onsdag, marts 15, 2017

Den bedste oplevelse i dag.

Den suverænt bedste oplevelse i dag var træningen hos fysioterapeuten i Viborg. Det bliver så tydeligt sammen med hende, at jeg har gjort fremskridt. Men jeg er også flittig med at lave øvelser hjemme. Jeg fik mange nye øvelser og udfordringer. Bl.a. var jeg på motionscyklen for første gang. I første omgang kunne jeg slet ikke komme rundt, men efter lidt lirken frem og tilbage lykkedes det. Jeg var i gang næsten en time (cyklen var kun 5 min.), så jeg var godt tilfreds med mig selv.

En sjov ting ved turene til Viborg er den måde, jeg kommer derop på. Når man ikke kan transportere sig selv til sygehuset i egen bil eller offentlig transport, kan man blive befordret på regionens regning med Flextrafik.
Det er ikke sjovt, at vi oftest er flere, der skal med samme bil og at passagerne ikke nødvendigvis bor på den lige vej fra Silkeborg til Viborg, men at vi skal både til højre og venstre ude i landområderne, og det derfor varer dobbelt så lang tid, som hvis jeg kunne køre selv.
Det sjove eller interessante er de forskellige chauffører, og de er virkelig forskellige. I dag var ham på udturen fra Somalia og havde boet her i mere end 20 år, så jeg hørte om hans fire børn.  Ham der kørte hjemturen, var fra Iran og havde boet her siden 2001. Han havde været konkurrencesvømmer på eliteplan, da han var ung. Han var ingeniør og hans uddannelse var godkendt her i landet, men han kunne ikke få arbejde. Chaufførjobbet passede ham godt, fordi han mødte så mange mennesker. I sidste uge var der også en mand fra Iran. Han var uddannet revisor og havde boet her i fem år med sin kone og 12 årige datter. Datteren fik høje karakterer og var meget dygtig i skolen og så spillede hun cello. Den anden chauffør i sidste uge var dansker. Han havde været aupair dreng i London i to år, da han var ung, og det kunne han fortælle meget om.
De fleste chauffører, jeg har mødt, har haft anden etnisk baggrund end dansk. Jeg har kun kørt med den samme person to gange. På grund af den skinne, jeg har på benet, har jeg haft forsædeplads, og så er det lettere at komme i snak, end hvis man sidder på bagsædet. Jeg har været ude for en dansk chauffør, som ikke ville sige andet end ja og nej, og så holder den samtale hurtigt op.
Det må være virkelig irriterende at være chauffør og være indlagt til folks snak, hvis man heller vil have fred og ro.
Jeg lyder som én, der ikke kan tie stille. Det kan jeg faktisk godt. :-)
Jeg skal til Viborg to gange mere. Måske kan jeg køre selv d. 30. marts?

I haven spirer og gror det. Mon ikke jeg snart kan komme ud og fægte med en rive eller noget?

11 kommentarer:

  1. Nogen gange skal man se sine fremskridt gennem andres øjne :-)
    Og det er da dejligt at I kan få snakket undervejs.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, jeg har opdaget, at det er helt uvurderligt for mig at få vejledning og inspiration.
      Jeg kan selvtræne en masse, men jeg har brug for det ugentlige møde.

      Slet
  2. Jeg blev så glad, da jeg læste dit indlæg.
    Dels på grund af dine gode fremskridt.
    Og dels på grund af dine oplevelser med chaufførerne. Det er en glæde, at mennesker kommer hertil og finder deres plads, selvom det måske ikke lige var den plads, de håbede på, og at de kan sidde og fortælle med stolthed om deres liv og familie. Det er vigtigt, at vi ser de histrier, og ikke kun de "gule" historier i pressen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, de positive historier om indvandrere ser eller hører vi ikke så ofte. Måske skulle jeg foreslå tvmv (midt vest) at portrættere nogle chauffører. De har tit små personskildringer på lokaltv.

      Slet
    2. Det var da en god idé.

      Slet
  3. Vidunderligt med fremskridt. Når du bliver "frigivet" den 30/3, betyder det så du selv skal genoptræne hjemme, eller kræver det fortsat genoptræning hos en fysioterapeut i Silkeborg?
    Det er hyggeligt med en snak med chaufførerne, de må jo godt samtale, hvor buschaufføren ikke må. Det gør turen "kortere" :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, jeg vil ikke være klar til selvtræning, når jeg bliver afsluttet på Viborg sygehus. Måske bliver jeg henvist til den kommunale genoptræning (som er gratis) Hvis ikke, vil jeg selv tage kontakt til en klinik. Jeg har en ullykkesforsikring, der betaler genoptræning et år efter skaden opstod. Jeg har ikke undersøgt detaljerne endnu, men jeg tror først forsikringen træder i kraft, når jeg har opbrugt det offentlige tilbud.

      Slet
  4. Jeg blev også så glad, da jeg læste dit indlæg. Både fordi du nu kan spore fremgangen og din beretning om chaufførerne. Min gamle mor på 90 fortæller det samme, hun bliver med jævne mellemrum kørt fra Vestjylland til Århus til kræftbehandling, og nyder snakken og den stolthed, hvormed de fortæller om at man har fundet forfæste. Chaufførerne er også meget søde til at følge min mor ind (det ved jegfaktisk ikke om de må). Jeg siger som Eva, kunne vi få nogle af disse historier på forsiderne.

    SvarSlet
  5. Marianne, dejligt du deler min glæde over mine fremskridt - og chaufførsamtaler :-) Det må være virkelig hårdt for din gamle mor at blive kørt tværs over landet. Jeg møder også meget skrøbelige medpassagerer, som udmattes af køreturen. Det er prisen for at ekspertisen samles på få store hospitaler. Men vi vil jo også behandles af eksperterne. Og sammenlignet med Norge og Sverige, så er vores afstande ikke store. Den hjælp som chaufførerne yder din mor, bliver bestilt samtidig som kørslen. Det kan vælte en tidsplan, hvis en person skal følges, og det ikke er bestilt. Nu kan jeg selv gå ude til vejen,men i begyndelsen blev jeg hentet ved døren.

    SvarSlet
  6. John kørte jo også for Flextrafik, og han kunne ligeledes fortælle mange historier - både de gode og de mindre gode. Hans makker på bilen var iraner (John om dagen, iraneren om natten), og John havde kun godt at fortælle om sin unge kollega. Men tyrkerne (også kolleger) hadede ham og kaldte ham for de værste ting, både når han hørte på det og når han ikke gjorde. Hvem er det så lige, der er racister her? Der er så mange ting, der aldrig når ud i medierne, men spørgsmålet er vel også, om det vil gavne nogen, hvis det gjorde. Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at få lidt mere skåret ud i pap, at det oftest er 'de fremmede', der tager deres krige med her til landet, og det er jeg faktisk temmelig vred over.

    SvarSlet
  7. Ellen, jeg kender godt den problematik, John har erfaret. Iranere kan ikke fordrage arabere. Og jøder. De er det gamle, stolte, selvbevidste kulturfolk med eget sprog, farsi eller persisk. Jeg kender det fra en iransk kvinde, der er gift med en dansk mand i min omgangskreds. Den indbyrdes fjendtlighed, der er mellem forskellige indvandrergrupper, synes jeg er helt forfærdelig. Og fri os fra tyrkisk valgkamp her i landet. For ikke at ale om palæstinensere, der fører krig mod jøder her. Det hører ikke hjemme hos os. Men når det er sagt, synes jeg, at de mennesker, der skaber sig et liv her, fortjener lidt fokus.

    SvarSlet