Og hvis der kommer sne, så kan jeg ikke komme ud og fotografere og hjælpe med bygge snemanden.
Jeg er låst fast indendørs med mit dårlige knæ.
I går var jeg i Viborg. Jeg fik skiftet Don Joy bandagen til en Jack skinne.
Det var ikke et behageligt skift. Jack er tung, og den er indstillet så den strammer meget.
Fordi mit bagerste korsbånd er revet over, vil mit underben falde ned i forhold til knæet. Jack kan indstilles så den presser mit skinneben op. På mandag skal jeg til kontrol, og skinnen skal strammes yderligere.
Bruddet på øverste del af skinnebenet ligger stabilt og på et område, der ikke er vægtbærende, så det passer sig selv.
Så hele øvelsen handler om at få mit skinneben til at holde den rigtig stilling og håbe på, at korsbåndet vokser sammen af sig selv.
Korsbåndet har potentiale til at vokse sammen, hvis behandlingen sættes i gang straks. Sådan er det bare ikke for mig. I går var det 19 dage siden, jeg kom til skade.
Det havde bare været så fedt, hvis vagtlægen havde sendt mig til røntgen den første dag.
Nu tæller tiden og planen fra i går.
I fire uger skal Jack være monteret på mit ben uafbrudt. Jeg må støtte så lidt, at jeg ikke ville mase et jordbær, hvis det lå under min fod. Det er ikke meget, men det er trods alt bedre end slet ingen støtte.
Fra uge fem må jeg tage Jack af og gå i bad siddende på en stol, men ellers bære den resten af tiden.
Fra uge ni må jeg tage Jack af, men sætte den på under træning og arbejde.
Fra uge 12 må jeg slutte med den. Til den tid er jeg måske så afhængig, at jeg ikke kan undvære den. Især hvis mit knæ er ustabilt.
Det er et langt perspektiv.
Overlægen sagde, jeg skulle anmelde skaden til min ulykkesforsikring, idet jeg sikkert får men efter det.
Jeg savner mit liv. Jeg plejer at være meget ude. Jeg vil gerne ud og se, hvad der gror og spirer i haven. Og se mine børnebørn. I morgen kommer min datter en lille tur med Chr og Johanne.
Nu vil jeg snart gå i seng og håbe, at natten bliver bedre end i går. Den første nat med Jack var ikke behagelig. Den strammede og gjorde ondt. I formiddags var min fod og mine tæer hævede, og jeg ringede til min kontaktperson for at høre, om det er normalt? Det er det.
Jeg gætter på, de første nætter er de værste.
Jeg må sikkert også gradvist støtte mere og mere, så jeg på den måde får mere mobilitet. Måske kan jeg snart komme udenfor?
Ved du hvad, - det er minsandten virkelig synd. Du må gerne have ondt af dig selv. Og bare tanken om, at der måske kommer mén, - og det gamle liv ikke kommer tilbage, -lad os håbe, at det ikke bliver så slemt. Du vil garanteret være flittig med genoptræning og styrkelse af det stakkels ben, når den tid kommer. Den eneste trøst er, at 12 uger går hurtigt, - især når man ser tilbage på dem. Jeg håber, du har masser af god underholdning i nærheden.
SvarSletEva, jeg håber også, det ikke bliver så slemt. Jeg vil helt sikkert træne flittigt. Foreløbig er det kun små cirkulationsøvelser og i tilbageblik vil 12 uger ikke forekomme så langvarigt.
SletHvilken omgang. Så meget øv, og 12 uger frem, hm....
SvarSletHåber virkelig ikke der bliver så mange mén at det vil hænde dig alt for meget. krydser fingre.
Håber der er blevet etableret masser af underholdning til til, gode bøger, håndarbejde, nu hvor du ikke kan tage ud og bade, hente børnebørn, etc.
God bedring.
Tak Karin. Omstændighederne taget i betragtning så har jeg det godt. Jeg får god hjælp, og de ting, jeg selv kan gøre skal bare foregå i langsomt tempo. Det skal nok gå.
SletHvor er det bare synd for dig, jeg har bare så ondt af dig, og kan godt forstå, hvis det ser uoverskueligt ud. Synes måske at den vagtlæge skulle have en lille hilsen. Min mand havde et fald uheld i sommer og er stadigvæk til genoptræning, han ved også, at han ikke bliver helt som tidligere, det har været svært at acceptere, men hvis man dengang havde sagt, at behandlingen skulle vare et halvt år, tror jeg, at jeg var løbet skrigende bort. Men når jeg ser tilbage, synes jeg faktisk, tiden er gået hurtigt. Jeg har fået strikket en masse babytøj, medens jeg har underholdt. Fortsat god bedring jeg er sikker på, at du vil gøre og træne alt det du skal.
SvarSletTak Marianne. Så uheldigt for din mand med sådan et langt forløb. Jeg er blevet stillet i udsigt, at genoptræningen vil tage et år, men jeg forventer da fremskridt hen ad vejen. Jeg har ikke strikket i årevis. Måske skal jeg begynde igen? :-)
SletDu må altså gerne have ondt af dig selv. Hvor må det være hårdt for dig at skulle acceptere at være blevet immobiliseret. Jeg håber de tolv uger går godt og at korsbåndet gror fint sammen. Helt ærligt synes jeg du skal klage over vagtlægen, han/hun bliver jo aldrig klogere, hvis ingen tilbagemelding. God bedring.
SvarSletLene, der er flere, der siger, jeg burde klage. Jeg kan godt se meningen med, at vedkommende får at vide, at det var en fejlvurdering, han foretog ved ikke at sende mig i røntgen. Jeg har ikke lige overskud til det nu, men en veninde kommer en af dagene og hjælper med det. Dagene går fint med besøg og telefonsamtaler, aviser, bøger og computer.
SvarSlet