torsdag, november 16, 2017

Det var den slags alger.

En biolog fra kommunen har svaret på min mail vedr. algerne i Almindsø.

Den brune substans er en art af blågrønalger, der hedder Planktothrix rubescens.
Hun skriver, at det ser ud som, den har fået fodfæste i søen, så vi vil nok fortsætte med at se opblomstringer af arten i vinterperioder.
Der afledes ikke spildevand, vejvand eller lign. som kan forurene søen.
Den forværring vi ser, skyldes muligvis det rekreative tryk (fx mange badende, hunde i vandet, fodring af ænder, brug af søen som toilet m.v.)

Så altså, en menneskeskabt overbelastning af miljøet ved og i søen.
Det samme som sker rundt om i verden i populære storbyer og særlige naturområder. Vi er blevet for mange, der slider på vores jord.


Sidste gang der var alger derude, var i april måned. Da var de røde, hvor de nu var brune.

Jeg hentede Chr. i skolen i dag. Torsdag er biblioteksdag. Det er en meget spændende dag. Man afleverer de bøger, man har haft hjemme, og man kan låne tre nye bøger.

Vi læste et afsnit i bogen om Grønlands dyr. Det, der handler, om den plettede sæl. Det er forunderligt, hvordan sælen (og andre dyr) tilpasser sig levevilkårene der, hvor de er.
Vi læste den drabelige historie om dengang Thors
hammer blev stjålet af jætten Trym.

Chr. har set en filmatiseret udgave af historien og ifølge ham, var bogen ikke nær så god som filmen.

Endelig kiggede vi på tre sider i Flunkerne. Det handler om at finde små figurer, der er gemt i et mylder af flunker i  forskellige aktiviteter. Ikke overraskende så var den seksåriges øjne bedre og hurtigere end mormors.

8 kommentarer:

  1. Er de alger giftige, når man bader? Jeg har set at flere kommuner forbyder fodring af ænder og dermed forbedrer vandkvaliteten.

    Hvor er det hyggeligt, at I læser Christians biblioteksbøger. Vi låner også bøger hver uge, og mange af eleverne har slet ikke deres bøger oppe af tasken (eller måske når slet ikke med hjem). Der er travlt i de små hjem.
    Der er flere film om de nordiske guder, - bl.a. Thors hammer, - og der er både humor og action, så det kan være svært at hamle op med en bog, når man er 6 år. Men gode historier er det, og det synes børnene heldigvis også.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, i den mail, jeg fik, stod der, at kommunen løbende kontrollerer vandkvaliteten, og at de gerne vil have billeder fra mig, så de kan fraråde badning, hvis de skønner det.
      Jeg tror ikke vandet generelt er giftigt, hvis der er alger i et hjørne. Men jeg forestiller mig, at algesuppen er. Den ser ud som et fedtet tykt lag, hvor ingen ville gå i.
      Jeg synes selv, det er spændende med de bøger fra skolebiblioteket, og det synes Chr. også.

      Slet
  2. Hvor er det ærgerligt med alger i badesøen, men hvor du heldig, med de stjernestunder, du har med dine børnebørn. Det er bare så hyggeligt ar læse for og med dem.
    Ha en god weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, algerne var væk i dag :-) Der har været lidt blæst, det hjælper.
      Ja, det er meget hyggeligt at læse sammen med børn.
      God weekend til jer.

      Slet
  3. Det er lidt ærgerligt, at vi er overforbrugere af naturen på den måde. Og ligge så ærgerligt, at der skal forbud til for at ændre på det, men sådan må det nok være.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg kan godt forstå forbuddet mod at fodre ænder. Det er bare ærgerligt, det er sådan. Jeg så en hjemløs forleden dag omgivet af en masse poser i en barnevogn, i færd med at fodre måger. Ænderne er åbenbart flyttet. Jeg kunne ikke få mig til at gå hen og gøre opmærksom på forbudsskiltet, som var lige ved siden af. Vedkommende har måske ikke så mange glæder.

      Slet
  4. Det er trist med den udvikling der er sket her på moder jord. Det overforbrug der er af naturen, sker tidligere og tidligere år for år.
    Dejlig torsdag du havde sammen med Christian.

    SvarSlet
  5. Karin, vi slider og overforbruger.
    Ja, det var en dejlig dag med Chr.

    SvarSlet