Først troede jeg, det var en opdigtet historie, men ved at google på Albert Dadas, fandt jeg adskillige artikler, der handlede om patologisk (sygelig) turisme, og hvad der krævedes for at en adfærd kunne blive til en diagnose.
Ingen havde hørt fra Albert Dadas i over et år.
Han forsvandt uden at sige farvel til familie og venner og uden at efterlade sig et brev til forklaring.
Albert var 26 år og arbejdede i et gasværk i Bordeaux. Det var et hårdt og slidsomt arbejde med lange arbejdsdage. En dag i 1886 mødte han ikke op på arbejde.
I slutningen af juli 1887, var der er en psykolog på Sankt André Hospital i Bordeaux, der opdagede at det var Albert, der lå i en seng og græd.
Han græd, fordi han helt udmattet lige var vendt hjem fra en lang rejse, og fordi han havde en uimodståelig trang til at rejse afsted, når han hørte om fjerne egne, floder og bjerge. Han vandrede afsted og endte i fængsler, fordi at han vagabonderede rundt uden ejendele og legitimation og med delvis hukommelsestab.
Psykologen Phillip Tissé blev interesseret og opdagede, at under hypnose kunne Albert huske detaljer fra sine rejser.
Det blev begyndelsen på en række artikler, og Albert blev beskrevet som den første patologiske rejsende.
Tissé´s artikler og arbejde blev læst og anerkendt vidt omkring, og snart var der en række psykiatere i Tyskland og Italien, der også beskev lignende fænomener blandt sine egne patienter.
Selvom Albert i resten af sit liv havde lange perioder, hvor han levede en hel normal tilværelse, så slap han aldrig helt fri fra sin trang til at rejse. Han kom så langt omkring som til Moskva, Konstantinopel (Istanbul) og Algeir
Omkring 1910 var interessen for fænomenet næsten forsvundet indenfor psykiatrien.
Jeg synes, det er spændende, hvordan fænomener kan beskrives som diagnoser. Og hvordan de kan være tidsbundne.
Vore dages rejsende vil aldrig blive beskrevet som sygelige. Dem der rejser som en del af deres livsstil bliver beskrevet som eventyrere.
Undskyld Johan Furåker. Jeg blev mere optaget af historien end af dine værker.
Her er et af Johans billeder: Albert Dadas
Sikke en spændende historie.
SvarSletHvor var det spændende, at læse Albert Dadas historie, jeg kan god forstå du blev optaget af historien, da du kom igang med at læse den.
SvarSletDet var en spændende historie, Betty. I vore dage ville han vel næppe have fået en diagnose - og man kan jo blive nervøs for, at forskellige tider har deres diagnoser på noget, der måske slet ikke er sygeligt.
SvarSletJa Eva.
SvarSletConny, jeg blev meget optaget af Albert og hans psykologs historie.
Madame, jeg synes det er spændende at læse om, hvordan naturvidenskab har udfoldet stor viden gennem tiden. Og en bestemt adfærd i en bestemt tidsperiode kunne beretige til en diagnose.
Jeg bliver helt nervøs!! Måske skal jeg i behandling? :-)
SvarSletDet er meget spændende, hvordan den slags er blevet diagnosticeret som en sygdom på en tid, hvor menigmand bare havde at blive hjemme - ved sin læst; og hvor en rejse på et par mil var en opdagelsesrejse.
Selv de meget velhavende tog jo ikke på rejser for fornøjelses skyld - det var sanatorier, eller opdagelsesrejsende... eller i krig.
Stakkels mand, der bare var nysgerrig og ville se verden! Jeg havde aldrig før hørt om ham - men jeg skal vist sende den historie til rejseveninden... så kan vi i det mindste ligge på samme stue, mon ikke?
Haha Nille!
SvarSletGodt du ikke levede dengang. ;-)