Noget om træning. Og om at være næsten otte - og bedst.

Sportscentret, som ligger lige udenfor mit køkkenvindue, har sat et nyt koncept i søen. De vil gerne have aktiveret seniorerne, så alle seniorer tilbydes et gratis holdtræningsforløb to gange om ugen i fem uger.
Jeg kan godt lide gymnastik og træning, men jeg har svært ved at holde fast. Da er holdtræning noget, der kan få mig til at møde op til bestemte tider. Når der er fri adgang de fleste af døgnets timer, som der er på det almindelige medlemsskab, så føles det ikke så forpligtende, og det er lettere at blive væk.

I sidste uge var der intro til forløbet og mere end 75 mennesker var mødt op.
Vi er blevet delt op i tre hold med 25 på hver.
Jeg kender stedet godt, men jeg har ikke været medlem stykke tid.
Billedet her viser kaffemaskinen, der omtales som den mest populære af alle maskiner ...
Der er iøvrigt blevet møbleret om og   anskaffet nye maskiner.
Når de fem uger er slut, skulle vi gerne være blevet så begejstrede, at vi fortsætter som medlemmer.
Det gør jeg måske, men den form for træning er ikke min favoritdisciplin.
Før jul var jeg med på et hold, som en psykomotorik-studerende (før hed de afspændingspædagoger) havde som  sit praktikforløb. Hun havde et dejligt program med en masse kvalitet i øvelserne, der bl.a. handlede meget om at mærke kroppen og ikke presse for hårdt. Modsat sådan noget maskintræning. Men jeg lader mig ikke presse. Den tid er forbi, og det har jeg det godt med.
Psykomotorik-skolen ligger i Randers. Vi ville gerne have overtalt underviseren til at fortsætte, men det blev for tidskrævende i det lange løb.

Lige pludselig er en masse erantis sprunget ud.

På mine billeder ser det ud som om der er tændt et lys inde i det lille gule hoved.
Jeg ved ikke, hvad der sker, for det er både på billeder taget med fotografiapparatet og mobilen.

I virkeligheden er farven mere dyb gul.
Sidste år gravede jeg en masse planter op, for de breder sig på en næsten agressiv måde. Nu går jeg og glæder mig over hver blomst og håber, jeg ikke har gravet for mange op.

Christian havde en biblioteksbog om Flunkerne med i går.
Sådan en "Find Flunkerne" hvor der nederst på siden er 6-8 genstande, der skal findes.

Vi kunne konstatere, at han selvfølgelig havde de skarpeste øjne.
Jeg kunne typisk finde et par stykker, mens han efter en del søgen fandt resten.
De var godt kamufleret og svære at finde.
Det betyder meget for en snart otte-årig at være bedst.
Mon det altid har været sådan?
Jeg kan ikke huske det i forhold til mine egne børn.