Februar snapshots.

 For en uge siden gik jeg en tur på Langsøstien. 

Mens jeg kiggede gennem de nøgne grene over til husene  på den anden side af søen, tænkte jeg på, at om et par måneder er der blade på træerne, og de vil stå som en grøn mur, man ikke kan se igennem.

Dejligt at tænke på. 

Jeg tog grene med hjem fra mirabelletræer. Jeg elsker at tage forskud på foråret på den måde. I går begyndte de at drysse, og de er nu endt på komposten.

I haven kvitterer forårsløgene med skønne farver. Gule erantis. Blå eller lilla krokus og hvide vintergækker. Den blå scilla er også begyndt at titte op.

Februar lukkede ned med et par dejlige solskinsdage efter en måned med en usædvanlig masse regn.

I vinterferien var jeg nogle dage i Vorupør sammen med familien.

Det var for det meste grå og regnfulde dage, men en af dagene havde Thisted bibliotek en udfordring til den, der gerne ville lege detektiv og hjælpe med at finde tyven, der havde stjålet en bog. Til sidst kunne vi ved hjælp af indsamlede bogstaver finde frem til titlen på bogen.  Opgaven var for familier med børn fra 10 år. Telefonen var et uundværligt hjælpemiddel. Jeg fik endelig lært at bruge QR koden :-) 

Vi havde også gang i et puslespil med 500 brikker. 

Det var også derfor, morgenmaden nødvendigvis måtte indtages i sofaen. 

Spisebordet var jo optaget af puslespillet.

Mens forældrene var var anderswo engagiert, sørgede jeg for morgenmad en dag.

Vi suspenderede en vigtig regel:

Ingen spisning med åben skærm - og slet ikke i sofaen! Og heller ikke nutella på alle rundstykker.

Men det var jo trods alt ferie.

Jeg kaldte dem Nutella-drengene ;-)

Forældrene har ikke set billedet - nu vil det vise sig, om de læser bloggen :-)

Og om jeg bliver fyret?

Johanne hjalp sin moster med at lægge de sidste brikker.

Vi var i et sommerhus, vi har haft lejet et par gange før, da drengen var så små, at de ikke kunne huske det. 

Det blæste så meget, vi var ikke på fælles gåtur. Jeg kørte ned til parkeringspladsen og gik lidt. Der var for en gangs skyld ingen surfere på vandet. De er ellers ret frygtløse.

Hygge ved brændeovnen.

Kunst og frokost.

 

Jeg har været på Silkeborg Bad i dag sammen med to veninder. For at spise frokost og hygge os, men også for at se og nyde  kunsten. Siden d. 29. januar har der været udstilling af ukrainske kunstnere. Ukraine er blevet så nærværende de seneste dage på en virkelig tragisk baggrund.

Jeg valgte skønne rødspættefileter til frokost. Rugbrødet er særlig lækkert. De små røde nister er ikke, fordi der er tranbær i dejen. Der er rødbede i. 

Det er ingen hemmelighed, at publikum eller gæster på stedet oftest hører til på den modne ende af skalaen. Sådan var det også i dag. Derfor lagde vi også mærke til, der kom tre unge mennesker ind og fandt et bord. Vi havde travlt med at opdatere os  på hinandens gøren og laden og lagde ikke mere mærke til de tre, indtil en ung mand henvendte sig til os på norsk og spurgte, om de måtte sætte sig over til os??  What? Ja, ja.

De præsenterede sig: Elever på Den Skandinaviske Designhøjskole i Randers. Skolen havde flyttet undervisningen ud og eleverne overnattede på Det ny Sletten (FDF) i nærheden af Himmelbjerget. Udfordringen for de tre var, at de var blevet sat af et sted på vejen, hvor de skulle gå rundt om en sø. Der var ingen sø. De havde gået mange km. til Silkeborg og skulle selv finde tilbage igen. Men de skulle skabe kontakt til nogle mennesker, og de skulle finde den mest fornuftige måde at bruge et æg på! Og så holde oplæg for kammeraterne om, hvad de havde oplevet.

Det var vældig hyggeligt. Vi hørte om deres interesser og valgfag. De ville gerne høre om os. Hvem vi var? Jeg gad godt være fluen på væggen, når de skulle fortælle om mødet med os :-)

Bagefter spurgte vi os selv og hinanden, hvorfor vi ikke gør det noget mere? Altså kontakter fremmede. Jeg ved dog, at det ville jeg aldrig gøre. Det ville være alt for grænseoverskridende for mig. Måske var det også det for de tre? Det skulle jeg have spurgt dem om ... Men det var en dejlig, glad stund vi delte der ved bordet. 

