torsdag, oktober 16, 2008

morgentanker.....

Vågnede allerede kl. 04.30. Prøvede forgæves at overbevise mig selv om, at jeg godt måtte sove videre. Da det ikke lykkedes, var der heldigvis hyggelige sysler at gå igang med. For ikke at blive alt for vågen, blev jeg i den lune seng med et par store puder og en god bog, og så kan der snart forsvinde et par timer. Jeg hørte naboerne gå ud af døren. De skal frygtelig tidligt med bussen for at være i Århus kl. 7.00, hvor nabokonen skal møde til strålebehandling. Hver dag i 6 uger - de 6 uger er heldigvis snart gået. Hun fik diagnosticeret brystkræft i forbindelse med den screening, der er igang som et tilbud til alle kvinder mellem 50 og 70 år. Hun er glad for, at det blev opdaget så tidligt, så det kunne klares med en brystbevarende operation. Fra nogen sider har der været modstand mod endnu en forebyggende undersøgelse. Argumenterne har bl.a. andet handlet om, at der kunne være både falsk-positive og falsk-negative svar, og at kvinder i en bestemt aldersgruppe vil blive sygeliggjorte. Men mon ikke de fleste synes, at ulemperne opvejes mod at få en evt. diagnose så tidligt som muligt og med udsigt til en mere skånsom behandling? Det synes min nabokone i hvert fald. Selv var jeg så heldig at min mammografi var ok.
Jeg har været i fotoshoppen igen i dag og byttet det nye apparat til en Sony, som også var det mærke jeg havde før. Jeg synes, det er bedre. Nu kan man da se, at det er et rødstenshus, der er bag nastursierne. Det kunne man ikke på det billede, jeg tog for et par dage siden med det andet apparat. Så nu........ Jeg kan helt sikkert også trænge til at lære noget om motivvalg og fotografering i det hele taget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar