tirsdag, maj 19, 2020

Nye genåbninger ...

I går åbnede biblioteket efter to måneders lukning. Det er en delvis åbning, for vi kan kun aflevere og låne bøger, men ikke opholde os i lokalerne. Ingen avislæsning, brug af computere og printere eller adgang til legemulighederne i børnebiblioteket. Jeg var der i dag for at aflevere fire bøger. Der var styr på afmærkninger, så vi ikke kom på afveje, og det fungerede fint. Men stemningen var anderledes stille. Der plejer at være snak og latter og mange flere mennesker.
På gaderne var det tydeligt, at de smukke unge mennesker var kommet ud. De havde første skoledag i går. Jeg var der i frokostpausen, hvor de største elever er ude at købe frokost eller gå en lille tur. De går i grupper og hygger sig og tænker ikke på at holde afstand til hinanden. Gadebilledet så faktisk ud som før coronakrisen. Jeg håber, det går godt, og at smitten ikke breder sig.

I går havde jeg en gå-aftale med Trine i Slotsparken og Mindelunden. Det plaskregnede. Jeg standsede her på Kongevejen, hvor der er overdækket og som at køre i grønne sale.

I den kongelige urtehave står alting fint og velplejet.
Jeg tror, denne har luftige busk er en fennikel.
Vi mødte ikke andre, der gik tur der, men et par gartnere var på arbejde.










I Mindeparken er det især de mange forskellige og store rhododendron, der står så flot lige for tiden.
Vi havde te og kage med og fandt en plads under et træ. Men våde blev vi trods regnfrakker. Det var især mine fødder, der blev våde.
Alligevel besluttede jeg mig for, inden jeg kørte hjem at vende forbi Emmerys i Bruuns gade. Det var også første dag, cafeerne havde åbent, og det måtte jeg lige opleve. Vi var kun tre -fire mennesker derinde. Det fungerede fint nok, men stemningen var anderledes og ikke så fri. Syntes jeg. Vi skal nok vænne os til det ...
I går var jeg hos tandlæge. Der var stemningen også anderledes. Sådan corona-stemning. Stort forklæde, ansigtsmaske, handsker osv. Men jeg var helt tryg ved at være der. Tandlæger er vant til god hygiejne. Almindelige tandeftersyn er aflyst. Men jeg har i et stykke tid haft en øm kindtand. Med tanke på den oplevelse, jeg havde for to år siden, da jeg havde en abces og fik tanden trukket ud, så var jeg lidt nervøs for, om der skulle være kommet en revne i denne her tand. Det var der ikke, men noget af fyldningen var knækket af. I næste uge skal jeg have skiftet fyldningen, og så håber jeg bare, at tanden vil vise sig at være intakt dernede i dybet, når den gamle fyldning er boret ud.

3 kommentarer:

  1. Det er dejligt, at Danmark er ved at åbne igen. Jeg har også været på biblioteket, på café og hos tandlægen. Og hos frisøren.
    Lad os inderligt håbe, at smittetallet ikke stiger. Men hvor er det godt at leve mere normalt. Dit billede af bøgeskoven er helt vidunderligt!

    SvarSlet
  2. Jeg havde selv tænkt på, hvordan det vil være at komme ud igen, men med de gældende restriktioner, og jeg er ikke forbavset over, at det virker lidt stift, men som du siger: Vi skal lige vænne os til det.
    Vi skal ud at spise i aften, og vi glæder os!

    SvarSlet
  3. Der bliver åbnet stille og roligt, med forsigtighed. Nogle steder er det som før nedlukningen kan jeg mærke, folk er ligeglade, og andre steder husker befolkningen at vise hensyn.
    Vi har kunnet låne en pose bøger, ikke efter eget valg, som blev hentet efter aftalt tid, og aflevere bøger i et stort bur der blev overvåget ikke kun af video, men af vagter. Disse bøger blev så reg. afleveret efter 72 timer. Nu kan vi låne en bog vi selv vælger, og aflevere som før Corona.
    Samfundet bære præg af forsigtighed, bare så den menige borger vil gøre det samme.
    Pas godt på dig selv.

    SvarSlet