I går trådte jeg ind i højskoleboblen. Det føles virkelig som at være i en boble, fordi vi er en gruppe mennesker (hvoraf jeg kender de fire rigtig godt), der er intenst optaget af at synge og lære nye måder og nye sange. Det er meget hyggeligt at være her igen. Jeg har været her fem gange i rap fra 2007 - 11. Og i 2013 og 2016. Vi er kun 57, og det er ikke mange i forhold til dengang Erik Sommer var her, og gruppen var på ca 90. Han er en rockstar :-) for mange sangglade i min generation. I år holder han koruge på Liselund, og jeg har mødt et par stykker her, som også drager til Sjælland for at være med der. De ved, at der er nu 80 tilmeldte.
Her har vi Sisse Skovbakke og Erling Lindgren. De er også rigtig gode undervisere.
Hvis der fandtes en fanklub for Sisse, så var jeg medlem.
Hun er meget dygtig, og samtidig er det så sjovt at være med til at frembringe de lyde og sange, hun vil have frem. Det er som at lege.
Hun komponerer selv og skriver tekster og arrangementer.
Der er altid en kværulant eller to på sådan et hold. Hun er virkelig god til at holde fast i sin version, på en måde, så kværulanten ikke føler sig hængt ud. Jeg snakkede med den ene i frokost- pausen, og hun fortalte, at hun havde sagt tak til Sisse. ( for reprimanden) :-)
Hjemme havde jeg tirsdag aften udsigt til de flotteste farver på himlen, idet solen var ved at gå ned.
Jeg har en fin udsigt mellem to huse.
Her er det kl 22.09.
Og her kl 22.24.
Jeg sad ude på terrassen til kl 23. Vejret var lunt og stille.
I modsætning til i mandags, da blæste det rigtig meget. Solen skinnede, men vinden var kold.
Vi var hos Mattias, hvor der findes et lille friluftsbad, som lokale ildsjæle driver på frivillig basis.
Der er et kommunalt tilskud til stedet, men alt arbejde lige fra rengøring til pasning af kiosk og billetsalg er ulønnet.
Der er åbent fra 13-17. Dog kan der forekomme aflysning, hvis livredderen har fået forfald, så vi skal tjekke, inden vi tager hjemmefra, om der er åbent.
Der var kun få mennesker i mandags pga af blæsten, går jeg ud fra. Det var også varmere at være i vandet end på land. Men ungerne elsker det.
Her på højskolen har der været vældig varmt i dag. Og ingen chance for at se solnedgangsfarver , fordi der er høje træer omkring bygningerne. Men der er roser.
Min datter fortalte i telefonen, at der kom en kraftig regnbyge på en halv times tid hjemme i dag. Det var tiltrængt.
I aften er vi alle trætte. Vi får udleveret de fleste noder de første to dage og har øvet mange timer.
Jeg ved fra tidligere, at det begynder at blive lettere fra i morgen.