Hvad har jeg egentlig gået og lavet ...

 Hvad har jeg egentlig gået og lavet her i december, hvor så meget har været lukket ned? 

Jeg har ikke været hårdt ramt af nedlukninger og restriktioner. Jeg kan til hver en tid tage min bil og køre. Enten for at gå en tur, møde nogen eller handle i supermarkeder. Jeg kan ses med min nære familie, der bor i nærheden. Så alt i alt mangler jeg ikke noget. Der er selvfølgelig altid noget "flødeskum", der kunne gøre tilværelsen sjovere eller lettere, men jeg savner det ikke.

December måneds solnedgang så jeg d. 23. på vej hjem fra min datter der bor 20. km længere vestpå. Klokken var lidt over 16, og tågen havde lagt sig over markerne, så det næsten lignede sne. Det var et dejligt syn.

Jeg har været i gang med at lave kalendere til mine børnebørn og mig selv. Den slags i A4 format med et billede for hver måned. Det er sjovt, men det er omfattende at komme igennem mine billeder. Så nu har jeg bestemt, jeg vil lave en mappe med hvert barns navn og mit eget og lægge månedens aktuelle, bedste billeder ind, så det er samlet, når året er omme. Jeg har endelig fået øje på det layout, der tillader flere billeder på den samme side, så den sidste kalender jeg mangler, den til Johanne, bliver uden tvivl den bedste. Der findes mange udbydere af den slags fotobøger, billeder og kalendere. Man kan sætte billede på krus, på t-shirt, på forklæde, lave puslespil osv. Jeg bruger Cewe, som også har god support, hvis noget driller.

Selv om jeg gør billederne små, er det endnu ikke lykkedes for mig at flytte dem op ved siden af hinanden.

De her to skøre billeder handler om, at jeg sidst i november aftalte med mig selv, at jeg udelukkende ville gå i nederdel eller kjole hele december måned. 

Noget anderledes skal der sommetider ske.

Der findes et godt udvalg i varme strømpebukser. De grå er virkelig varme. De er bare ikke så pæne. Jo, snoningerne er pæne nok. Men farven. Jeg købte dem, fordi de var nedsat og for ikke altid af bruge sort. Min datter siger, det er nissefarve, så jeg skal nok have en rød nederdel eller kjole.

Nederdelene på billederne er fra det spanske mærke Desigual. Jeg var i Barcelona to gange i 2011 (ja så gamle er de) og der opdagede jeg det farvestrålende mærke, som jeg er ret vild med. De var egentlig for lange dengang. Under knæet. Men nu er jeg glad for, jeg ikke har givet dem videre. Jeg har også en kjole, men den går lige over eller midt på knæet, og den er for kort nu.

En anden ny ting, jeg gør her i december, er at spille på klaveret.

I lang tid, mange år, har jeg ikke brugt det. Kun til at øve stemme i forbindelse med kor.

Da jeg for et par måneder siden flyttede om - efterdønninger af vaskemaskinen i køkkenet - overvejede jeg at skille mig af med det. Nu er jeg rigtig glad for, jeg beholdt det, for jeg fandt ud af, jeg ville begynde at øve på julesalmer/sange, så det gør jeg hver dag, og det er rigtig hyggeligt. Jeg tror, jeg vil begynde at gå til undervisning igen, når det bliver tilladt. 

Coronasituationen giver anledning til mange overvejelser. Hvem skal vi ses med? Jeg har i hele forløbet (ikke i forårets første nedlukning) været sammen med mine børn og børnebørn. I går meldte jeg afbud til en frokost hos et vennepar. Vi ses ikke så tit, og vi har hver sin børneflok, som vi har været sammen med i juledagene, og det handler jo om at begrænse sine kontakter. Jeg har også haft overvejelser om nytårsaften, hvor jeg er inviteret til den familie, der bor lige i nærheden. Overvejelsen går på, at storebror Marcus' mor kommer og fætter Mikkel. To familiecirkler, jeg ikke plejer at omgås. Jeg er kommet til den konklusion, at jeg kommer til Dronningens nytårstale og middagen. Holder afstand og går tidligt hjem. Mon ikke det går godt.

Min anden datterfamilie var til julefrokost i hendes svigerfamilie 2. juledag. Et par dage efter viste det sig, at en svigerinde var covid-syg. Nu er alle blevet testet første gang og ingen var positive. Hurra for det. De skal testes igen i morgen, før de er endelig frikendt.

