tirsdag, januar 17, 2017

En opmuntrende historie.

Min overbo, der kommer forbi for at tage min skraldepose med ud, havde en opmuntrende historie i dag.
Han træner selv flittigt i Sportscentret, og der møder han en mand, der for nogen tid siden faldt ned af en stige og knuste hælknoglen i begge fødder. Han sad i kørestol i tre måneder, og da han skulle i gang med genoptræning, var hans ben som kogt spagetti. Nu kan han gå igen. Jeg ved ikke, hvor lang tid, der er gået i det forløb, men jeg synes, det var en rigtig god historie fra det virkelige liv.
I dag ser jeg lidt mere optimistisk på min situation. Jeg øver i at lægge mere vægt på benet - det skal være inden for smertegrænsen. Den grænse viser sig ret hurtigt, men så må jeg holde en pause og prøve igen senere. Det er i hvert fald en stor hjælp at kunne støtte mere.

Ruth har været her med bomuldsgarn i en dejlig grøn farve, så nu er jeg sat i gang med at strikke karklude. Hun strikker på rundpind, selv om det er sådan et lige-frem-og-tilbage-stykke. Det har den fordel, at så taber man ikke lige pludselig en pind.
Jeg synes, det er sjovt. Ret og vrang har jeg ikke glemt i løbet af de mange år, der er gået siden sidst, jeg strikkede.
På torsdag kommer Ingrid med en blå farve. Hun strikker på en anden måde, så det bliver spændende.

I dag har jeg også for første gang fået leveret varer fra Osuma.dk. Det er nemt at få leveret det hele lige til døren. Jeg ved, at mange benytter sig af den form for indkøb, og det sparer en masse tid. Det sparer også på impulskøb. Jeg kan godt lide at se, hvad der er i butikkerne, og tit bliver jeg fristet af noget, jeg ikke lige vidste, jeg havde brug for.
Jeg misforstod noget på hjemmesiden, idet jeg troede, jeg bestilt 10 Elstar æbler. Måske gjorde jeg ikke det, eller måske er min ordre ikke blevet fulgt? Uanset hvad, så var der kun et æble med! Og det var ikke Elstar, men den meget grønne, som jeg ikke bryder mig om. Næste gang skal jeg være mere omhyggelig med at læse på hjemmesiden, når jeg bestiller.
Jeg har også været inde at kigge på Nemlig.dk. De havde ikke måltidssalater, som jeg synes er et godt alternativ, når jeg ikke selv kan stå i køkkenet og snitte, så derfor valgte jeg Osuma.
Der er sikkert også andre muligheder, men det er de to, jeg kender indtil videre.

8 kommentarer:

  1. Du får da udvidet din horisont, - net-supermarked og strikkede klude.
    Det første er en rigtig god idé. Det er det andet sandelig også. Jeg strikker også altid på rundpinde, for det er mindre tungt og dermed mindre belastende for skuldre, arme og håndled.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, så var jeg heldig, at Ruth introducerede mig til rundpinde, med de fordele du fortæller om.
      Ja, jeg ser andre horisonter for tiden ;-)

      Slet
  2. Hvor er det dejligt at se, at du både får mad og får strikket. Jeg strikker også altid på rundpind, det er som Eva siger mindre belastende.

    SvarSlet
  3. Marianne - det var to nye ting på samme dag ;-)
    Det er godt at høre, at erfarne strikkere bruger rundpind.

    SvarSlet
  4. Hmm, måske skulle jeg prøve rundpinden til karkludene :-) Dejligt at der er nogen, der vil indvie dig i strikkeverdenen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, det er nemlig dejligt at sidde ved siden af og lære. Jeg er nemlig ikke så gode venner med brugsanvisninger og you tube instruktioner, selv om de er aldrig så gode.
      Du må da hellere prøve rundpind til karklude ;-)

      Slet
  5. Rundpinde it is - altid, altid. Jeg tror det må være noget over 10 år siden, jeg skrottede de lige pinde - de runde er meget nemmere at sidde med.
    Nethandel er en god ting, når man sidder i din situation. Måske går du over til at bruge det lidt mere?
    Strikker Ingrid indoeuropæisk vrang lige som mig? Prøv at spørge hende. Hvis hun gør, bliver dens retmaske drejet, altså således at man stikker ind i bagerste maskelænke; det er en hurtig og god strikkemetode.

    SvarSlet
  6. Ellen, det er da interessant med rundpinde. Ja, nethandel vil jeg nok fortsætte med i nogen grad.
    Jeg ved ikke med hensyn til indoeuropæisk vrang? Spændende. Ingrid siger, hun slår op på fransk. Det må jeg finde ud af i morgen.

    SvarSlet