Udstillingen, der hedder Unfolding Landscapes, omfatter mange meget varierede kunstværker af flere forskellige kunstnere. Vi var slet ikke oppe på første sal, så vi så kun en mindre del af udstillingen. 

Jeg hører og ser kun nyheder i små portioner. Det er næsten ikke til at holde ud. Så mange der vil miste livet.

Et af billederne i udstillingen hedder TRANSITION. Det er svært at se, fordi et billede på den anden side af væggen spejler sig i glasset. Men det forestiller en gruppe mennesker, der står på noget, der kunne være ladet på en lastbil i en sø eller et hav. Der er land at se forude. Men de kommer ingen vegne. Det de står på, er hamret ned i undergrunden med kraftige pæle. Så OVERGANGEN sker ikke. Jeg tænker overgang fra kommunisme til demokrati. 

Billedet er af Anna Bekerskaya fra 2015.

Den stille og rolige hverdag.

 

Det er virkelig irriterende at stikke hånden ned i en våd sportstaske og opdage, håndklædet er vådt, fordi jeg ikke har fået lukket drikkedunken ordentlig.  Men så er det li'som alting ser meget lysere ud, når jeg ser, det våde mønster danner et hjerte :-)

Der er mandefald blandt instruktørerne  i Sportscentret pga corona. 4 var syge i går. Jeg havde glædet mig til en af mine yndlingsinstruktører, men hun var syg af corona. Så var der heldigvis en afløser, og det var fint. Almindeligvis er vi 24 på holdet. I går var vi kun 18. Smitten spreder sig med lynets hast i de her dage i vores region. Lars Østergaard fra Skejby sygehus udtalte i går, at han forventer, den topper om en til to uger. Det håber vi så. 

Christian fortalte i går, at inspektøren var kommet ind i klassen og havde henvendt sig til en af pigerne og sagt, at hendes far havde ringet, at hun var testet positiv og skulle gå hjem. Klassen fortsatte uforstyrret. Det er blevet så almindeligt, og der er ingen krav om isolation, selv om børnene sidder tæt. I Mattias' klasse var to børn og matematiklæreren syge. Det er mærkeligt, hvordan den omikronvariant smitter. Eller ikke smitter. I den ene af mine børnefamilier har alle været syge. I den anden ingen. Jeg har været tæt på dem alle, men har ikke været smittet, så vidt jeg ved. Der skjuler sig åbenbart et stort mørketal blandt folk, der er smittet men ingen symptomer har. 

Vi var på sushi-restaurant for en uge siden. Running sushi. Børnene var begejstrede for konceptet med de små farvestrålende tallerkener, der hele tiden ruller forbi, og man kan bare række hånden ud og tage den man kan lide. Ikke fordi de er vilde med sushi, men der var også mere almindelige ting: Pomfrit', forårsruller, små kyllingelår (eller er det frølår?) Der var chokoladekage, pandekager, cheesecake,  gul budding og den slags. 

Jeg synes ikke, sushi smager af så meget. Smagen handler meget om, hvilken soya eller wasabi og den slags, man dypper sin sushi i. Men det er sjovt og hyggeligt at være med til. Der var ikke mange gæster i restauranten. Der var til gengæld en stadig strøm af mennesker, der kom for at hente take away. Jeg tolker det sådan, at mange ikke er trygge ved at gå på restau endnu. 

I dag skinner solen smukt. Jeg vil ud og handle lidt. Jeg skal have fat i nogle lecakugler, for jeg er så småt i gang med at ompotte nogle planter. 

Da der på et tidspunkt blev langt mellem pandekagerne på rullebåndet med sushi, skrev Johanne denne her besked og lod den rulle med på båndet. Jeg ved ikke, om det gjorde en forskel. Der blev hele tiden fyldt op.

Sidste dag med mundbind.

 

I Sportscentret forsikrede vi hinanden om, at det var sidste dag med mundbind. I hvert fald er det fra i morgen tilladt at færdes overalt uden.

Da jeg fortalte Christian, at jeg havde været på indkøb med mundbind for sidste gang i dag, stillede han sig meget tvivlende? Faktisk er jeg også selv tvivlende. Jeg vil fortsætte med at have mundbind med i tasken og i lommen og så tage bestik af situationen efterhånden. 

Billedet her fra fra august 2020, da jeg første gang var på indkøb med mundbind.

