Kattesprog.

 Jeg har haft fornøjelsen at besøge mine venners kat et par dage, mens den var alene hjemme. Den skal ikke luftes, for den går selv ud og ind af kattelemmen. Så jeg skulle bare finde foder frem og skifte vand. Og hygge lidt.

Men hvordan tyder man lige en kats signaler?

Det var noget af en forskrækkelse, da jeg kom ind i stuen, og der lå to døde gråspurve på gulvet. Jeg har sandsynligvis ikke reageret med passende begejstring, for katten forlod mig med med høj hale. Måske skuffet? Måske såret?

Når jeg tænker på Missis fortid, så forstår jeg virkelig, der er sket en stor udvikling. Hun blev hentet på et internat for katte. Ejeren, der var død, havde haft hende som inde-kat. Hun var nervøs for at nærme sig den åbne dør i sit nye hjem i begyndelsen. Den store verden udenfor var fremmed og skræmmende. Det varede dog ikke længe, før hun sprang rundt i træerne.

Og nu så jeg ved selvsyn, hvilken stor jæger hun er blevet. Og så var jeg ikke højlydt begejstret. Det må have været skuffende for en lille kat. Jeg skældte dog ikke ud.

Jeg blev modtaget med nysgerrighed og interesse, og forestillede mig, vi kunne sidde sammen i sofaen. Jeg havde taget læsestof med. Men nej ... 

Hun gnubbede sig op ad mine ben, og da jeg bøjede mig ned for at ae hende på ryggen, fik jeg et dask med den ene pote! Så kunne jeg lære det :-) 

Jeg kan godt forstå Missi ikke åd de fugle, den havde nedlagt. Den får så lækker kattemad. Både af den våde og tørre slags.

Da jeg var barn, boede vores katte i stalden og laden, hvor de sørgede for at holde musebestanden nede. De havde navne, og selv om vi kendte forskel på hunkatte og hankatte, så blev de altid omtalt som 'den'. Det var først, da Bugsy kom til at bo hos mig, at jeg lærte at kalde hunde og katte 'han' og 'hun'. 

Mens jeg har siddet og skrevet det her indlæg, klikkede jeg på Google på Kattens Signaler. Og nu forstår jeg, at en rejst hale med et lille bøj, faktisk er en indbydelse til kontakt. 

Måske er vi bedre venner, end jeg lige troede? :-)