I går bagte jeg nøddebunde til Baked Alaska, den dessert vi har fået et par gange nytårsaften.

Så i aften skal vi bare piske æggehvider og sukker helt, helt stift, lægge skiver af is på nøddebunden, toppe op med marengs og sætte hele herligheden ind i den meget varme ovn med grill. Og holde øje ...

Billeder fra nytårsaften 2019.

Hvis nogen læsere stadig er med,vil jeg ønske en hyggelig, stilfærdig nytårsaften og et fantastisk nytår - uden corona! Håber jeg.

Glædelig jul.

Allerførst: Det er vaccine-dag i dag! Hurra for det. Selv om der ikke sker skelsættende ændringer i de første måneder, så ser vi lyset for enden af corona-tunnelen. Jeg er klar, når det bliver min tur til at få et prik. Det håber jeg, mange er. På den måde er der størst chance, altså i flok, for at få bugt med corona.

Billedet er fra en af blomsterkummerne, der står nede ved Havnen. Juleroser. Især de langstilkede mørkrosa er rigtig flotte. Den mindste smule frost får dem til at besvime og lægge sig ned. Men de rejser sig og ser helt upåvirkede ud, når temperaturen stiger.

 Da jeg var barn i Thy sagde man altid glædelig jul til de mennesker, man mødte i dagene mellem juleaften og nytår. Jeg har bare den opfattelse, at jeg skal have skrevet og sagt glædelig jul før juleaften. Det har jeg ikke nået her på bloggen i år, så derfor ønskes I glædelige, dejlige juledage i de dage, der er tilbage inden nytårsaften.

Jeg har slet ingen billeder fra juleaften. Jeg glemte det helt. Udover Chr.-og-Johanne-familien, var børnenes bedsteforældre der også. Det var en stille og rolig, traditionel aften med gaver, dejlig mad og en masse hygge.

Børnene sov her hos mig et par aftner før juleaften. Om eftermiddagen havde de, sammen med deres moster, været ude at købe julegaver til forældrene og storebror Marcus. Da vi havde spist suppe med kød-og melboller (den go'e fra Mou) pakkede vi gaver ind. Det driller lidt for en seks-årig, men ved fælles hjælp lykkedes det, og der var helt styr på at skrive Til og Fra kort. Der er anderledes styr på finmotorikken, når man er snart ti år. Koncentration er dog også en vigtig faktor, og den var der.

For første gang har jeg ikke stegt and til juleaften. Nej, jeg gjorde det heller ikke i 2016, da jeg kom til skade med mit knæ d. 22. december. Jeg havde købt den, men min sigersøn overtog tilberedningen. 

Jeg har flere gang ytret, at jeg synes, der er et stort arbejde forbundet med at ankomme med en tilberedt and og sovs d. 24. Men det er også dejligt, når duften af andesteg spreder sig i lejligheden, og skyen går op i en højere enhed med krydderier og bliver til en skøn sovs.

Mit bidrag til julemiddagen var en salat med grønkål, æble- og appelsinbåde, granatæblekerner og hakkede mandler.

Begge mine døtre havde valgt at købe en færdigtilberedt and med sovs. Det får mig til at tænke på den linje i Sikke en voldsom trængsel og alarm, hvor vi synger "Gåsestegen er til bageren sendt." Det var dengang i midten af 1800 tallet, hvor ovnene ikke kunne rumme en gås. Det var et fænomen i byerne. Hvordan det var i de små hjem på landet, ved jeg ikke. 

Jeg tænker på mine forældre. Min far blev kun 55 år, og min mor blev som 52 årig boende og lejede jorden ud. Hun købte altid ællinger, som hun fodrede op, så de var klar til Mortens aften og jul. Vi børn kom hjem og hjalp med at slagte dem og gøre dem klar til fryseren. Jeg husker ikke, hvornår hun holdt op med at have ænder. Men i nogle år, forsynede hun os med and til jul, og jeg stegte min første and under hendes supervision. I de senere år har jeg fundet opskrifter og inspiration på nettet, og for mig er der ingen tvivl om, at langtidsstegning giver det bedste resultat. En anden sang/salme jeg kommer til at tænke på er Dejlig er jorden, hvor en linje lyder "Slægt skal følge slægters gang." Ja, min mor ville nok have undret sig over sine børnebørn og deres take away and, "Men tider skifter og sæder mildnes", som vi synger i Den danske sang er en ung blond pige. 