Der er ingen tvivl om at smitten vil stige. Den er jo allerede steget. Jeg hører mest om børnenes klassekammerater, der er hjemme fordi de er testet positive. Ikke at de er meget syge eller forkølede. Kun lidt. Men problemet er på mange arbejdspladser, at medarbejdere må blive hjemme hos de positive børn. Der kommer nogle uger med bøvl, som Mette Frederiksen sagde. Eller noget i den retning. Så kommer sommeren og da forsvinder virus næsten. Jeg synes, det er lidt bekymrende at kigge ind i efteråret og vinteren, for kommer der da en ny variant? Men det er også at tage bekymringerne på forskud, så jeg vil nyde erantis og vintergækker, der pibler op ude i haven.

Jeg opdagede denne her spændende bog på biblioteket for nogle dage siden.

Forfatteren bor i en lejlighed i Oslo, hvor han har 100 grønne planter. 

Jeg blev inspireret til at kigge lidt mere på mine planter og overveje, hvor jeg kan anbringe flere :-) Jeg kan især godt lide at få planter til at gro fra stiklinger og bedst, hvis de kommer fra et sted eller nogen, der har betydet noget for mig.

I mit køkkenvindue er ribesbuskens blomst sprunget ud. Den er fotograferet i morgenlyset for et par dage siden,

Lys, lys, lys ...

 Denne her opdatering i dag fra Svend Brinkmann får mig til at smile. 

Svend Brinkmann 

49 min  · 

"Mangler du energi om morgenen? Bekymrer du dig om fremtiden? Bliver du ofte så træt, at du er nødt til at lægge dig ned og sove? Oplever du at blive irriteret på andre? Har du et dagligt forbrug af kaffe eller søde sager? Kender du til følelsen af opgivenhed?

Så kan det være tegn på, at du er et menneske.

Lidelsen er arvelig og må opfattes som kronisk. Symptomerne inkluderer bl.a. angst, fortvivlelse og sorg, men også momentan opstemthed. Der eksperimenteres med diverse medicinske behandlinger, men aktuelt kan tilstanden kun lindres med en dosis overbærenhed."

Forsytiagrenene fra haven fik ny energi, da de kom ind i køkkenvinduet. Dejligt med gule blomster.

For nogle dage siden, tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget, så jeg købte en lysterapilampe. Da jeg tændte den første gang, var jeg klar til at levere den tilbage til Matas, hvor jeg havde købt den. Lyset var alt for stærkt. Nu har jeg vænnet mig til den. Man skal jo ikke kigge ind i lampen hele tiden. Jeg tænder den i køkkenet om morgenen, når jeg stiller an til morgenmad, og mens jeg spiser. Jeg synes allerede, jeg har mere energi :-) Det kan næsten ikke passe efter få dage. Men placebo er også en stærk faktor.

I lørdags skulle jeg hente Johanne hos veninden i Svostrup, og vejen gik lige forbi kroen.

På tilbagevejen blev vi enige om, det kunne være godt med kaffe og varm kakao med flødeskum. Der var mange gæster i krostuerne, men der var også et bord til os.

Da vi havde fået varmen, gik vi langs Gudenå og både op over og nedenunder vejbroen, der er til venstre i billedet.

Der er klassekammerater i børnenes klasser, der er hjemme og syge med corona. I denne her omgang bliver klasser ikke lukket ned. Kun den syge bliver sendt hjem i isolation. I formiddags var jeg til kaffe hos en veninde, der fylder 80. Vi var kun fem på det tidspunkt. Senere kom andre. Det gælder om at begrænse os. Værst var det, at søn og to børnebørn, der bor i Grønland blev testet positive kort før de skulle rejse. Flybilletterne vil heldigvis blive refunderet, men hvor er det svært at lægge planer. De kan hurtigt ændres. Vi er mange, der har kviktest hjemme. Selv børnene er begyndt at teste sig selv. Jeg har ikke haft brug for det endnu. Jeg hørte om en, der sagde, at nu har N.N. corona, og så ville vedkommende hen for at blive smittet. Jeg vil ikke opsøge smitte på den måde. Indtil nu har jeg været heldig ikke at blive smittet. Men ifølge prognoser, så vil vi alle få den på et tidspunkt. Jeg forestiller mig, at vaccinationerne beskytter mig, men hvor længe? Jeg fik mit booster stik d. 23. nov. Lad os håbe, den virus snart brænder ud.

Trøstemusen på børneafdelingen.

