Samme tid og sted.

I går så dagens 15.30 billede sådan ud (21. jan.):

Johanne var på et lille besøg sammen med sin mor.
Hun ville demonstrere, at man godt kan holde begge pedaler nede på klaveret - og samtidig spille.

Det travle barn.
















Dagens 15.30 billede, (22. jan) som næsten blev til 16.30, fordi jeg glemte klokken ...
I dag var himlen grå hele dagen.
Den ser næsten blå ud, men den var grå.

I morgen skal jeg til kontrol på ortopædkir. amb i Viborg.
Det er min niende kontakt til læge og sygehusvæsen i løbet af den måned, der er gået, siden uheldet skete. Det er voldsomt meget, synes jeg. På tirsdag skal mit knæ MR skannes, og mon det så ikke aftager med alle de sygehusbesøg. Det håber jeg.

Det kunne jeg godt blive afhængig af ...

Et lille udpluk af herlighederne, som min svigerinde medbragte i går, da hun og hendes mand kom for at lave mad til mig.

Vi fik tre forskellige retter med kylling og kød og jasminris, krydret og afstemt på den perfekte måde.

Stærkt og friskt, men ikke sådan så vi sad og gispede efter vejret.

Jeg kunne jo bare nyde at have 'folk' i køkkenet.
Dog stod jeg lidt og rensede champignoner. I det hele taget var jeg lidt mere på benene.
Det hævnede sig, fordi benet var mere hævet i morges, og jeg havde mere ondt i det.

Jeg må støtte til smertegrænsen. Især skal jeg passe på og sætte foden lige frem. Hvis jeg gør det, så kan jeg gå adskillige skridt med stokke, uden det gør ondt.


Vi snakkede om, at jeg for mange år siden har fotograferet Lek i mit køkken.
Da de var taget afsted i formiddags, fandt jeg billedet frem.

Lek i mit køkkenet i julen 1995.

I 2018 er det 30 år siden hun kom til Danmark.

Hun var et dejligt familiemedlem at få. Hun har været med til at udvide vores horisont og vores forståelse for, hvordan andre mennesker lever.

Og jeg er ikke i tvivl om hendes oprigtige hensigt, da hun sagde, hun ville ønske, vi boede tættere på hinanden, for så ville hun passe mig nu.


Min bror døde i 2001, og for fem år siden blev hun gift med Erik og blev en del af hans familie.

Jeg er glad for, at vi har formået at bevare en tæt kontakt.



Dagens 15.30 billede ud af mit vindue. Dvs. gårsdagens billede.

Mona, tak fordi du gjorde mig opmærksom på, det er på himmelen, der vil være variationer. ;-)
En halv time før var der sådan en fin skyformation, men jeg undlod at 'snyde'.
Jeg vil være tro mod inspirationen fra Paul Austers historie om Auggie Wren ;-)

Jeg glæder mig ...

Min kære svigerinde, der var gift med min bror, indtil han døde i en motorcykelulykke for mange år siden, ringede for et par dage siden og sagde, at hun havde en ide.
Hun bor på Fyn sammen med sin nuværende mand. De skal til Thy i morgen, men de ville køre i dag og gøre stop hos mig. De ville så lave thaimad til mig (hun er fra Thailand.) Jeg skal slet ingenting gøre. De medbringer det hele. Det synes jeg er en skøn ide!
Heldigvis er bed&breakfast-værelset hos min genbo ledigt, så de bliver indkvarteret der. Og med en nøgle til min lejlighed, kan de låse sig ind i morgen. Evt gå til bageren først efter rundstykker og komme her og lave kaffe.
Jeg vil bare læne mig tilbage og nyde det ;-)
Måske vil jeg blive lidt grebet af håndbold i aften. Jeg plejer ikke at se sport, men sammen med entusiastiske folk, bliver der en sjov stemning.
Trump bliver indsat som præsident i tv kl 16. Jeg har næsten ikke lyst til at se ham.

Mit billede er fra Osuma.dk - netbutikken med dagligvarer.

Jeg tror, jeg i nogen grad vil fortsætte med at handle de tunge ting på denne her måde, også når jeg kommer ud og i gang igen.

Øl, vin, vand, juice, frugt og printerpapir.

Det var tungt - selv for ham der leverede.

Det koster 49 kr at få varerne bragt, og man skal købe for minimum 400 kr.

Jeg har søde, hjælpsomme naboer. I dag har tre meldt sig, om de skal købe noget for mig. Det er dejligt, for der er altid en småting eller noget, jeg har glemt. Og småtings-afdelingen er ikke for Osuma.

Lysere tider.

