Denne kommen og gåen ...

Under 'min kommen og gåen' i de her dage, ser jeg sjove ting.
Bl.a. denne her bil fra en slagter.
"Overhal bare. Jeg sælger både hjerter, lever og nyrer", står der på bagklappen.

Jeg tror næsten ikke, det er Tommy-slagter selv, der dækker for teksten med sit glade smil.
Måske hans chauffør? Eller måske er Tommy bare så glad?

Min overskrift er et citat af Benny Andersen og handler i mit tilfælde om travlhed med julegaver og sådan noget. ;-)

Bare et lille hvidt drys ...

Det er et meget mildt decembervejr, vi har i år, og hvis julestemning og sne hører sammen, så er der ikke så meget at komme efter.
Om to dage begynder dagene at blive længere igen. Det glæder jeg mig til.
Jeg tror, der var julemandsvagtskifte, da jeg kom forbi på min julegaveindkøbstur.

Om ænder og frysehuse.

Da jeg for nogle dage siden opdagede, Kvickly havde økologiske ænder, købte jeg straks to. Jeg skal stå for andestegen juleaften, og selv om jeg godt vidste, at der kun var lidt plads i min fryser, ville jeg have ænderne hjem. Det lykkedes mig også at få dem skubbet ind og få lukket døren til skabsfryseren.
Der gik to dage, inden jeg skulle have noget ud af fryseren, og allerede da jeg tog fat i døren, kunne jeg mærke, den ikke var ordentlig lukket.
Det var ikke et godt syn der mødte mig. Der var et tykt lag is omkring fryselementerne, og der lå løs sne hen over de frosne varer.
I det øjeblik tænkte jeg, at jeg slet ingen fryser ville have mere. Der ligger butikker rundt omkring mig, og der er åbent til ud på aftenen.
Efter nedsmeltning og af-isning og det hele på plads igen er jeg nu meget godt tilfreds med fryseren.

Jeg kom til at tænke på det fælles frysehus, der var på min hjemegn, da jeg var barn. Der var ca 1 km. hen til det, og mine forældre havde ikke bil, så når der skulle bruges noget fra fryseren, så blev det hentet på cykel. Huset, der var bygget til formålet, lå bagved købmand Evald Thomsens butik. Det ligger der endnu, lagde jeg mærke til, da jeg kørte forbi i sidste uge. Jeg har ikke et klart billede af, hvordan der så ud inde i det hus. Vi har jo nok haft en nøgle til huset og en anden nøgle til frostboksen? Frysehusene opstod på samme måde og blev drevet som andre andelsbevægelser (mejerier f. eks.) Det var i begyndelsen af 50erne.  Hvornår mine forældre fik en kummefryser, husker jeg ikke. Måske først i 60erne.  Det må have været en stor lettelse.
Lokalhistorisk arkiv i Bording har en historie om frysehuset, som stadig er bevaret i Bording Kirkeby.

Billederne har ikke noget med indlægget at gøre. De er fra diget ved den nordvestlige del af den gamle fredede kirkegård i Vorupør. Det er sikkert fra dengang kirken blev bygget i 1878. Kirken blev revet ned og materialerne brugt til en ny og mere central beliggende kirke i 1902.
Jeg skrev noget om kirkegården en sommerdag i 2009.

Billederne er fra oktober, da vi var i sommerhus i efterårsferien.

Stensætningen er forvitret og har sat sig på måder, der kan give spændende næring til fantasien.
Det må være gode overvintringssteder for insekter og småkryb.

En kirkegårdstradition.

 Jeg holder meget af den tradition, det er for mig at lægge grandekorationer på mine forældres og min brors gravsted. Sidste år var vist første gang, det ikke lykkedes, og min bror og jeg aftalte med vores nevø, at han skulle gøre det.
I år så det også ud, som om dagene ikke kunne slå til. Jeg foreslog min bror, vi droppede det. Vores forældre ville helt sikkert ikke synes om, hvis vi følte det som en pligt.
Men jeg havde en helt blank dag i dag, og vejret så lovende ud. Der blev lovet mulighed for sol især i de nordvestlige egne.
Så jeg nød køreturen til Thisted med kirkegårdsbesøg og frokost på en cafe nede ved havnen.
Min bror har sit gravsted længere vestpå i nærheden af vores bardomshjem. Fra kirkegården er der udsigt over et engområde, hvor vi løb på skøjter om vinteren, og hvor han  gik på jagt, da han blev ældre.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så hyggeligt med de kirkegårdsbesøg. Det er jo ikke fordi, jeg kun tænker på mine kære afdøde, når jeg står der. Jeg tænker tit på dem i min hverdag, som ikke har noget med dem at gøre.
Min mor passede sine forældres gravsted, og jeg husker, jeg tit var med. Måske var det ikke så tit? Måske har jeg arvet fra hende, at det er en hyggelig aktivitet?

Jeg skal selvfølgelig en tur ned til molen i Vorupør, når jeg er så tæt på.
Der var næsten mennesketomt. Men det er skønt at se ud over havet uanset årstid.

