Det er en livlig by. Der bliver bygget en masse. Der er eksklusive butikker og cafelivet blomstrer.
Sådan overfladisk set.
Vi var inviteret til Det Danske Hus i Palæstina, der ligger i Ramallah.
Se husets hjemmeside her.
For os der havde set Anders Aggers udsendelse om Israel på DR2, var det sjovt at møde Bilal, der opholder sig i Det Danske Hus som voluntør for tiden. (Bilal, med palæstinensiske rødder, der er født og opvokset i Vollsmose).
Fra huset var der udsigt til højene udenfor byen.
Mit billede bærer præg af morgendis, men det var tydeligt nok, at bosættere var i gang med at bygge der.
Jeg forstår ikke den politik?
Hele det internationale samfund fordømmer bosættelse på besat område.
Alligevel fortsætter det overalt på Vestbredden.
Vi så endnu mere af det i Betlehem og Hebron, og jeg synes, det er helt forkasteligt
Det er også i Ramallah, der findes et pompøst mausolæum over Arrafat.
Det er kun en uge siden, vi stod ved Grædemuren.
Der var sang og dans og glæde. Tættest ved Muren stod de sortklædte og havde sikkert en stille stund i midt i festivitasen.
Mænd og kvinder er adskilte på selve pladsen, men alle har adgang. Mænd skal bære kippa, som udleveres i en papirudgave, hvis man ikke har sin egen med.
Der er ikke særlige krav til kvindernes påklædning.
Duerne holder til ved Muren. Bare det er fredsduer ...
Det er her i sprækkerne mellem de store murblokke, man stikker en lille seddel ind med ens inderste ønsker.
Længere nede på Muren ses det tydeligt, at der næsten er fyldt op med små papirlapper.
Grunden til, at jøderne fortsætter med deres bosættelser på Vestbredden ligger måske i deres historie. Snarere end at gøre dem mere forstående over for andre grupper, har det gjort dem stædige og hårde.
SvarSletMan ser samme mønster hos mennesker, der blev mishandlede som børn. De udvikler sig tit til nogle forfærdelige voksne.
Nu synes jeg så også, at det er vigtigt at understrege, at der også findes israelere, som ikke går ind for bosættelserne, og som gerne vil holde fred. Det er bare ikke dem, der er ved magten nu.
Henny, det er en interessant tanke. Det er bare en cirkel uden ende, for modstanden mod 'de andre' breder sig.
SletDu har ret. Der er også israelere, der er engageret i fredsarbejde. Vi hører ikke meget om dem. Og de er ikke mange. Det kommer jeg ind på senere i min lange udredning. Det er som om, jeg får det hele lidt på plads ved at skrive om det ;-)
Det er spændende at se dine billeder. Sikke en fredagsfest.
SvarSletOg det er altså helt mærkeligt at der leves helt almindeligt hverdagsliv med en så fastlåst konflikt lige om ørerne.
Eva, det var en vældig fredagsfest. Der var ikke mange kvinder i moden alder. Flest unge. Mødrene og bedstemødrene er sikkert hjemme og laver mad til den store familiemiddag, der er en del af sabbatens begyndelse.
SvarSletJeg husker især en reportage, jeg læste for nogle år siden om organdonationer på tværs af "grænsen". De foregår - for hvis der er en afdød palæstinenser er der jo sikkert en jøde med et behov. Det var lidt opløftende at læse om.
SvarSletRamallah så jeg ikke - men Bethlehem var vi i. Det er virkelig så ufatteligt - og nogle gange undrer man sig over den aggressivitet, når selvsamme befolkning selv har lidt i århundreder. Men historie gentager sig desværre alt for tit; og det er en usædvanlig svær konflikt at forholde sig til som udenforstående.
Jeg tror min vigtigste lærdom fra den rejse var IKKE at være bange! Man har altid frygtet at rejse i de områder pga. attentater og deslignende. Men når man er der opdager man jo, at langt det meste 'blot' er dagligdag - for man kan jo heller ikke leve i konstant frygt.
Det gav i hvert fald mig lyst til at komme tilbage og se meget meget mere - men af begge sider. Det er vigtigt for mig.
Nille, det er virkelig vigtigt - ikke at være bange. Der kommet færre turister til Betlehem, og dem der kommer bliver ikke og overnatter. Så at blive der nogle dage er en positiv håndsrækning og anerkendelse.
SvarSletDet er spændende at læse dine tanker og iagttagelser fra din tur.
SvarSletJeg er for længst holdt op med at forsøge at forstå, hvad der sker nede i det område, må jeg indrømme ...
Ellen, det er jeg også. Efterhånden som dagene går, så forstår jeg, at jeg ikke forstår det. ;-)
SvarSlet