Dejlige, grønne, frodige Dannevang,

... blomstrende, sommerduftende - og gøgen kukkede, da jeg var ude for lidt siden.

Efter at have været i Israel og Palæstina de seneste 10 dage (de fleste dage på Vestbredden), glæder jeg mig så meget over landskabet herhjemme - og forholdene i det hele taget.

Jeg har set og hørt og oplevet så meget, at jeg slet ikke kan finde ud af at fortælle om det.
Det har været meget, meget spændende. Så der kommer nok en beretning eller to, hvis jeg kan begrænse mig til det.

I Henriks nære nabolag er der kommet en ny cafe, hvor der tidligere var en kiosk.

Jeg sad der i formiddags og nød en kop kaffe og læste avisen og funderede over, hvor priviligeret jeg (vi) er.
Jeg har lige set, hvordan mange mennesker lever under meget vanskelige forhold i det besatte område i Palæstina.

Især anmeldelsen af Frederikshøj Kro, som ifølge anmelderen fortjente alle de stjerner, der kan gives, var næsten for meget.
4.315 kr. for den mest udsøgte middag med vine til 2 personer.
Jeg er ikke misundelig. Jeg ville måske gøre det samme, hvis jeg havde råd ...
 Men jeg synes, det er et dilemma, der er så stor forskel på den måde, goderne er fordelt på her i verden.

I samme avis læste jeg, at præsidenten for Røde Halvmåne udtalte, at ingen arabiske lande bidrog med støtte til de mange flygtninge og internt fordrevne i Syrien. Kun Iraq havde givet lidt.
Det er da mærkeligt.

For få dage siden drak jeg kaffe i denne her lille landsby.

De to piger stod sammen med deres far på fortovet og solgte kaffe fra termokanden.
De gjorde en god handel, den dag vi var der.
Palæstinensiske børn har 3 måneders sommerferie, og ferien var lige begyndt for dem.