tirsdag, juni 01, 2021

Endnu en blå himmel.

 Vi havde overhovedet ikke skænket det en tanke, det med mandag. Trine og jeg havde for længe siden planlagt en tur til kunstmuseet Aros i Aarhus i går. Jeg kører gennem Jeksendalen ud til hende, fordi det er sådan et naturskønt område. Jeg beregner god tid, stopper undervejs og nyder udsigten. De frodige grønne farver i mange nuancer, den blå himmel og de gule rapsmarker.


Jeg forstår, der bliver rejst tvivl om, hvorvidt raps er et bæredygtigt produkt? Men jeg kan se, der bliver dyrket med sædskifte et bestemt sted, jeg kommer forbi, og det er vel også nødvendigt for et godt udbytte.

Der findes også rapshonning, så bier kan åbenbart også leve i det.




Da vi senere stod udenfor Aros, var der selvfølgelig ingen mennesker og en lukket dør. Det var jo mandag!

Vi gik ned til Salling for at spise frokost på deres Rooftop. Vi sad udenfor sammen med mange andre. Det hele føltes som før corona. Efter at have spist et lækkert stykke smørrebrød med roastbeef delte vi en ostetapas. Solen varmede for meget, så undervejs rykkede vi ind i skyggen. Det var hyggeligt og dejligt, og det gjorde ingenting, vi ikke kom på Aros. Vi sluttede af med at drikke kaffe i Trines have under et skyggefuldt træ. På vejen hjem svingede jeg ind til min bror. Vi sad under et skyggefuldt træ og drak hyldeblomstcider. Det var helt usædvanligt efter maj måneds kulde, at vi på månedens sidste dag fik så meget brug for skygge, men hvor vi nyder solen og varmen.

Jeg har før udfordret mig selv ved at gå ud på glaspladen på Salling Rooftop og se ned på gaden, hvor mennesker ser bittesmå ud.
Det kunne jeg ikke gøre i går, for glaspladen er afspærret. Der er opstået revner i det øverste glaslag. Det udgør åbenbart ikke nogen sikkerhedsrisiko. Men det ser alligevel skrøbeligt ud med revner.








I min have er de første akelejer sprunget ud. De er så skønne og nemme, for de sår sig selv. Jeg har prøvet at samle frø fra en særlig fin blå art. Men frøet kommer ikke nødvendigvis med samme farve som moderplanten. Nu er jeg spændt på, om den er her i år. Hos min nabo er den. Indtil videre er det denne her farve.





2 kommentarer:

  1. Hvor er din akeleje dog smuk! Jeg har også mange af dem, og de er kommet helt af sig selv.
    Sikke en dejlig dag du fik, selv om I ikke kom på Aros.
    Du spørger hos mig, hvad mit lille lommekamera hedder. Det er et Canon S120.

    SvarSlet
  2. Tak for info om dit kamera, Gitte.
    Ja, vi havde en dejlig dag i Aarhus - uden Aros.

    SvarSlet