Om at besøge en flygtningelejr ...

Kender du det, når man får øje på en situation eller problematik, så er det som om, man støder på det emne hele tiden?
For mit vedkommende er det flygtningeproblematikken, som jeg stiftede bekendtskab med for kort tiden siden, i den form den har i Palæstina.
Min opmærksomhed blev selvfølgelig skærpet af, at d. 20. juni hvert år er Verdens Flygtningedag, og det var kort tid efter, jeg kom hjem fra den meget begivenhedsrige rejse.
 Det virker helt uoverskueligt med de artikler i aviserne om alle de flygtninge, der findes rundt om i verden. Alene i Syrien er næsten 6 millioner mennesker på flugt ud af landet og internt fordrevne. Bag mit link gemmer Læger Uden Grænser sig. Men der findes mange andre organisationer og regeringer, der støtter flygtningesagen.

På Silkeborg Bad er der for tiden en udstilling, der hedder HJEM. Alle kunstværker er i bogformat.
Jeg havde set udstillingen flere gange, men opdagede med det samme, da jeg kom hjem fra rejsen, at Jóhanna M Tryggvadóttir fra Island havde været i Palæstina, som hun præsenterer med de allestedsnærværende nøgler - symbolet på retten til at vende hjem til sit eget hus.
Jeg havde ikke lagt mærke til de to værker før.

Der er virkelig mange bud på, hvad hjem er eller betyder i udstillingen. En svensk kunstner illustrerer det med et billede af kufferter og teksten "Mit hjem er, hvor min kuffert er"
Svenske Gunilla Åsberg viser et papirklip, som kan foldes til en bog, og teksten lyder sådan "A room for take off, landing, take off ..."

Den synes jeg særlig godt om, for her er også friheden til at tage afsted og til at komme tilbage igen.

Hjemme hos mig har jeg et billede med en tekst, der siger "Having somewhere to go is HOME"

På rejsen i Israel og Palæstina blev jeg mange gange mindet,  hvor vigtigt det er at have et hjem, og at det ikke er nogen selvfølge.

D. 3. juni var vores gruppe på besøg i Dheisheh Refugee Camp, som ligger lidt udenfor Betlehem.
Den ene af vores undervisere havde været der før og kendte den mand, der viste os rundt. Han bemærkede de nye briller og de nye sko, og manden berettede glad, at han havde fået arbejde.

Flygtningelejren er fra 1949. Da staten Israel blev oprettet, kastede de arabiske nabolande sig i krig med den nye stat, og tusindvis af de oprindelige beboere blev fordrevet fra deres hjem.
Der var 3400 mennesker i den oprindelige, midlertidige lejr i Dheisheh dengang.
I 50erne blev det klart, at flygtningene ikke kunne vende hjem i umiddelbar fremtid og teltene blev udskiftet med huse. Siden da er der bygget ovenpå igen og igen. I dag bor der 13.000 mennesker i lejren.

Mit første indtryk af lejren var skolebørn på vej ud af porten.
Vi blev ført ind til en reception, hvor der var masser af sportspokaler på to vægge.
Der bliver tydeligvis dyrket sport.

Lejrens læge/sundhedsklinik er doneret og støttet af den japanske regering.
Det blev jeg overrasket over, men det siger jo mere om mig end om Japan.

Der var byggeri i gang mange steder. Stedet bliver ikke udvidet arealmæssigt, så der bliver bygget i højden.
De store blå lastbiler med UN (eller FN på dansk) var i gang med renovation. Det er et stort problem at komme af med affald.

Far og sønner reparerer cykel, gætter jeg på.
Mest af alt ligner bebyggelsen et slumkvarterter, sådan som de findes i store byer i Den Tredie Verden.

Den mand, der viste os rundt var født i lejren af forældre, der kom dertil i 1949. Han er selv gift og har 2 børn og havde nu fået arbejde. Jeg ved ikke hvilken slags arbejde, men med de gode engelskkundskaber han havde, vil jeg tror, han har en uddannelse.
Adspurgt hvorfor han og familien blev i flygtningelejren svarede han, at de ikke ville flytte ud, før de fik deres hjem tilbage.
Altså hans børns bedsteforældres hjem - som sandsynligvis ikke findes mere. Og som de aldrig har set.
På den måde er situationen helt fastlåst.
Og hans børn er gidsler og professionelle flygtninge. Men de er sikret forsørgelse, når de har flygtningestatus.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den township-bebyggelse, jeg besøgte i Cape Town i 2007, og jeg hader at gøre det, fordi det afslører mig som sådan en turist, der rejser rundt og ser på elendigheder - og sammenligner hvem der har det værst.
Men jeg konkluderer, at dem der har flygtningestatus har bedre levevilkår, end dem der skal sørge for sig selv.
I flygtningelejren er der ingen frihed. I township'en er der frihed, men ringe mulighed for at skaffe mad. Og ingen lægehjælp.
Nej, der kan ikke sammenlignes.
Jeg oplevede heller ikke, hvordan hverdagen er, når der ingen vand eller strøm er i perioder i Dheisheh. Eller når soldater kommer om natten og tager nogle af beboerne med.
For et par år siden var en Silkeborgpige på et 3 mdrs ophold i lejren. Hun fortalte sin historie i vores lokale avis, og hun har selvfølgelig en bredere baggrund, end jeg har, for at udtale sig.

Men jeg synes, det er vigtigt at være opmærksom på, at der er mennesker i verden, der har brug for vores hjælp.
I mandags var der en artikel i Jyllands-Posten, der handlede om, hvordan vi hjælper bedst. Gennem store organisationer eller græsrodsforeninger?
Jeg var glad for at læse, at vi i Danmark årligt bruger 15-16 mia. kr. på ulandsbistand.
Der er mange organisationer, man kan støtte som privatperson. Jeg støtter Røde Kors og har erkendt, at det er det.

Og nu til noget helt andet.
I går opdagede jeg sådan en fin silver lining i kanten af en mørk, truende sky, da jeg var ude i haven. Jeg havde ikke mit fotoapp. med, og i de få øjeblikke det tog mig at løbe ind og hente det, var kanten allerede blevet lidt nulret.
Men jeg blev mindet om, every cloud has a silver lining.

I dag var en festlig dag, da Henriks yngste barnebarn blev student.
Og jeg havde en dejlig dag i sidste uge, da jeg havde fødselsdag.
Og snart skal jeg på ferie - en rigtig daseferie.
Men først er der jazz-festival, og jeg får besøg af veninden fra København den kommende weekend.
Og sådan er livet fuld af glæder.