Billedet er i den grad opstillet :-)Min bror har ikke skudt ænder. Jeg ved ikke, om han slagtede ænderne. Min mor var ferm til det, men de har nok hjulpet hinanden. Han sidder med vores labrador Rolf, og det er nok midt i 1970erne. Vi stod inde i den tomme stald og plukkede fjer af dem, og min mor stod i malkemaskinrummet og tog indvolde ud og gjorde dem klar til fryseren. Billederne var stalden var mørke og utydelige

Dengang vi havde en labrador.

Nu vil jeg forlade Mindernes dal.

Vi har også gået tur. D. 23. og d. 25. var det fint vejr at være ude i.

Lillejuleaftensdag gik vi rundt om Skallerund sø, som lå helt blank og stille. 

Bagefter var vi hjemme hos Mattias til æbleskiver og varm kakao.

Nu vil jeg gerne have et lillebitte billede af juletræet ind her.

Hvorfor mon jeg ikke kan rykke juletræet op??

Juledag gik vi tur i skoven ved Silkeborg Bad. Der var virkelig mange mennesker, der havde fået samme gode ide. Måske er det trolden Stærke Storm, der trækker?

Træklatring er en yndet aktivitet.

Johanne er også blevet pokemón-jæger.

Der var nisseskæg derude. Når regnfulde dage afløses af let frost, presses væden ud af de døde grene, der ligger i skovbunden. Og sådan en dag var det d. 25. Jeg synes, det er så spændende at se nærmere på de hvide klatter, der ligger rundt omkring. Nogle af dem ligner fint hvidt hår, når man kommer tæt på.

Solen skinnede ...

 Allerede fra morgenstunden var det tydeligt, at solen var på vej igennem skyerne. Hvor var det skønt at blive konfronteret med mit eget spørgsmål "Måske skulle jeg have haft solbriller på i dag?" 😊

Min pokemón-jæger ringede og spurgte, om jeg ville med ud. Det ville jeg gerne. Vi gik gennem Papirfabrik-området for at komme ned til Kvickly og hente bonuskortet til Julefeber.

Min billedopstilling fungerer ikke optimalt. Jeg trænger til coaching på det område. Men det er en fin tur forbi de gamle bygninger, der engang husede pengeseddel-fremstilling i Danmark. 

Mens Chr. jagtede Pokemón, jagtede jeg fotomotiver.

Vi købte rundstykker med hjem og hyggede os i den udvidede familie, før vi gik hver til sit. 

 

 

 

Julemarch, kan det vel ikke kaldes ...

 Det var bare Ingrid og mig, der gik en frisk tur rundt om Almind sø d. 16. dec. Vi er ganske vist tæt på jul, og vi går nok ikke en lang tur mere inden jul. Så i vores optik var det en julemarch 😊 Turen blev længere end forventet. Vi fik rodet os ud på en omvej, men det var ok, og skridttælleren var tæt på seks km. For første gang i mange dage regnede det ikke. Det var dejligt.

Vi startede ved det nye skønne badeanlæg ved Østre Søbad. Der er fine omklædningsfaciliter, toiletter og brusere. Og ikke mindst de cirkelformede badebroer.

Billedet her er fra februar i år, da byggeriet var så småt i gang.

Det er taget, da jeg stadig var vinterbader, men af uforklarlige grunde var jeg begyndt at være lidt træt af det.

Kort tid efter flyttede min bademakker væk fra byen og uden aftaler med en anden, var det let at stoppe. Efter fire år eller var det fem? Det meste af tiden var jeg begejstret for det.

Da vi gik ude på den nye bro og kiggede ned i det klare vand, kunne jeg sagtens have taget en dukkert. 

Men jeg begynder nok ikke igen.

Et sted inde i skoven kom vi forbi en stor skulptur, der stod og skilte sig meget ud i forhold til træerne rundt omkring. En Land Art.

Jeg blev nysgerrig, og heldigvis var der en fyldig forklaring på det røde stativ i bagrunden. 

Historien bag handler om et 100 års jubilæum.

I forbindelse med 100 året for KFUM Spejderne Silkeborgs oprettelse i 1920 ønskede gruppen at markere det med et Land Art projekt inspireret af Asger Jorn (byens kendte Cobra-maler) der selv var KFUM spejder i byen fra 1920-31.

Med udgangspunkt i spejdernes vision "Sammen rykker vi verden - med vilje" og 9 af FNs 17 verdensmål skabte kunstneren Mette Majlund Strong en stiliseret skov af træ og plexiglas. Et vartegn og et fyrtårn. På www. asgerjorn.silkeborggruppen.dk skulle man kunne få en mere uddybende forklaring, men jeg kan ikke aktivere det.

