søndag, juli 08, 2018

Kartoffelsjov og tørkealvor.

Jeg er slet ikke begejstret for sommervejret mere. Sådan har jeg haft det længe, men det er selvfølgelig dejligt, vi kan være udenfor, mere end vi plejer.
Min nabo fortalte i eftermiddags, at bondemanden, på en stor gård i nærheden, græder. Han har omkring 500 køer, og der er ikke græs og hø nok til dem. En del af dem skal nok sendes til slagteriet. Det er så sørgeligt.
I mit lille univers er fordelen, at der ikke er så meget havearbejde at gå i gang med. Jeg vander i krukker og altankasser og enkelte planter i haven.
I går var Chr her en times tid. Vi gik i gang med at grave kartofler op. Eller det kan man vel ikke sige, for den håndfuld han sidder med er dyrket i kartoffelspanden.
Det var i begyndelsen af maj, vi lagde tre kartofler i spanden. Jeg har fulgt brugsanvisningen. Alligevel synes jeg udbyttet er ringe.
Der var mange små.
Johanne lagde dengang en enkelt kartoffel i jorden mellem nogle stauder. Den har givet flere og større kartofler.


Ikke desto mindre så fik vi nyopgravede kartofler til frokost.
Med smør og flagesalt. Og selv for en ikke-kartoffelspiser, smagte de godt.

På spørgsmålet om han måtte få ketchup til, svarede jeg, at han skulle smage først uden, fordi nye kartofler har sådan en meget fin, sart smag, som ville forsvinde helt i ketchup.
Da han havde smagt den første, spiste han glad videre og spurgte ikke igen :-)

Min nabo var her i eftermiddags. Vi drak te og Martini Rossi med masser af isterninger, mens vi snakkede om det, at vi ikke lægger så mange planer mere. Men at vi nyder dagen og nuet.
Det kommer af sig selv med alderen.
Vi var også forbi et par sange fra dengang omme i 1969. Min nabo er fx meget glad for Joni Mitchell - Both Sides.
Jeg kendte den ikke, men så er det herligt at tage computeren frem og finde den på Youtube.
Det er en fin melodi, og den bliver sunget smukt af Joni Mitchell, men jeg synes teksten er alt for sørgmodig.
"I really don't know clouds eller love eller life"
"It's life's (love's) illusions I recall"
Det er da en trist konklusion at komme til, efter min mening. Mon ikke hun var meget ung dengang? Måske har livet senere givet hende andre erfaringer, så det hele ikke føltes som en illusion. Vi havde også fat i Petula Clark med Thank You af Martin Schneider - Jack Fishman. Den går jeg med :-)

Apropos planer eller ej. Jeg har et par planer, jeg glæder mig til her i juli. På onsdag skal jeg på højskole i Nr. Nissum. Jeg har været der flere gange, men ikke for et år siden. Vi er tre, der følges, og jeg er sikker på, det bliver hyggeligt.
Sidst i juli og først i august står der Vorupør i kalenderen. Det sted er altid et hit for mig. Jeg har fundet en lille to-værelses lejlighed, så jeg kommer til at bo for mig selv. Chr. har tilbudt, jeg må sove sammen med ham, og det er jo rørende, men med tre børn i huset, så ved jeg, at jeg får brug for at kunne trække mig tilbage. Vi kan alligevel ses, og jeg kan babysitte en aften eller to, hvis forældrene vil ud på egen hånd.

For et par dage siden prøvede jeg for første gang at lave padrón peberfrugter.
De små grønne peberfrugte er lidt bitre, hvis man spiser dem i rå tilstand.
Hvis man steger dem på panden i olie og vender dem undervejs, så bliver de milde og lækre. De drysses med salt og spises lune. Man kan holde i den lille stilk og bide af den og undgå kernerne, hvis man vil det. Min datter spiste dem med.

