søndag, maj 09, 2010

Rom

Rom er storslået og overvældende for en førstegangsbesøgende som mig. Jeg er fuld af indtryk - og mit kamera er fuldt af billeder.
At komme to tusind år tilbage i Colosseum og Forum Romanum var fantastisk. Kunstværkerne i Vatikanmuseet og Peterskirken og alle de andre mange kirker, vi nåede at besøge var helt ubeskrivelig smukke. Vi travede rundt og oplevede den ene mere fantastisk Piazza end den anden og snævre, pittoreske gader med trattorier og barer i hvert andet hus. Vi var med toget til Ostia, engang en stor, driftig havneby. Nu et flot udgravet anlæg, hvor man kan se fleretages huse, templer, badeanlæg, torve, gravpladser og et teater med plads til 4000 tilskuere. Det er imponerende, hvordan kulturen har blomstret der, dengang et par hundrede år f. Kr.
På planlægningsmøder hjemmefra var det besluttet, at vi skulle spise middag sammen om aftenen. Der var i forvejen reserveret plads på seks forskellige restauranter, og vi fik mange lækre og forskellige italienske retter. Det er dog ikke så charmerende at sidde langt inde bagved i et gruppelokale, som vi gjorde tre gange. Det er sikkert heller ikke let for en restauratør at placere 27 mennesker. Men vi holdt små kaffepauser og frokost på fortovsrestauranter. Det var nemlig varmt nok til at sidde ude - også om aftenen.
Jeg opdagede, at fotografering ikke matcher så godt med den massive gruppeaktivitet, vi havde. Det kræver ro at finde motivet, men ikke desto mindre har jeg taget en masse billeder. Jeg har også slettet mange.
Her på bloggen vil jeg i første omgang vise stemninger fra det, som var mit faste holdepunkt i det hektiske pulserende Rom, hvor trafikintensiteten var stor og støjniveauet højt.

Det havde ikke været nødvendigt at tage vækkeur med, for jeg blev vækket kl 7.00, når klokken i den lille kirke lige udenfor mit vindue på hotellet begyndte at ringe.
Engang var her et kloster. Nu er en del af klostret moderniseret og der er indrettet 26 hotelværelser. I en anden del af bygningen er der børnehave og skole. Der bor stadig 8 nonner her. De er ikke særlig synlige hverken i restauranten eller i receptionen. Jeg tror, de gør rent.

Mit værelse var et meget højloftet rum. Med de ting, der var brug for. Også et fjernsyn, som jeg nu ikke havde tid til. Badeværelset var lille og pænt og velfungerende.
Jeg var heldig, for værelset vendte ud mod gården. Vi boede på den meget trafikkerede Via Cavour.

Når der var frikvarter summede legepladsen af høje barnestemmer og fodboldspil. Vi var ikke meget på hotellet, men der var en hyggelig og levende stemning.

Det er dejligt at komme hjem igen og se det smukke forårsgrønne Dannevang. Der har været askesky over visse steder af Italien i dag, hører jeg i Nyhederne. Godt, jeg kom hjem.


Alligevel kunne det være spændende at komme til Rom igen uden et travlt program. Bare slentre rundt. Sidde på en vinbar med en campari. Slentre lidt mere og sidde på Piazza Mattei med en caffe latte og nyde synet af måske den smukkeste fontæne - Skildpaddefontænen.
Jeg er blevet forkælet med gaver og cafebesøg af de sødeste i anledning af Mors Dag.
Så kan jeg heller ikke ønske mig mere!

8 kommentarer:

  1. Ahh Betty, sikke en dejlig tur. Og du sælger Rom godt :-) En gang må jeg derned.

    Mine forældre var der med Felix rejser, og til sidst protesterede min far, ikke flere kirker og museer, nu ville han sidde på fortovscafe og se på hverdagslivet ;-)

    SvarSlet
  2. Lene, du må derned engang. ;-)
    Jeg kan meget godt forstå din far. Sådan får man det....

    SvarSlet
  3. Velkommen hjem, og tak for et dejligt stemningsbillede fra Rom. Det lyder som en skøn tur, der snildt kan følges op af en mindre planlagt tur med cafébesøg og den slags.
    God mandag i forårsgrønne Dannevang.

    SvarSlet
  4. Det lyder som en skøn ferie, du har haft, Betty - hvor var det dejlig at læse om og at se dine billeder. Jeg får lyst til straks at bestille en rejse til Rom.

    Rigtig god mandag til dig!

    SvarSlet
  5. Tak Eva, det var en oplevelsesrig tur. Men der er også skønt herhjemme. ;-) God dag til dig også.


    Tak Madame, måske du skal tage en lille tur? Rigtig god mandag :-)

    SvarSlet
  6. Dejlige billeder - det lyder som en hyggelig tur, hvor I har haft travlt med at opleve en hel masse. Forhåbentlig har I også fået en masse god mad; jeg synes næsten det er det vigtigste når man rejser! Uden mad og drikker, duer turisterne jo ikke! ;-)

    SvarSlet
  7. Jens, vi fik rigtig god mad. Mange forskellige italienske retter. Det mest overraskende var dog hotellets morgenmad. Vi var forberedt på en kop kaffe og et stykke kage/brød. Men der var yoghurt, cornflakes med chokoladesplitter, mælk, 2 slags juice, 2 slags ost af den hårde slags og forskellige smøreoste, honning og marmelade, skinke og pølse. Brødet lignede tørt franskbrød. Kaffen blev lavet kopvis (ingen kaffemaskine) Der var frisk frugt, og mest uforudset var der et kagebord med 4 slags kager.
    Det var overvældende. Der var ikke stor afsætning af kagerne blant os danskere, men jeg har forstået, at italienerne spiser kage (meget mere søde end vores) flere gange om dagen.
    Vi havde alle muligheder for at få lagt en solid bund inden vi gik ud.
    ;-)

    SvarSlet
  8. Hvor lyder det til at have været en skøn tur. Hvor er det vigtigt at komme lidt væk fra det hele og samle nye indtryk. Har aldrig været i Rom - det lyder fantastisk. Dejlige billeder...... KNUS ♥

    SvarSlet