Fra mit stuevindue ved 15.30 tiden i dag var der tydeligvis mere lys og flere farver på himmelen.

Jeg har løftet mit fotoapparat lidt for at få mere himmel med.

Det er der, det vil være muligt at se ændringer i det her stillestående motiv.

Der ville være flere solnedgangsfarver, hvis jeg fotograferede en time senere.

Men så bryder jeg princippet om, samme motiv på samme tidspunkt.

Men ofte går jeg jo efter de bedste lysforhold og de flotteste farver.

Bare ikke i det her tilfælde.

Ved frokosttid kom Ingrid forbi med et stykke roastbeef-smørrebrød. Dejligt.

Sidst på eftermiddagen kom Christian og Johanne sammen med deres forældre, som sørgede for, vi fik pizza til aftensmad.

Jeg er visiteret til den meget kritiserede mad fra det danske madhus. Jeg synes ikke, det er berettiget, at kritisere så meget, men det er selvfølgelig ikke mad, som jeg selv laver den.

Det vil jeg skrive om en anden gang.

Jeg har også haft gang i strikkepindene i dag!

Og natten til i dag var den bedste i snart en måned.

Min datter siger, at jeg har sagt og oplevet det en gang før.

Men det er første nat, jeg slet ikke har været vågen fra 24 til 08, mens jeg har haft Jack skinnen på.

Benet hæver mindre og det går bedre med at lægge vægt på det, så alt i alt går det bedre.

Inspiration og god tid til indeliv.

Min knæskade forhindrer mig i at komme ud med mit fotoapparat i hånden og hvordan så med at fotografere?
Jeg kom til at tænke på Paul Austers novelle. Den der hedder Auggie Wrens julefortælling. Den handler hverken om juletræ, julegaver, julemad eller andet, der har med jul at gøre. Der er mange lag i fortællingen og det, der er interessant for mig, er Auggie, kioskmanden, og hans passion for at fotografere. Hver eneste morgen kl 7 stiller han sig op udenfor kiosken og fotograferer det samme gadehjørne. Det har han gjort i 12 år, og billederne er samlet i 12 mapper!

Da jeg luftede min ide for min bror og svigerinde, der var på besøg, om at jeg vil gøre det samme, smilede de og syntes vist, det var en bizar tanke.

Men her kommer nogle billeder fra mit stuevindue. De er taget ca kl 15.30. Og man kan roligt sige, at der sker ikke en bønne!

Billedet er fra d. 8. januar.
Det er en grå dag, og fuglehuset er væltet efter en mindre storm.

Min bror og svigerinde har været på besøg, og min bror har været ude at stille fuglefoderbrættet på højkant.

Det er den 9. januar og stadig en grå dag.

Min nabo har været på besøg og flyttet fuglehuset helt ind til huset.

Det vil alligevel vælte ved det mindste vindpust, og jeg kan ikke komme ud og fordre.
12. januar.

 Endelig en lille ændring i farven. Der er kommet et fint lille snedrys d. 13. januar.

Wow, drama!
Det sner med store snefnug.

Lidt henne ad vejen kan jeg se ryggen af Johannes far, der triller hjem med hende i barnevognen efter et lille besøg her.
Det er d. 14. januar.

Det er d. 15. januar, og der ligger stadig sne fra i går.

Den 16. januar - stadig lidt sne tilbage.

Men i dag, d. 18 jan. er jorden igen bar.

Og sådan kan man dokumentere, hvor lidt der sker på det tidspunkt af eftermiddagen udenfor mit vindue - i modsætning til Auggie Wrens billeder fra et travlt gadehjørne i Brooklyn om morgenen, hvor folk er på vej til arbejde. Og hvor det bliver muligt at genkende folk år efter år.


Jeg kan se forskel i lyset på mine billeder. Hvis jeg havde haft en kikkert, tror jeg også, jeg kunne se en erantis. Zoom'et på mit apparat kunne ikke indfange den.

Og sådan kan tiden gå så fredsommeligt indendøre. ;-) Jeg har også strikket et par omgange på mit strikketøj. På den ene side lutter retmasker og på den anden skiftevis ret og vrang.
Jeg har også lyttet til en oplæsning af Auggie Wrens julefortælling. Læst af Niels Skousen, som er en dejlig oplæser at lytte til. Den varer 22 min. og kommer her (hvis linket virker)

En opmuntrende historie.

