(En "slumtur" er en guidet tur ind et slumkvarter i en af de store byer i Afrika, Sydamerika eller Asien)
Da jeg første gang hørte om fænomenet, var jeg helt afvisende overfor en tur ind i et slumområde. Jeg tænkte, at det ville være som at gå rundt i Zoologisk Have. Bare ville det her være mennesker, vi betragtede.
Da jeg alligevel ændrede mening, var det fordi en del af det beløb, vi betalte for en tur med "hop on and off bussen" gik til at forbedre vilkårene for beboerne i den township, vi besøgte.
Vi blev sat af ude ved indgangen til området, hvor vi blev mødt af en beboer, der guidede os rundt.
Jeg var sammen med Jens, min yngste datters tidligere svigerfar. Han var sådan en, der var god til at 'bryde is' og komme i snak.
Her står vi sammen med guiden.
Boligerne var i meget forskellig stand, men som det ses, var der renovationsbeholdere, som dem vi kender.
En diminutiv frisørsalon.
Pigerne grinede meget, da Jens spurgte, om de kunne flette hans sparsomme hår.
Og hvad fik jeg så ud af turen?
Hvordan var det for dem, der bor der, at vi går rundt og kigger og smalltalker?
Jeg var rystet over, at mange mennesker rundt om i verden har så ringe livsvilkår.
De usle boligforhold og den store arbejdsløshed resulterer i et miljø, hvor sygdom florerer og vold og mord hører hverdagen til.
Det kan godt virke håbløst, synes jeg.
Skal vi så lade være med at komme på besøg? - eller skal vi blive ved og på den måde kaste lys på problemerne?
Jeg har ikke et endegyldigt svar på det.
Ifølge artiklen har beboerne i slumkvarterer forskellige holdninger til turistbesøg.
Nogle beboere har fundet en levevej ved at vise turister rundt i deres boligområde. Andre føler sig udstillede og frabeder sig medlidenhed. De ønsker handling.
Vi mødte venlighed og smil på vores tur, og både børn og voksne var pænt klædte.
Men det var kun et lille hjørne af en meget anderledes virkelighed, vi fik indblik i.
Og jeg ved ikke, hvordan virkeligheden egentlig er der, hvor vi gik rundt?
Jeg besøgte selv en township, der hedder Llanga i Cape Town i 2004. 1.000.000 mennesker boede der der. Helt surrealistisk. Vi var inde og besøge nogen, og bagefter skulle mine piger (Aarhus Pigekor) synge i kirken, som var en stor lagerhal. Jeg har ALDRIG oplevet noget lignende. Og det var mest en positiv oplevelse på trods af fattigdom og snavs osv. Men det var stærkt.
SvarSletJeg tror nok, at jeg kan acceptere slumturismen. Vi betalte for tur og guide og pengene gik delvist til området, og vi mødte kun venlighed. Med derfra havde vi et meget, meget mere nuanceret billede af verden.
Men helt let er det ikke at tage stilling til.
Hvor var det gribende at læse, Betty. Det er næsten ikke til at fatte, at mennesker bor under sådan nogle vilkår. Jeg har selv fået problemerne i Sydafrika helt ind under huden, fordi en gren af familien udvandrede i 1950'erne, og dem fik vi kontakt til for nogle år siden. Min halvfætter og hans kone har måtte flytte fra landet, fordi de to gange har været ude for at få smidt en brosten ind gennem forruden, mens de kørte.
SvarSletNår man læser dit blogindlæg, begynder man at forstå ...
uha det er et rigtig stort spørgsmål,som er svært at svare på med ganske få ord.... Jeg selv personligt ville nødig være slum- turist,men til gengæld vil jeg rigtig gerne hjælpe. Det gør jeg så ved de store landsindsamlinger ...
SvarSletEva, det må være så spændende at komme med et kor, der har noget byde på (ud over penge) til dem I besøgte.
SvarSletOg det med at få nuanceret sit billede af verden, det er vigtigt
Madame, det er et mangfoldigt og kompliceret land - Syd Afrika. Det var synd for din familie, at de måtte flytte Der er vidst mange, der gør det.
SvarSletJonna, der er ingen tvivl om, at de store organisationer gør en stor indsats. Jeg tror på, at vores penge ved indsamlinger er givet godt ud.
SvarSletJeg synes, at det er uendeligt svært at tage stilling til. På den ene side synes jeg selvfølgelig, at det er fint, at de får en del af pengene - men hvorfor så kun en del? Jeg synes også, at det er fint, at vi ser den elendighed for at få åbnet øjnene for vores egen velstand.
SvarSletMen jeg tror desværre samtidig, at de townships, favelas eller hvor i verden, det er - er specielt udvalgte og ikke er den elendigste slum, man kan se. Hvis man på egen hånd tager ud i byerne i Cape Town, Calcutta, Rio etc. så bliver man nok snarere mødt med en kniv end med et smil - og det ville være endnu grummere end dette.
Jeg har dog aldrig selv været inde i sådan en type beboelse; men jeg har set de fattige kår i landsbyerne i Senegal - men det er stadig noget helt andet end at bo oven på hinanden i lag under snavs, bakterier osv.
Derfor ved jeg heller ikke om jeg ville kunne gøre det - men jeg kan sagtens forstå, at du efterfølgende var 'glad' for at have set det.
Nille, på samme måde som vi ikke viser pultekammeret frem, når vi har gæster, så var det også tydeligt, at vi blev vist rundt i den pæneste del af den township, vi besøgte.
SvarSletOg expat-familien vi boede hos i Cape Town ville aldrig gå ind i et slumområde alene. Og heller ikke gå alene på sightseeing i Cape Town, som jeg gjorde en eftermiddag, men blev advaret imod.
Så det er et meget udvalgt område, turister får vist frem. Og guiden viste sit eget hjem frem, som var meget bedre end de andre boliger. Var det så ham, der fik pengene og ikke fællesskabet?
Hvis der var et fællesskab?
Der er mange nuancer i verden.