Skulpturen er kun ca 300 m. fra Silkeborg Bad, så vi var på afveje.

I dag, to dage senere, betaler jeg prisen for gåturen: Ondt i venstre lyske og knæ, så jeg har spist panodil og holdt en lang middagshvil.

Men vi fandt tilbage til bilen og kørte hjem og spiste lidt frokost hos mig. Vi smagte på den nye portion vanlijekranse, jeg havde bagt på egen hånd. Denne gang med en polynesisk vaniljestang. Kunne jeg smage forskel? Nej! Så en anden gang bliver det med vaniljesukker igen.

Caféerne har fået nye gæster 😄

Her er det Føtex. 

Lussekatte og en lille gåtur i nærområdet.

 

Jeg var inviteret til lussekatte (svenske luciaboller) i formiddags. Min datter lærte dem at kende for mange år siden af en tidligere kollega, der havde arbejdet flere år i Sverige. 

De smager rigtig godt, de bløde boller, der har den gule farve fra safran.

Vi hyggede os med at se dagens afsnit af Julefeber. Julekalenderen på DR. Jeg tror Frederikke, balletdanseren, kommer til at lære, at alting ikke behøver at være perfekt. Noget som vi (jeg) nok tit har glæde af at blive mindet om :-)

Jeg gik hjem mellem blokkene for at se, hvad der sker i området. Der bliver fx bygget nye boliger til udsatte borgere. Det bliver en baraklignende bygning i to etager med små, billige lejligheder. 

Kommunen har besluttet at børnehaven kan undvære en del af legepladsen til det formål. Bygningen i baggrunden huser vuggestuen og børnehaven, hvor Christian og Johanne trådte deres små barnesko. Den dejlige store mooncar-bane og pladsen bagved, hvor der kunne sparkes til en bold, bliver noget mindre.

Forhåbentlig kan de sårbare borgere trives med en legeplads til nabo. Her vil være råb, gråd, latterhyl og alle slags stemmer, der for nogle kan virke stressende.

Alting ser håbløst ud i anlægsfasen.

Børnehaven er også udfordret, fordi Nordskovvejen er ved at blive anlagt på den anden side af deres bygning. Det må være hårdt for personalet. Og forældrene. Børnene lægger nok ikke så meget mærke til det. For dem handler det mest om, hvordan de voksne håndterer det. 

Forhåbentlig bliver det godt i sidste ende.

På vejen kom jeg forbi det her store skilt med en opfordring til at give "en hånd."

"Vi bliver alle berørte i en tid hvor vi ikke må røre hinanden.

Giv dine naboer "en hånd" ved at skrive en lille hilsen."

Det er jo et godt initiativ.

 Der er ikke så mange, der har skrevet en hilsen. Man skal vel have en vandfast tusch med i lommen.

Hjemme i min have, står Sankt Hans Urt og lover ny vækst og blomster, når det bliver forår.

Og i et lunt og skærmet hjørne er vintergækker begyndt at titte frem. 

Nu vil jeg gøre klar til at gå på kaffevisit. Jeg er inviteret til gode venner. 

Det er et spørgsmål, hvem vi kan mødes med nu? Vi har hver især vores cirkler med børn og børnebørn, som kan bringe smitte med.

Vi vover i dag. Vi er kun tre. Vi holder afstand. Jeg bliver der ikke så længe.

Vi blev også omfattet ...

 Vi var mange i går, der krydsede fingre for ikke at blive omfattet af corona-nedlukningen. Det hjalp ingenting. Fra i dag kl 16 blev der lukket ned i hele Midtjylland.

Jeg er helt overbevist om, det er relevant at lukke ned for at bremse smitten, der spreder sig så hastigt. Alligevel er det ubekvemt. Det er vist nok, det ord jeg vil bruge. Jeg har ingenting i klemme med arbejde eller mangel på arbejde/indtægt. Eller børn der skal hjælpes og passes. Så jeg vil ikke svinge mig op til at bruge stærkere udtryk for min frustration. Det er meget vigtigt for sundhedspersonalets skyld, at vi passer på hinanden, så de er nok til at tage sig af de patienter, der er indlagt på hospitaler og plejehjem. 

