lørdag, december 07, 2013

De hedder Almue.

De tre snapseglas, jeg købte forleden i en genbrugsbutik hedder Almue og er fra Holmegaard, De var i produktion fra 1970 til 1991.
Det var den lokale antikvitetshandler, der ledte mig på sporet. Han havde også nogle til salg, men der var ikke signatur i bunden, som der er i mine.
Så mine er de bedste, synes jeg.  Og det var prisen også. Jeg gav 50 kr. for tre. Han forlangte 50 for et glas.
I mangel af eget billede er her et link til Holmegaard.
Nu vil jeg køre til Aarhus og tilbringe resten af weekenden hos Henrik.

fredag, december 06, 2013

Efter Bodil ...

Jeg var et lille ærinde nede i byen i formiddags og kom forbi flere grene, der var knækket.
På sygehusbakken var juletræet også væltet omkuld.


Bodil havde taget hårdt fat i et træ på Papirfabrikken.

Om lidt kører jeg vestpå. Jeg skal hente Mattias i dagplejen.
Jeg har peberkagedej med. Det er spændende, om han er stor nok til at være med til at bage.

Opdatering aften:
Mattias var helt med på at lave pebernødder og udstikke små kagemænd. Vi kunne godt have brugt mere dej. I næste uge fortsætter vi med en ny portion.

torsdag, december 05, 2013

Midt i en Bodil ...

For første gang, i meterologiens historie her i Danmark, har en storm fået et navn.
Opdatering: Eva fortæller, at der tidligere har været en storm, der havde navnet Allan.
Bodil raser lige nu, og vi bliver rådet til at blive indendøre.
Det gør jeg gerne, mens jeg kan høre, det rusker i træer og murværk. Jeg har også hørt fra mine kære og ved, de er kommet hjem i god behold.

I formiddags var jeg på biblioteket. Da blæste det kun lidt, men regnen stod ned i tove.
Det er ikke sjovt at være postbud. Så er det godt at kunne mødes med kolleger til en lille pause på biblioteket. Udenfor, de grønne post-cykler. Indenfor, de røde post-jakker.

Jeg var nr. 70 på ventelisten, da 3. bog i Jan Guillous romanserie om Det Store Århundrede udkom. Den hedder Mellem Rødt og Sort. Nu er jeg rykket til nr. 50.
De to første, der udkom i 2011 og 2012, 'Brobyggerne' og 'Dandy' læste jeg i en ruf, til trods for at de er på flere hundrede sider.

Nu har jeg for ikke længe siden set en tv-diskussion mellem Jan Guillion og Pia Kærsgaard, og jeg blev virkelig skuffet over Jan Guilliou. Jeg havde forventet nogle intelligente, skarpe argumenter. Men hans bidrag var så floskelpræget. Pia Kærsgaard kørte også i en rille, men jeg havde ikke så store forventninger til hende.
Det er som om, det har påvirket min lyst til at læse den nye bog. Måske har jeg helt mistet lysten til det? På den måde gør det egentlig ikke noget, jeg er langt nede på listen.
Men det er jo noget pjat. Forfatterens personlighed har ikke noget at gøre med hans evne til at skrive
romaner.
Og jo, jeg skal selvfølgelig finde ud af, hvordan det går med de tre hovedpersoner.

Opdatering ved 22 tiden.
Blæsten er taget af, og der er kommet et fint lag sne.
Temperaturen er faldet til lidt under frysepunktet.

onsdag, december 04, 2013

Min blog skal vist snart omdøbes til noget med mormor ...

Jeg nyder meget, at Christians vuggestue ligger så tæt på min bolig, at jeg bare kan gå over og hente ham.
I dag har vi været i kælderen for at finde juleting.


Der er ikke lys i mit kælderrum, så der måtte pandelampe på hovedet
og lommelygte i hånden.













Undervejs er der en dør, der skal sættes på krog.
Det kræver stor fingersnilde og koncentration.



I går holdt Mattias fødselsdag for sine små venner fra dagplejen.

Jeg synes, det var rigtig hyggeligt at være med. Nu ved jeg, hvem det er, når han snakker om 'Ollie', som hedder Oliver og som han tit tænker på og nævner.

Nu har jeg blogget i mange år, og engang imellem er det sjovt at gå tilbage og se, hvordan var det, vi holdt fødselsdag eller jul eller noget andet tidligere.
Måske finder jeg så ud af, at jeg har skrevet for lidt.
Men eftersom det er en åben 'dagbog', så skal jeg også tage hensyn til andre og ikke eksponere dem mere end de vil være med til.
Så det billede, jeg lægger på af børnene er til min egen hukommelse og ikke et godt fotografi.
Det er iøvrigt svært at få tydelige billeder af børn, der hele tiden flytter sig.

Jeg nåede lige regnbuen ...

Pludselig var der den flotteste regnbue på himmelen, og jeg skyndte mig ned til fodboldbanen for at se, om jeg kunne få den i kameraet i hele sin bredde.
Det kunne jeg ikke. Måske er mit apparat ikke vidvinklet nok, eller jeg kan ikke finde den indstilling.
Men flot var det. Farverne var der kun få minutter.
Der kom ingen regn ud af de mørke skyer. Nu skinner solen og jeg vil gå over i vuggestuen og hente Christian.


Sidste år på samme dato var der mere vinter over vejret.

4. december 2012.

tirsdag, december 03, 2013

Hvad er det for nogen glas ...?

Jeg går tit forbi genbrugsbutikken i Hans Broges Gade. Sommetider kigger jeg ind for at se, om der er noget legetøj, der passer til mine børnebørn. Det er der som regel ikke. Men jeg har dog fundet et par gode puslespil og en fin bil.
I går købte jeg tre snapseglas, som ingen af de frivillige i butikken vidste noget om. Da jeg kom hjem og fjernede mærkaten i bunden, kunne jeg se en gravering, som jeg ikke kan tyde.
Den er også svær at fotografere.
Kender du den?

søndag, december 01, 2013

De to år er gået hurtigt ...

På tirsdag er det 2 år siden Mattias kom til verden.
Mens hans far og mor gjorde klar til, at fødselsdagsbarnet kunne blive fejret af bedsteforældre, fætre og kusiner og deres forældre, gjorde vi os nyttige ude i haven og satte flag i jorden og bagte sandkager.















Mattias'dagplejmor har fortalt, han er meget glad for at lege med dukker, så der har været en dukke på ønskesedlen.
Da der viste sig en dukke i en af pakkerne, blev den hilst velkommen med interesse og omsorg.

Da Mattias' mor var lille, gav vi hende engang en togbane. Ikke fordi hun havde vist interesse eller ønsket sig den. Men fordi vi syntes, piger ikke kun skulle lege med pigeting.
Dengang var det vigtigt at udfordre kønsrollerne også hos de små.
Jeg tror såmænd, det var faderen, der legede mest med den.

Nu har jeg indtryk af, der er en meget mere afslappet holdning til om noget legetøj er pigeting eller drengeting.
Mattias har været vældig interesseret i biler, siden han var ret lille. At kigge på biler, låse døren op og sætte nøglen i tændingen og dreje på rattet. 
Den interesse husker jeg ikke, mine piger havde, da de var små.
Det må bestemt være en drengeting.