torsdag, maj 18, 2017

Change of plans.

Min kære veninde, der bor i Norge, er i Dk sammen med sin mand i de her dage.

Vi havde aftalt at mødes og spise frokost på Svostrup kro i dag, men uforudsete hændelser stak en kæp i hjulet og vores aftale blev aflyst.

Jeg havde glædet mig til at møde dem, og jeg havde glædet mig til et krobesøg.

Jeg bestemte mig for, at selv om jeg måtte undvære de kære to, så ville jeg ikke undvære frokosten.
Der er kun12-14 km til kroen, så jeg kørte afsted gennem rapslandet.

Hvor er der smukt derude med de gule marker og den blå himmel.

Og den blomstrende raps dufter helt vidunderligt.


Jeg blev lidt betænkelig, fordi der udenfor kroen holdt to store busser.
Men der var plads. Grupperne bliver placeret i de store rum.



Jeg sad ude på terrassen med udsigt til Gudenå og den nyrestaurerede træksti.
Den sti som pramdragerne gik på, dengang varer fra Silkeborg til Randers blev trukket afsted på pramme.

I morgen eftermiddag holder kroen indvielsesfest  med jazz og hygge for den del af stien, der ligger i forlængelse af haven.








Jeg nød den lækre sildeanretning. Jeg ville have nydt den endnu mere, hvis Mona og Jens havde været der.

Men det er ikke svært for mig at spise frokost alene på restaurant. Jeg tror, jeg ville synes, det var svært, hvis det var en middag om aftenen. Jeg har ikke haft lyst til at afprøve det. Eller været i en situation, hvor jeg var nødt til det.

På et tidspunkt blev det så varmt, at jeg måtte flytte til et bord i skyggen.
Jeg skal ikke klage, men jeg får det let for varmt.


Denne her lille vipstjert hoppede rundt med næbbet fuldt af redemateriale, tror jeg, det var.

Den prøvede flere gange at flyve op, men landede hver gang på fliserne igen.

Jeg begyndte at tro, at det var noget, der havde sat sig fast?
Eller var det for tungt at flyve med?

Den havde ikke fået det afleveret, da jeg gik, så jeg fik ingen forklaring ...

6 kommentarer:

  1. Det var da en skøn beslutning, - Svostrup Kro var allerede en kendt kro, da jeg var barn.
    Sikke en skør vipstjert.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, mon vipstjerten var blevet nervøs, fordi der var flere mennesker på terrassen, hvor det ellers har været for koldt at opholde sig?
      Du har måske været på Svostrup kro som barn?

      Slet
  2. Svostrup Kro, Gudenåen, minderne fra 15 dejlige år, hvor jeg boede i området, Ans/Grønbæk(Skovsborg). Har hygget både med frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad, konfirmation etc.
    Dejlige billeder fra din tur, og jeg tror heller ikke jeg vil kunne tage ud og spise alene til aften, men frokost, eller eftermiddagskaffe, den klarer jeg fint.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, der har du været mange gange, kan jeg forstå - på Svostrup kro. Det er et hyggeligt sted i gamle bygninger. Og så er der så overplastret med nips og billeder på alle vægge og flader. Kitsch, kalder jeg det. Der er ikke mange steder, man kunne komme afsted med at indrette sådan. Jo, Svostrup kro :-)

      Slet
  3. Godt gået at tage frokosten alene i stedet for. Jeg har nogle gange, i forbindelse med kurser i London, spist aftensmad alene. Det vænner man sig til, og der er ikke en kat, der gør, fordi man sidder og læser i et magasin eller i en bog mens man spiser. På den måde er det knap så kedeligt.
    Underligt med vipstjerten - den historie ville jeg ellers gerne have kendt slutningen på.

    SvarSlet
  4. Ellen, det er sikkert noget, man kan vænne sig til, som du har gjort. At spise alene på restaurant om aftenen. :-)
    Jeg håber, vipstjerten har fået afleveret sit materiale. Måske var det utrygt, at vi var så mange på terrassen?

    SvarSlet