    SvarSlet
  3. Jeg må indskrive mig i koret med dem, der nyder Lyse Nætter - men jazzen må I gerne beholde for min skyld :-)

    SvarSlet
  4. Lyse nætter er så smuk, er vild med den.
    Det samme gælder med Jazzen, sidder og nyder noget Bossa Nova Jazz lige i øjeblikket, det gør jeg for øvrigt ofte søndag morgen/formiddag.

    SvarSlet