På det tidspunkt trængte jeg til kaffe, men der var lukket og slukket overalt.
Heldigvis havde Spar-købmanden anskaffet en kaffemaskine, fordi han synes, det er så pinligt, at vintergæster ikke kan gå ind og få en kop kaffe et sted. Så med en coffe-to-go og en napoleonshat i hånden, havde jeg brændstof til at køre hjem.

I Brugsen, der har masser af slik i børnehøjde.

På vejen hjem fra vuggestuen var vi i Brugsen for at købe knækbrød. Jeg var udgået for Christians foretrukne.
Det var første gang, vi var i butik, og jeg var lidt spændt på det. Der er mange fristelser, og i Christians familie er slik ikke hverdagskost. Det er det sådan set heller ikke hos mig - det ligger godt skjult på øverste hylde og kommer først frem sent om aftenen ...
Vi havde den tomme emballage med og snakkede om, vi kun skulle købe knækbrød. Vi skulle kigge på mange ting og måske røre ved dem.
Det gik forbavsende let. Da vi havde betalt, kiggede han på mig og hviskede noget. Jeg kan ikke altid forstå, hvad han siger, men fik tydet det til 'gajol'. Det ville bare være så let at købe en æske gajol, men vi skulle jo hjem og spise knækbrød, og det var han med på.
Jeg vil bare ikke altid være sådan en mormor, der ikke køber slik eller is til sine børnebørn
Jeg har faktisk aldrig givet det til de to små drenge. Heller ikke franskbrødsmadder med sukker, som var almindelig mad, da jeg var barn. Måske er det på tide at lave om på det?
På den anden side kender jeg bedstemødre, hvis børnebørn altid vil have slik, når de ses.
Det er en balancegang, som selvfølgelig skal balanceres med forældrene.
Måske er det lettest, hvis slik slet ikke forbindes med mig, som det har været indtil nu?
Det gik jo i hvert fald fint i dag.

Christian viser mig en film, han kender hjemmefra.

Der er ualmindelig meget slik linet op i børnehøjde i den butik. Jeg lægger faktisk først mærke til det nu. Det synes jeg ikke, er god kundepolitik.

Rødkål.

Jeg kan godt lide at bruge årstiden grønsager til råkostsalat eller bage forskellige rødder i ovnen.
Lige for tiden eksperimenterer jeg med rødkål i salat. Jeg er gået bort fra at blanchere rødkålen først; den mister farve og bliver lidt kedelig. Til gengæld skal den snittes fint.
Her kommer en opskrift hvor syltede rødbeder er en del af ingredienserne. Der er ikke mængdeangivelse. Når jeg laver mad kun til mig selv, så vurderer jeg, om retten vil være god næste dag, eller måske ligefrem vil vinde ved at overnatte i køleskabet. Sådan er det med salater lavet af både rødkål og hvidkål, synes jeg. De bliver bedre. Det betyder dog, at der ikke må puttes hvidløg eller persille i hele portionen og heller ikke nødder eller anden crunch. De ting vil helt sikkert forringes, hvis de blandes i og gemmes til næste dag.

Rødkål snittes fint.
Syltede rødbeder skæres i små tern.
Rødløg, eller alm. løg (de bliver røde under alle omstændigheder) skæres i små tern.
Solsikkekerner, der er ristes på panden i lidt olie, drypper af på køkkenrulle og drysses med salt. (der kan laves en stor portion kerner, som opbevares i et glas.
Dressing: Lage fra de syltede rødbeder, lidt olivenolie, smag til med lidt salt og peber.
Det hele blandes og solsikkekerner frysses over.

 En anden version er mere sød, idet der er tilsat syltede kirsebær. Der er mandler på toppen.

Jeg havde glemt det her glas Amarena i mit køkkenskab, og selv om sidste salgsdag var overskredet, så fejlede indholdet absolut ikke noget. Det er syltede kirsebær i en tyk sød sirup. Smagen er meget koncentreret. Der skal ikke meget til, men den kan anbefales. Min datter er ikke enig, så det er nok ikke den vi skal have til risalamande juleaften.
Men rødkålssalaten bliver nærmest som en dessert, når der er syltede kirsebær i. Solbærsyltetøj ville sikkert også være godt.

Den Gamle By i regnvejr og julestemning

Det regnede jævnt og grundigt i går, men det afholdt mig ikke fra en tur i Den Gamle By.
Der var mange, mange børn og voksne, der havde samme indstilling og ikke lod sig skræmme af våde og plørede, toppede brosten.
At gaden ser lidt mennesketom ud skyldes, der er så mange spændende ting at kigge på inde i de forskellige huse.

De mange udklædte skuespillere virker meget autentiske, men jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg så ham her med mobiltelefonen.

I Julehuset er der masser af nisser og legetøj fra gamle dage.
Hyggeligt.

"Første gang så la'r vi ham gå, anden gang så ligeså. Tredje gang så ta'r vi ham og putter ham i gryden"
Det er vist den, de er i gang med, de små nisser øverst til højre.
Jeg kan bare ikke huske, hvordan den begynder ...
(selv om du sagde det i morges, Linda)