 

Sådan en lille trøstemus gør en stor forskel for et barn på børneafdelingen, opdagede jeg for en uge siden, da Johanne var indlagt til observation en dag. Lægevagten mente, hun skulle til Viborg sygehus for at få udredt de symptomer, hun havde. Feber, hovedpine og bittesmå punktformede blødninger under huden på kroppen. Jeg var med sammen med hendes mor, og heldigvis udviklede symptomerne sig ikke yderligere i løbet af de ca 8 timer, vi var der på akut børneafsnittet. Få dage efter var hun helt ok igen. 

Det var en tryg oplevelse for en syvårig, fordi personalet var så dygtige og omsorgsfulde. Og selvfølgelig også fordi mor og mormor kunne være med på stuen hele tiden. Sådan var det tværtimod, da min ældste datter var indlagt i 1976.

Der var mange nye oplevelser. Bl.a. at få taget blodprøve fra armen og se, hvordan blodet løb ned i små glas. Det var bioanalytikeren, der havde trøstemusen med. Det var også en ny erfaring at få målt temperatur med rectal-termometer, fordi hjemme har de et til øret. De små røde punkter blev nøje observeret og målt med målebånd og fotograferet flere gange. Der var en seng på stuen, et bord og stole og vigtigst, der var tv og fjernbetjening :-) Vi fik serveret mad både til frokost og aften, så det var slet ikke værst. Især i betragtning af, at Johanne ikke fik det værre, og vi kunne køre hjem med et direkte tlf.nr. i lommen til afdelingen, hvis der blev behov for kontakt.

Det har så stor værdi, at der er frivillige nørkle-damer, der strikker og hækler til børn og forældre, der befinder sig i den mest sårbare situation. Den lille mus er højt elsket, og Chr syntes faktisk, det var lidt snyd, at der ikke kom en med hjem til ham. Så tak til alle, der bidrager med håndarbejds-trøst. Mit fotografi er uskarpt. Måske kan det ses, at Trøstemus er på facebook.

Jeg havde aldrig før hørt om Kawasaki syndrom. Bag mit link ligger en artikel fra SSI. Fordi hele familien havde været coronaramt over jul og nytår var der fokus på den sjældne senfølgesygdom. En anden artikel fra Rigshospitalet fortæller om en stor donation på 4,5 mill kr fra A.P. Møller Fonden til at forske i senfølger efter corona. Det er ingen spøg at få corona. Heller ikke hvis det er et let forløb. Så vacc. , coronapas og restriktioner skal vi leve med en tid endnu.

Som en sidebemærkning, så synes jeg, det er helt rimeligt, at den serbiske tennisspiller ikke får lov til at spille i Australien. Det ville være fuldstændig urimeligt, hvis han som uvaccineret fik lov til at spille, når landet har en lov imod netop den situation. 

Nu til noget helt andet. Og dejligt!

I går opdagede jeg erantis på vej under hækken. Skønne forår der er på vej.

 

Godt nytår.

 Mon ikke mange mennesker havde tænkt, der skulle fyres ekstra meget krudt af nytårsaften? Som reaktion på alle restriktioner gennem året? Mange har ikke fået fuld valuta for pengene, fordi det var så tåget at sole og stjerner forsvandt op i luften. Vi er flere, der har snakket om, vi ikke har oplevet så meget fyrværkeri i løbet af en nytårsaften, som i går. Jeg kom godt frem de 20 km vestpå og tilbage igen trods massiv tåge. Det var næsten uhyggeligt at køre i. 

Jeg var lidt spændt, da jeg trådte ud på terrassen  i formiddags, om småfuglene var der? Det var de. Der var pippen rundt omkring. Men hvor opholder de sig sådan en nytårsaften? Det må være skræmmende at være fugl og andre dyr, der lever ude.  

Vi var traditionen tro på Himmelbjerget i formiddags. For et år siden var der sne.

I år forhindrede tågen os i at se langt.

Chr nyder sin cola på toppen og spejder ud over vandet, der har samme farve som tågen.

Der er en dejlig legeplads. Børnene elsker at få ekstra skub på gyngen.

Min coronatest 2 i går morges var også negativ. Jeg vågnede ellers med en hovedpine, der fik mig til at tro, om det var et symptom? Det var det heldigvis ikke, og hovedpinen forsvandt i løbet af dagen.

Jeg er træt at corona og omikron.

For et år siden havde vi vaccinen at se frem til. Så kom der en ny variant! Og vaccinen er ikke så effektiv, som vi troede. Men vi bliver mindre syge med tre vaccinationer, hvis vi rammes.

Jeg ser frem til, det bliver forår og sommer, og at virus forsvinder. 

GODT NYTÅR TIL ALLE DER LÆSER MED HER .