Nu vil jeg gå ud i haven og vande de udvalgte. Morgenfruerne er kommet i den kategori. De står under blommetræet og er i skygge noget af tiden, men alligevel lider de under varmen og blæsten.
Jeg elsker morgenfruer. De hører sommeren til.

8 kommentarer:

  1. Hvor var det godt, at du fik Christian til at smage kartofler uden ketchup - og at han kunne lide smagen!
    Ja, hvor er det dog frygteligt med manglen på mad til køerne …
    Lige som dig vander jeg også udvalgte planter i haven bl.a. morgenfruer.
    YouTube er så dejlig nemt og en stor gave til os. Det er mærkeligt at tænke på, at det ikke er mange år siden, vi levede uden computer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Gitte, jeg bruger meget sjældent selv ketchup, så derfor er det fremmed for mig at tage ketchup på kartofler. Jeg ved godt, børnene får det hjemme, men der må godt være en anden måde at gøre ting på hos mig :-)
      Ja, det er altså helt mærkeligt at tænke på dengang, vi ikke havde computer. Jeg er særdeles glad for min.

      Slet
  2. Dejlige juli-planer. Jeg kender godt det der med i højere grad at nyde nuet. Man ved jo aldrig, hvad der sker.
    Som du er jeg også glad for, at der ikke er så meget at gøre i haven, men hvor ser den trist ud. Det er en katastrofe for mange landmænd med tørken. Det var jo heller ikke nemt sidste år med kulde og regn. Min bror og svigerinde er på Island lige nu med 7 grader i luften. De er ramt af smeltende is fra Grønland, der løber forbi Island, - og nok på sigt vil ødelægge den smule landbrug der er. Klima og miljø burde være det eneste, der blev talt om i poltik.
    Jeg håber også engang at komme på sommerhøjskole.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det er skræmmende, at der er så koldt på Island, og at deres landbrug er truet. Landbruget her er også truet pga tørken. Jeg synes også klimapolitik skulle være øverst på dagsordenen. Bare det ikke er for sent at gøre noget ...
      Glæd dig til du skal på højskole :-) engang, som du skriver.

      Slet
  3. Så ved jeg at det med kartofler, så skal det være på åben jord, når jeg vil lege i 2019.
    Nogle vil bare have ketchup til alt. Enig, vil hellere bare smage den nye kartoffel, den smager bare perfekt, og er så anderledes.
    Jeg trives dog bedst med de varme temp. Og lige nu her i skrivende stund drømmer jeg om stille vind og varme. Selvfølgelig er det trist for landmanden og besætningen på gården. Det er trist for mange landmænd. Der var ved at ske et iltsvind i de indre farvande og søer her først i juni, så kom vinden tilbage og reddede dem.
    Drømmescenariet. I dagtimerne lunt vejr, sol og stille vind. Om natten, når det er mørkt, stille regn efterfulgt af lidt vind, inden dagtimerne igen banker på. Så kunne både du, landmanden, besætningen, de indre farvande, søer og jeg juble :-)

    SvarSlet
  4. Karin, det kan godt være, jeg har vandet for lidt i kartoffelspanden? Jeg vil prøve igen næste år. Så du skal ikke lade dig afskrække, når du vil til at lege med kartofler :-) Prøv selv.
    Ja, jeg er ikke så meget for ketchup. Jeg ved godt, at andre er.
    Hvor ville jeg ønske, at dit drømmescenarie gik i opfyldelse. Det ville bare være perfekt :-)

    SvarSlet
  5. Ketchup findes her i huset, men det er mest til andre end os selv ... børnebørnene bruger det dog ikke rigtig mere, men til grillpølser mener en del, at ketchup er uundværligt :-)
    For lidt og for meget:Japan er ved at drukne, Island er ekstra koldt og i Danmark har vi tørke. Verden er virkelig vendt på hovedet i år.

    SvarSlet
  6. Ellen, vejret er virkelig helt af lave i år.
    Jeg synes nu også, en grillpølse kræver ketchup og sennep :-)

    SvarSlet