fredag, marts 09, 2018

Jeg følger med på bloggen ...

I de her dage (6. - 10. marts) afvikles der VM i issvømning i Tallin. Jeg følger lidt med på icesvimmer.com, som er den danske hjemmeside. For at kunne kalde sig issvømmer skal man kunne svømme 25 m. i vand, der er 5 grader eller derunder.
Den danske ildsjæl hedder Mette BL Thomsen. Hun vandt flere medaljer for to år siden i Finland. Jeg har set en video, hvor hun underviser og inspirerer folk til at svømme i det kolde vand, og hun har virkelig gennemslagskraft. Jeg vil ikke svømme adskillige meter i koldt vand. Kongeetapen er 1000 m., som dog er aflyst i år, fordi det er for koldt. Jeg holder mig til min hygge-vinterbadning :-) Men det er spændende at se, at det er muligt at svømme langt i så koldt vand. Ældste danske deltager er iøvrigt 86 år.
Under sloganet "Issvømning - Danmarks nye nationalsport" kan man læse om formål og visioner og arbejdet med at få en ny sportsgren op at stå. Med det kolde vand, vi er omgivet af hver vinter, skulle der være potentiale for, at vi kan gøre os gældende på verdensplan.

Jeg ved ikke, om der bliver rapporteret til sportsredaktioner i aviser og tv. Jeg har ikke set eller hørt noget. Men jeg har set Mettes videoblog, og hun blev uheldigvis syg med 39 i feber og influenzalignende symptomer på afrejsedagen. Hun kom ikke i vandet, men har stået på kanten og videodokumenteret de danske deltagere. Der har ikke været nogen video de seneste to dage. Forhåbentlig er hun ikke blevet mere syg. Nu kunne jeg godt få den tanke, at så sundt er det så heller ikke, når sådan en aktiv kvinde bliver syg. Men jeg ved godt, der findes ikke dokumentation for, at vinterbadning/svømning skulle være sundt.
Målet var iøvrigt at få 100 danske deltagere med til VM.
Billedet her er fra i mandags ved Almind sø.
Som det ses, er der et hul i isen længere ude på søen. Det skyldes, at dykkere morede sig med at svømme under isen sidste weekend. Jeg ved ikke om de morede sig, eller om det var træning.
Men jeg ved, at jeg synes, det er meget uhyggeligt, at nogen udsætter sig for at svømme under is. De har selvfølgelig dragt på, men hvad hvis de mister orienteringen?
Med en lille omskrivning af Grundtvigs "Langt højere bjerge ..."  vil jeg sige: "Ved trappen at blive, det tjener os bedst." :-)

8 kommentarer:

  1. 1000 m issvømning, - det lyder farligt. Men jeg tror nu stadig at vinterbadning er sundt. Influenzavirus kan jo nok ramme alle, selv vinterbadere, men det må være ærgerligt, at det lige sker til en stor konkurrence.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg synes også, 1000 m i iskoldt vand lyder farligt. De 'nøjedes' med 450 m som længste etape.
      Ja, influenzavirus kan ramme alle uanset robusthed.

      Slet
  2. Ja, lige der er jeg nok ikke enig med dig og Eva. Det er helt sikkert mentalt sundt at vinterbade, men der skal mange fakta på bordet for at overbevise mig om, at det er fysisk sundt for kroppen at udsætte sig selv for den slags kuldechok.
    Og den med svømning under isen: De er ikke rigtig kloge :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, de er nemlig ikke rigtig kloge de dykkere, der svømmer under isen!

      Slet
  3. Har læst en artikel om at man skal forberede sig på at blive vinterbader, ellers kan det blive for hårdt for kroppen. En skønne dag bliver jeg det, det er helt sikkert, jeg kan stadig huske det energishot, jeg fik i den svenske skærgård en tidlig morgen først i juni, da jeg hoppede i vandet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, jeg tror også du gør det, når du får bedre tid en skønne dag :-)

      Slet
  4. Dejligt du fandt noget om issvømning, det må have været Mette der var i den udsendelse jeg refererede til tidligere. Jeg tror ikke jeg kommer til at overvinde det at dyppe mig i koldt vand, jeg skal altid have lunkent vand til kartoffelskraldning, og vanter på når jeg skal finde noget i fryseren. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, det må have været Mette, der var i den tv udsendelse, du omtalte. Tak for at du gjorde mig opmærksom på at det var nu, der var VM.
      Jeg tror heller ikke, du skal eksperimentere med koldt vand. Du kender dig og dine behov bedst. :-)

      Slet