I mit liv betyder træning og motion rigtig meget for mit velbefindende og med Sportscentret som nabo har jeg let adgang til det. I de seneste måneder har fitnessholdene været skåret ned til en halv time med ni deltagere. Der er mange hold, og man skal booke sig på tre uger før. Jeg prøver at komme på fire eller fem gange om ugen. Det er ikke altid, jeg får en plads. Og desværre slet ikke hos min yndlingsinstruktør, men så vælger jeg en anden.

Min træningshistorik viser nye højder :-) Det er min daglige energi-indsprøjtning, som jeg vil savne.

Biblioteket lukkede også kl 16 i dag.  Indtil 4. januar hvis vi er heldige. Jeg havde fået en mail, at Sissel-Jo Gazans nye bog Hvide Blomster, var klar til afhentning. Jeg blev helt forbløffet, da jeg så, hvor mange mennesker, der havde samme ide som jeg, at der skulle hamstres bøger. Hvide Blomster er på 500 sider, så jeg løber ikke tør lige foreløbig. Jeg tager altid et par bøger med til Johanne også. Denne her gang om Peter Pedals jul og om Sallys far. Jeg vil også savne biblioteket, men jeg kan jo bare gå i gang med lydbøger ...

I år har byen ingen julemand. Vist nok for første gang.

Men så har vi Fader Jul. 

Jeg har endnu ikke mødt ham, men lånt billedet af Per Bjarne.

Jeg savner vintervejret. Det er usædvanligt gråt og vådt. Og lidt for varmt.

Min genbo havde inviteret til æbleskiver og glühwein i går. I sidste øjeblik efter pressemødet blev det ændret til en have-komsammen. Hun har et lysthus, så det var fint at mødes der til en hyggestund - indtil vores bagdele blev for kolde trods tæpper i stolene.

Decemberglæder.

 

Noget af det hyggeligste i de her mørke dage er lysguirlanderne, synes jeg. 

Det lille lystræ står på terrassen, og i de tre stuevinduer hænger noget, der kan minde om et stjernelys-rullegardin. Men alligevel ... Da jeg gik hjem tidligere i aften, var det lige før, jeg syntes, der var for mange forskellige, tilfældige lys kastet ud over det hele. Ja, jeg er ikke nem at gøre tilfreds, men bottom-line er, at lys er skønt.

Jeg har i et par uger haft travlt med at flytte rundt på reoler og bøger, og en sofa er kommet fra gæsteværelset ind i et hjørne i stuen, hvor der før stod en lænestol, et sybord og en reol.

Kelimtæppet foran sofaen var på prøve. Det var flotte, kraftige farver, men det var for dominerende, så nu ligger der et i en beige farve. Som Henrik ville sige "det gør ikke ondt." Oversat betyder det, at det er kedeligt. Men nu skal der nye puder til med knald på farverne. Måske noget med orange/terracotta, der matcher farverne i billedet. Det er blevet et dejligt hyggehjørne.

Vi har haft gang i vaniljekransene hos mig. Jeg har mistet en bordplade i køkkenet til vaskemaskinen, så det meste foregår i stuen. Dog havde Chr og jeg lavet dejen for et par dage siden.

Vi bruger Blomsterbergs opskrift og min mors gamle kødhakker til at lave de fine striber på kransen. Det er vigtigt at dejen er køleskabskold, så holder faconen bedre. Jeg sparede og brugte vaniljesukker. Alligevel er de virkelig gode. Jeg vil lave en ny portion dej med en rigtig god vaniljestang og finde ud af forskellen.

Der blev også lavet marcipanfigurer. Fantasien og kreativiteten var stor.

Efter den slags sysler, trængte børnene til at komme hen på fodboldbanen med et par bolde. Dejligt, den er så tæt på. Mødrene ville også med. Jeg blev hjemme og vaskede op 😇

Så forsvandt november.

 Der har været en lille smule frost en af de sidste dag i november og naturen pynter sig så fint.

Mest af alt synes jeg, der har været mange dage med tåge, som nu i dag.

Her er det udsigten, når vi vender ryggen til Stærke Storm og kigger ud over Funder Ådal.

Sammen med Trine har jeg været ude i skoven for at finde Stærke Storm.

Der findes 10 af den slags kæmpestore trolde rundt om i Danmark. Man kan gå på troldejagt, hvis man åbner siden trollmap.com på sin telefon. 

Vil du læse mere om kunstneren Thomas Dambo, findes han her:

www.thomasdambo.com 

Efter vores gåtur spiste vi frokost på Silkeborg Bad og til sidst drak vi kaffe hjemme hos mig. Det var en dejlig eftermiddag.

