fredag, december 13, 2013

En kirkegårdstradition.

 Jeg holder meget af den tradition, det er for mig at lægge grandekorationer på mine forældres og min brors gravsted. Sidste år var vist første gang, det ikke lykkedes, og min bror og jeg aftalte med vores nevø, at han skulle gøre det.
I år så det også ud, som om dagene ikke kunne slå til. Jeg foreslog min bror, vi droppede det. Vores forældre ville helt sikkert ikke synes om, hvis vi følte det som en pligt.
Men jeg havde en helt blank dag i dag, og vejret så lovende ud. Der blev lovet mulighed for sol især i de nordvestlige egne.
Så jeg nød køreturen til Thisted med kirkegårdsbesøg og frokost på en cafe nede ved havnen.
Min bror har sit gravsted længere vestpå i nærheden af vores bardomshjem. Fra kirkegården er der udsigt over et engområde, hvor vi løb på skøjter om vinteren, og hvor han  gik på jagt, da han blev ældre.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så hyggeligt med de kirkegårdsbesøg. Det er jo ikke fordi, jeg kun tænker på mine kære afdøde, når jeg står der. Jeg tænker tit på dem i min hverdag, som ikke har noget med dem at gøre.
Min mor passede sine forældres gravsted, og jeg husker, jeg tit var med. Måske var det ikke så tit? Måske har jeg arvet fra hende, at det er en hyggelig aktivitet?

Jeg skal selvfølgelig en tur ned til molen i Vorupør, når jeg er så tæt på.
Der var næsten mennesketomt. Men det er skønt at se ud over havet uanset årstid.


På det tidspunkt trængte jeg til kaffe, men der var lukket og slukket overalt.
Heldigvis havde Spar-købmanden anskaffet en kaffemaskine, fordi han synes, det er så pinligt, at vintergæster ikke kan gå ind og få en kop kaffe et sted. Så med en coffe-to-go og en napoleonshat i hånden, havde jeg brændstof til at køre hjem.

10 kommentarer:

  1. Jeg husker tydeligt mine kirkegårdsbesøg med min mormor - hun besøgte troligt min morfars grav en gang om ugen (eller måske mere). Kirkegården lå heller ikke langt fra hende, så det blev del af den daglige spadseretur, tror jeg - så vi forbandt det heller aldrig med en sur pligt eller noget uhyggeligt. Hans grav er desværre nedlagt nu, og hun kom selv i de ukendtes. Men min far ligger samme sted og jeg kommer der selvsagt ikke tit.

    Jeg tror ikke, at de ville forvente, at vi kommer med bestemte intervaller eller ser det som en pligt - og jeg tænker da på ham næsten hver dag uanset, hvor jeg er. Men jeg synes nu stadig der er noget andet ved at stå der og se navnet. Det er både lidt trist - og til jul kommer der altid en tåre. Men så klapper og aer jeg stenen lidt, og så bliver der et fysisk bånd, som jeg jo ikke har i mine tanker om ham.

    Jeg er sikker på, at jeg ville komme der mere, hvis jeg boede i København.

    Dejligt, at du fik en fin tur ud af det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Nille, det er interessant at læse om dine ture med din mormor. Nej, vores kære afdøde ville nok ikke forvente den slags af os. Det er nok også derfor nogle mennesker vælger de ukendtes gravsted.

      Slet
  2. Det er jo godt for dig, at du føler hygge og samhørighed ved at opretholde disse traditioner. Selv har jeg droppet ALT af den slags, eller måske er det mig, der er blevet droppet. Jeg er ved at komme dertil, at jeg synes jeg har droppet for meget, og jeg er ikke i stand til at tage det op igen, desværre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henny, det er selvfølgelig forskelligt, hvordan man har det med den slags traditioner. Jeg synes, det er trist, at du tænker, du har droppet for meget. Og at du ikke kan tage det op igen. Nu ved du selvfølgelig bedst, hvordan alting er skruet sammen i din familie og i dit liv. Der kan være mennesker, der er døde. Der kan være forhold, der ikke kan repareres. Der kan også helt uforudsigeligt være forhold, der kan repareres.

      Slet
  3. Wow for et pletskud af bølgen på molen!
    Som barn syntes jeg det var meget sjovt at komme med far på kirkegården for at passe mine farforældres gravsted, men da jeg blev voksen, valgte jeg den slags fra og kommer stort set aldrig for at 'besøge' dem, selv om både farforældre og mine egne forældre ligger der nu. Jeg kan fint nøjes med at have dem inde i mit hoved - og har det selvfølgelig også fint med, at andre heller ikke vil passe mig, når jeg er død, men de tilbageværende må bestemme, hvordan det skal være.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen tak. Der er vist nok lige så mange holdninger, som der er mennesker til kirkegårdstraditioner. Jeg husker stadig din svigersøns geniale 'kirkegårdsfirma'.
      Det vigtigste sted at mindes er vel i tankerne. Og mange vælger nok de ukendtes grav for ikke at lægge en forpligtelse på sine efterladte. og for at undgå et forsømt gravsted. I bund og grund synes jeg, som du også skriver, at det må være de efterladte, der bestemmer.

      Slet
  4. Dit billede af molen i Vorupør er utrolig smukt, Betty! Det er en rar tradition med kirkegårdsbesøgene - jeg kommer også på mine forældres urnegrav på denne tid af året. Men det er lidt nemmere for mig, da kirkegården ligger lige ved siden af, hvor Bella bor.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Gitte. Ja, det er lidt nemmere for dig, når kirkegården ligger tæt på Bella. Jeg synes også, det er en rar tradition, og for mig er det en dejlig tur at køre de par timer nordpå.

      Slet
  5. Smukke billeder fra Vorupø. Vi har også fået indført den tradition, at vi tager på kirkegårdene i Fårup og Nørbæk hvor Pouls og mine forælder ligger begravet først i december
    Jeg kan godt lige, at komme på kirkegårdene, jeg nyder den stilhed der er der

    SvarSlet
  6. Tak Conny. Så I har også den tradition med at besøge kirkegårde? Det er måske mere almindeligt, end man lige tror.

    SvarSlet