Jeg landede ved frokosttid hos de to, som endnu nyder barselsorlovens ret til selv at bestemme over dagene.
Jeg nyder også muligheden for at dumpe ind en fredag formiddag.
Frokosten bestod af fingermad.
Makrelguf og rejer er favoritter i dag, men der er ingen kræsenhed.
Jeg tror desværre, jeg må indstille min paparazzi-virksomhed for en tid.
Så snart jeg tager fotoapparatet op, afbryder han sin leg, kigger undrende og alvorligt og vil straks hen til mig, for at få fat i den mærkelige lille kasse, jeg står med.
Jeg har vist ham billederne i displayet, og han har rørt ved knapperne, men han er uændret interesseret hver gang.
Hvad gør jeg, når der nu er så mange situationer med herlige motiver?
Så kommer mormor og distraherer......
Han spejler sig vel også i den opmærksomhed og interesse, vi viser for vore fotoapparater og mobiltelefoner?
Så vi er selv ude om det.
Jeg skulle nok pålægge mig selv nogle restriktioner?
Og kun fotografere ham en gang om ugen - eller en gang om måneden?
Vi andre blev heller ikke fotograferet i tide og utide.
Gad vide, om fotografiet kommer til at miste sin værdi, fordi det er så tilgængeligt for alle at lave billeder?
Engang var det en stor sjældenhed, og forbeholdt de få.
Gode tanker om vores tilgang til billedmediet. Jeg har oplevet at de små i familien er så vant til at være på, så de finder det store smilfrem og nærmest poserer for kamerat, så meget for naturlige billeder ;-)
SvarSletDet er da til at forstå, at det er fristende at fotografere den lille gut. Men selvfølgelig må der overvejelser til...., - balance i tingene. Jeg elsker selv mine kameraer, og hvis jeg en dag får børnebørn........, uh, det bliver svært at lægge bånd på sig selv.
SvarSletDet er da herligt vi kan nu om stunder kan ta´ alle de billeder vi lyster, de kan jo heldigvis slettes ,dem der ikke bliver gode, det er ikke som i gamle dage hvor man købte en film med 24 billeder,enten blev de brugt på en ferie ,eller også tog man sparsomme billeder til fødselsdage og jul , tit når endelig filmen var fremkaldt var den måske et helt år gammel, nogen hvor hovedet manglede nogen hvor man så lidet flatterende ud ... Tag du alle de billeder du kan slippe afsted med.Han er jo dejlig. Det er rigtigt man skal være heldig at ungerne og hunden for den sags skyld ikke opdager man tager billeder af dem,,,
SvarSletLene, det er måske piger, der er så glade for at være modeller? Jeg kender et par drenge, der ikke er det. ;-)
SvarSletEva, det handler om balance, tror jeg. Som i så mange ting her i livet.
SvarSletJeg synes jo bare, han er så lækker og sådan et godt motiv ;-)
Jonna, det er en god ting, at vi bare kan slette de kedelige billeder.
SvarSletNår jeg kigger på billeder fra dengang med film i apparatet, så tænker jeg: kors, hvor er der mange elendige billeder imellem.
Det er nemlig rigtigt som du siger - og det gælder både børn og hunde, at de skal ikke opdage, hvad vi har gang i. ;-)
Tankevækkende, Betty! Måske kan du nøjes med en overgang kun at tage billeder, når han er opslugt af noget, så han ikke opdager, hvad du gør. Billeder er guld værd - børn vokser så utroligt hurtigt.
SvarSletMadame, jeg synes også billeder er guld værd og vil så gerne dokumentere hvert lille eller stort smil (nej, det er også overdrevet) Men som du siger, så skal jeg nok fange øjeblikke, hvor han er optaget.
SvarSlet