Billedet her er affotograferet fra en side i Politikens REJSER d. 22. nov., da der var en artikel om Danmark rundt på troldejagt.

-Vi har på forhånd fejret fødselsdag for Mattias. Det er først på torsdag han fylder 9 år, men det er lettest og bedst at samle familien på en weekend-dag.

Det er utroligt som han vokser og udvikler sig, det kære barn. Og sådan går det heldigvis for de fleste.

På Torvet er der en ny og anderledes juleudsmykning i år. 

Der er fem store kupler. De to kan man gå ind i. De øvrige er pyntet på forskellig måde, og man kan stå udenfor og kigge ind. Der er masser af grantræner, der er anbragt så der dannes et stisystem. Jeg har kun set det i dagslys, men jeg kan forestille mig, det må være helt eventyrligt om aftenen, når alle lysguirlander er tændte.

Der har også været solskinsdage i november.

Skal vi mødes på Teams?

 Skal vi mødes på Teams og drikke vin kl 19 på fredag, skrev min tidligere kollega i en mail. Lige i første øjeblik tænkte jeg, om der var kommet en ny cafe, jeg ikke havde hørt om?  Men det er selvfølgelig et af flere virtuelle mødesteder, som jeg først nu har stiftet bekendtskab med.

Vi, seks tidligere kolleger, plejer at mødes på skift og spise hos hinanden hvert kvartal. På grund af corona-situationen havde vi aflyst vores planlagte møde. Vi kommer fra hver vores børnefamilier, hvor vi har tæt kontakt med store og små og så ingen grund til at blande os. Det var interessant at mødes på skærmen på den måde. At se hinanden dukke op. Bortset fra én, der ikke kunne slå kameraet til på sin computer. Men vi kunne høre hende. Jeg synes, ulempen var, at vi kom til at snakke ind over hinanden. Det havde været godt med en ordstyrer. Vi har aftalt, vi skal mødes igen om en måned, og da skal det være på Skype, som jeg heller ikke har erfaring med. Men det er godt at prøve det og blive fortrolig med den måde at ses på.

Jeg har været ved at flytte om på reoler, og da kom der bøger og spil frem, som ikke har været i brug i meget lang tid. Bl.a. Danmarksspillet. Christian, der var her i fredags, blev meget optaget af det.

Jeg blev mindet om remser fra min skoletid, da vi skulle lære udenad: Odense, Bogense, Middelfart, Assens, Fåborg, Svendborg, Nyborg, Kerteminde. Når jeg hører et bynavn, ser jeg altid Danmarkskortet for mig. Jeg er blevet klar over, at alle ikke har det sådan.

Geografi var et af mine yndlingsfag, og jeg elsker at kigge på kort. Især de gode kort med mange detaljer. Christian går i 3. klasse og kender ikke så mange bynavne og byernes placering endnu. Men han havde fortalt om det hjemme, og da Johanne var her i går, ville hun spille Danmarksspil også. Det blev selvfølgelig i en meget forenklet udgave, men sjovt alligevel. Jeg vil gerne smitte dem med min glæde over kort :-)

I sidste uge.

 

I sidste uge, da der var dejligt vejr til havearbejde, valgte jeg at rydde op i sommerblomsterne. Stolt Kavaler og Mamelukærmer stod dog stadig med blomster, men de var lidt pjuskede, så jeg besluttede, at deres tid var forbi. Og jeg glæder mig til at lægge de små bitte frø i jorden næste forår, så jeg kan få de samme blomster igen.

Jeg har købt mange nye tulipanløg. Det er som om tulipanløg ikke har samme holdbarhed, eller kraft til at blomstre år efter år, som de havde engang. Nu bliver der i hvert fald nogen nye at kigge på til foråret. 

I sidste uge var det også Mortens Aften. Det var en hverdag, så vi spiste and i lørdags. Jeg gjorde det på den lette måde: Købte to dåser confit de canard og kyllinglår til børnene, der ikke er så vilde med and. Familien mener, vi fik det samme sidste år, hvad jeg ikke kan huske. Men jeg kan jo bare kigge i min blog fra november 2019, tænkte jeg. Men ak, jeg har ikke skrevet noget om det 😟 Så det er ikke kun i år, jeg ikke får skrevet så meget, som jeg gerne vil.

Vi var hos Mattias og hans forældre. Hans mor havde lavet en dejlig rødkålssalat med appelsin, æble og granatæblekerner.

I haven blomster den lille julerose og i dag har jeg hængt lysguirlander i vinduerne. Det er skønt med lys i denne her mørke tid.