torsdag, marts 16, 2017

De tre bedste ...

Dagen efter, jeg har været til træning, har jeg det for det meste rigtig godt i mit knæ. Sådan var det også i dag. Det var først ud på morgenstunden, jeg vågnede ved at det gjorde ondt. Efter to panodil zapp sov jeg et par timer igen. Når jeg så får taget hul på dagen, handler det om ikke at overdrive.
Det har jeg jo prøvet.
Nu sidder jeg her i aften og tænker, at jeg vist har klaret den balance godt.

Jeg har taget neopren bandagen i brug. Den skal sidde stramt, og jeg føler, den støtter godt. Men den gør ikke noget godt for muskelkraften og bevægeligheden i knæet, så jeg skal kun bruge den, når jeg går udenfor.

Lige nu kan jeg ikke forestille mig, jeg tager Jack skinnen på igen. Jeg tager den med i en pose, når jeg skal til fys i næste uge, tror jeg.

Blandt de tre bedste i dag er, at:

1. Det går rigtig godt med mit øvelsesprogram, som hver uge bliver udvidet med flere øvelser. Jeg går i gang, inden jeg står ud af sengen med de øvelser, jeg gør liggende. Min morgenmad incl. en stor kande te bliver indtaget med computeren som selskab. Jeg får tjekket, hvordan venner nær og fjern har det, og evt læst aviser fra i går færdig. Når det er gjort - efter et par timer! - handler det om de siddende og stående øvelser med vægt på bevægelighed, stabilitet og balance. Mit knæ kan bøjes 115 grader (jeg er godt tilfreds mod de 90 grader i Jack skinnen) Der mangler 10 grader i, at det kan strækkes helt. Det er svært at arbejde med strækket, men det bliver lettere, når hævelsen fortager sig noget mere.
Hvis det her morgenprogram lyder træls og besværligt, så er det ikke sådan for mig. Jeg hygger mig, og har mange flere handlemuligheder end for bare 14 dage siden.

2. Det dejlige vejr fristede til at tage fat i havehandskerne. Der er så meget mos i både bede og græsplæne, så jeg angreb et lille hjørne med vintergækker og mos.
Jeg fik fjernet noget mos og var fornuftig nok til at holde op igen efter 20 min., selv om der var meget mere at gå videre med.

Måske skal jeg have købt en masse spagnum, eller hvad det hedder for at forbedre jorden?
Måske skal jeg have fat i en havemand?

Min nabo kom forbi og mente, jeg så helt normal ud.
Det er ikke det værste at få at vide.


3. Sidst på eftermiddagen indtog jeg sammen med Chr. og hans mor årets første Okkels-is. Byens bedste is efter italiensk opskrift. Vi sad ude, men trods de 15 graders varme på et tidspunkt i dag, så blev det alligevel for koldt, og vi rykkede indenfor.
Men foråret er her. :-)




Efter de mange gule erantis og de hvide vintergækker, elsker jeg de skønne lilla krokus.

10 kommentarer:

  1. Tænk at se helt normal ud ;)
    Den normale hverdag nærmer sig, og måske tager du endda et par af de gode rutiner med dig. Morgen med træning i sengen og ro og fordybelse lyder ikke så skidt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg har fået et par rutiner, der er bedre, så dem må jeg holde fast i. ;-)

      Slet
  2. Vidunderligt du er kommet så langt nu. Og skønne rutiner du har fået indbygget i din hverdag.
    Nu er det EF dag, og om få timer weekend. Ønsker dig en dejlig en af slagsen.

    SvarSlet
  3. Karin, det er skønt, jeg er kommet så langt. Hvad mon EF dag er ? Noget med fredag? God weekend til dig. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. EF dag er "endelig fredag" ;-)

      Slet
    2. Karin. Aldrig hørt det :-)

      Slet
  4. Dejligt at læse om dine gode fremskridt. Jeg tror EF er endelig fredag? God weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Garnløkken. Så blev jeg så klog mht. EF :-)

      Slet
  5. Garnløkken kom før mig med betydningen af EF dag - et lidt fjollet udtryk, for man ville ikke sige "Endelig Fredag dag" :-)
    Jeg tror man har villet finde en parallel til det engelske TGIF (thank god it's Friday), men englænderne siger ikke, at det er TGIF day; de siger bare de fire bogstaver.
    Den med øvelser i sengen lyder umiddelbart tiltalende ...

    SvarSlet
  6. Ellen, der er nu mange engelske udtryk, der ikke gør sig særlig godt på dansk.
    Nu kan sengeøvelser jo være mange ting ... :-) ;-)

    SvarSlet