Min overbo, der kommer forbi for at tage min skraldepose med ud, havde en opmuntrende historie i dag.
Han træner selv flittigt i Sportscentret, og der møder han en mand, der for nogen tid siden faldt ned af en stige og knuste hælknoglen i begge fødder. Han sad i kørestol i tre måneder, og da han skulle i gang med genoptræning, var hans ben som kogt spagetti. Nu kan han gå igen. Jeg ved ikke, hvor lang tid, der er gået i det forløb, men jeg synes, det var en rigtig god historie fra det virkelige liv.
I dag ser jeg lidt mere optimistisk på min situation. Jeg øver i at lægge mere vægt på benet - det skal være inden for smertegrænsen. Den grænse viser sig ret hurtigt, men så må jeg holde en pause og prøve igen senere. Det er i hvert fald en stor hjælp at kunne støtte mere.

Ruth har været her med bomuldsgarn i en dejlig grøn farve, så nu er jeg sat i gang med at strikke karklude. Hun strikker på rundpind, selv om det er sådan et lige-frem-og-tilbage-stykke. Det har den fordel, at så taber man ikke lige pludselig en pind.
Jeg synes, det er sjovt. Ret og vrang har jeg ikke glemt i løbet af de mange år, der er gået siden sidst, jeg strikkede.
På torsdag kommer Ingrid med en blå farve. Hun strikker på en anden måde, så det bliver spændende.

I dag har jeg også for første gang fået leveret varer fra Osuma.dk. Det er nemt at få leveret det hele lige til døren. Jeg ved, at mange benytter sig af den form for indkøb, og det sparer en masse tid. Det sparer også på impulskøb. Jeg kan godt lide at se, hvad der er i butikkerne, og tit bliver jeg fristet af noget, jeg ikke lige vidste, jeg havde brug for.
Jeg misforstod noget på hjemmesiden, idet jeg troede, jeg bestilt 10 Elstar æbler. Måske gjorde jeg ikke det, eller måske er min ordre ikke blevet fulgt? Uanset hvad, så var der kun et æble med! Og det var ikke Elstar, men den meget grønne, som jeg ikke bryder mig om. Næste gang skal jeg være mere omhyggelig med at læse på hjemmesiden, når jeg bestiller.
Jeg har også været inde at kigge på Nemlig.dk. De havde ikke måltidssalater, som jeg synes er et godt alternativ, når jeg ikke selv kan stå i køkkenet og snitte, så derfor valgte jeg Osuma.
Der er sikkert også andre muligheder, men det er de to, jeg kender indtil videre.

Status.

I morgen er det en uge siden, jeg fik Jack skinnen monteret på mit ben.
I dag var jeg til kontrol og opfølgning på min knæskade.
Den skinne strammer helt utrolig meget, så det var en stor lettelse af få den af i nogle minutter, mens den blev reguleret og spændt, så knæet nu kan bøjes lidt mere. Jeg må også støtte lidt mere på benet.
Så det var to gode ting: lidt mere bøj og lidt mere belastning.

Hvad der ikke var så godt, var, at se mit lår. Den stramme manchet om låret har bevirket at musklerne allerede  er svundet meget. Hvor meget vil de så ikke svinde ind i løbet af de næste syv uger?
Og vil det være muligt at træne så gamle muskler op igen?
Det spurgte jeg om, og svaret er, at de ikke tidligere har behandlet så gamle patienter med Jack skinne. Den ældste var 59. Ellers er det unge mennesker, som typisk pådrager sig den skade under sport, og de har et stort potentiale for genoptræning.
Et overrevet korsbånd skal hurtigst muligt i gang med skinnen - senest efter 14 dage. I mit tilfælde gik der 19 dage. Jeg får heller ingen garanti for, at det vil vokse sammen, men man mener, det er værd at prøve. Men hvis det nu skader mere, end det gavner?
Det er sådan nogle spørgsmål, jeg tumler med.
Jeg vil gerne følge overlægens behandling, men hvis der ikke er dokumentation for, at den også er egnet til gamle patienter? Om en uge skal jeg til kontrol igen, så må vi tage det op igen.
Det er dejligt at kunne støtte lidt mere på benet. Det aflaster mine arme og skuldre, som er begyndt at blive ømme.

Jeg havde en meget underholdende snak med patienttransport-chaufføren. Jeg kunne høre på hans sprogtone, at hans 'modersmål' måtte være thy'sk. Og ganske rigtig. Han var 12 år yngre end mig, men vi havde mange fælles referencer. Thyboer i eksil har altid så meget at snakke om. ;-) Han havde kun boet i Viborg i fire år.

Her har været høj sol i dag. Jeg har nydt landskabet fra bilen til og fra Viborg, men jeg savner at komme ud og gå.
Jeg kiggede mine billeder igennem fra januar sidste år. D. 15. januar 2016 så der sådan ud ved Vestre kl 15.13 og vandet var 3 grader.