Var du stresset?

Jeg går på et træningshold i kommunalt regi. Udover den fysioterapeut, der er ansvarlig for træningen, er der tre fys-studerende, der er i praktik. De tre laver et godt opvarmningsprogram på en halv time og efterfølgende en halv times vejledning i apparaterne.
I torsdags var vi kun fire deltagere, og det betød, at der var mere tid til snak. Mens jeg var i gang med det apparat, der giver modstand til knæbøj - og stræk, stod den ene hos mig, og vi kom til at snakke om, at jeg havde været fysioterapeut.
Hendes reaktion og første spørgsmål handlede om, om jeg havde været stresset i mit arbejdsliv.
Det havde jeg ikke været. Men det havde mange gange været et hårdt arbejde, når en tung patient med halvsidig lammelse skulle hjælpes med forflytning. Eller når en tung patient skulle hjælpes op og støttes efter en knæoperation eller skader efter en ulykke. De seneste år af mit arbejdsliv blev vi mere opmærksomme på at gå sammen og være to om de tunge opgaver.
Hendes spørgsmål fik mig til at tænke på, hvordan det var at være ansat på et sygehus engang. Fx dengang udskiftning af knæled og hofteled var en ny mulighed. Patienterne var typisk indlagt i et par uger. Der var god tid til at gå træningsprogrammet igennem og progrediere i et tempo, patienten kunne være med til. Der var tid til at opmuntre og støtte de usikre. Der var tid til et behandlingsforløb, der gjorde patienten tryg ved at komme hjem. Og var bevægeligheden ikke helt god, kunne vi fortsætte med et ambulant forløb. Det blev ingen af os stressede over.
Nu er det 12 år siden, jeg sluttede mit arbejdsliv, men da jeg stadig mødes hver tredje måned med min kollegagruppe ( kaldet fys-banden), så bliver jeg lidt opdateret, selv om det ikke mere er arbejdet, vi snakker så meget om.
Jeg ved, at indlæggelserne er meget kortvarige nu. Det skyldes selvfølgelig, at proteser, anæstesi og operationsteknikker er forbedret i betydelig grad. Men der hviler også et økonomisk pres over hele systemet. Jo kortere indlæggelser, jo billigere bliver ydelsen. Og det handler om penge. I mange år har alle hospitalsafdelinger skullet spare en vis procentdel hvert år.
Det er ikke holdbart. Det slider for hårdt på personalet. Arbejdsglæden forsvinder (tror jeg).

Jeg læser i avisen og hører i dagspressen, at stress efterhånden er en folkesygdom. Der er sikkert mange forklaringer, men jeg synes, det er rigtig trist, at en ung studerendes møde med en gammel kollega giver anledning til spørgsmålet "Var du stresset?"
Måske er de studerende allerede stressede og bange for at komme ud i arbejdslivet? Det kan være, jeg får anledning til at høre om det en anden dag?
Jeg håber,  nogle ansvarlige politikere vil tage fat om problemet.

Jeg havde et ærinde nede i byen i formiddags, (her med kig til min gamle arbejdsplads på bakken) inden jeg tilbragte eftermiddagen i godt selskab med frokost og hygge hos en veninde.