mandag, oktober 09, 2017

Hellere ringe en gang for meget ...

I dag var en af de enkeltstående efterårsdage uden regn i en endeløs strøm af regnvejrsdage. Sådan føles det. Jeg har ikke statistik på det.
Ved Almind sø prøver morgensolen at bryde igennem. Der har været et par kolde nætter og temperaturen er nede på 10 gr.

Johanne faldt ned fra rutchebanen henne i børnehaven
Jeg tænker på, hvor meget skade skal der til, før personalet ringer 112?
Hendes far ringede til mig. Han var blev kaldt til børnehaven, men han var syg af den omgangssyge, som min datter og Chr. har haft.
Da jeg kom hen til børnehaven sad Johanne hos sin far, helt bleg og slatten og ude af stand til at holde øjnene åbne, medmindre hun blev kaldt på eller rusket blidt.
Pædagogerne havde ikke set noget, før hun lå på jorden. Det er også umuligt for dem at holde øje med alle.
Efter aftale med min svigersøn, ringede jeg 112. Mens vi ventede, holdt vi hende vågen. Hun ville helst sove.
Det var virkelig en hjælp at have en sundhedsfaglig person i telefonen, mens vi ventede. Da ambulancen kom, var der to paramedicinere med. De var dygtige til at skabe kontakt til Johanne. Vi kom alle med ind i ambulancen, hvor hun blev undersøgt og målt, og der blev konfereret telefonisk med en læge. Vi var der længe, og hun blev langsomt mere vågen, og vi blev trygge ved at tage hende med hjem til mig. Hun kunne selv gå fra ambulancen og over til min bil. Det var jo meningen farmand skulle have ro til at pleje sin omgangssyge alene hjemme, så han gik hjem, da Chr og min datter kom hjem til mig.
Eftermiddagen gik godt, omend Johanne var i lidt lavere gear. Forældrene blev rådet til at vække hende hveranden time i nat. De kan nok ikke sove særlig godt pga bekymring. Det er svært at vække et sovende barn og vurdere, hvordan hun har det. Jeg håber, det går godt.

Jeg synes ikke personalet i børnehaven skal være så tøvende med at ringe 112, når et barn ændrer bevisthedsniveau så meget, som Johanne gjorde.
Ambulanceførerne sagde, at vi skulle altid bare ringe, hvis vi var i tvivl.
Hellere en gang for meget.

7 kommentarer:

  1. Sikke da en forskrækkelse. Det er en svær vurdering, - ikke mindst når det er andres børn, man passer, men som du siger, så hellere ringe en gang for meget.
    God bedring med Johanne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det var en slem forskrækkelse. Når bevidsthedsniveauet er ændret, synes jeg, altid man skal søge professionel hjælp.
      Tak for god bedring.

      Slet
  2. Håber I alle har fået lidt søvn i nat, efter den oplevelse. Jeg forstår ikke at børnehaven ikke har ringet 112, hellere ringe en gang for meget. Du får måske lov til at hygge dig med lille Johanne i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, min datter fik ikke meget søvn i nat. Heldigvis har Johanne det fint i dag. Hun var hjemme hos sin far, som stadig har kvalme osv., så jeg har været over at lege med hende, så han kunne slappe lidt af.

      Slet
  3. Gys! Jeg håber, Johanne har det bedre i dag. Jeg synes, at folk helt generelt er alt for sløve til at ringe 112. Jeg er efterhånden blevet ringet til mange gange, hvor det absolut rigtigste ville have været at ringe 112. Det er lidt skræmmende.

    SvarSlet
  4. Frue :-) Det går godt i dag - heldigvis. Som ambulanceførerne sagde, så skulle vi endelig ringe. Den sundhedsfaglige person i telefonen stiller mange spørgsmål og giver gode råd. Hvis det bliver vurderet, at et tilsyn ikke er nødvendigt, så er der blevet ydet vejledning og det er altid godt, når man er tvivl.

    SvarSlet
  5. Det kan sagtens være svært at vurdere, hvor slemt et eller andet er, men du har en god pointe i, at når bevidsthedsniveauet ændres så markant, så SKAL man være virkelig på vagt.
    Godt, der ikke var sket mere - det kan desværre nemt gå så grueligt galt.

    SvarSlet