Der var alligevel et brud ...

I fredags tilbragte jeg 7 timer her i venteværelset på skadestuen.

Der er indført en smart ordning, som fungerer sådan, at ens egen læge sender en elektronisk henvisning til røntgen, og så kan man bare møde op. Ingen tidsaftale i forvejen.

Jeg mødte op fuld af optimisme, idet jeg hele tiden har fået det lidt bedre i mit knæ. Faktisk havde jeg overvejet at gå den korte afstand derhen. Men jeg tog en taxa, og tænkte at jeg kunne gå hjem.

Der var ikke særlig lang ventetid til røntgen. Men så skulle billedet selvfølgelig vurderes af en læge. Det var der til gengæld laaang ventetid på.
Da jeg ankom ved 10 tiden, var venteværelset stopfuldt, men jeg havde det hele for mig selv hen på eftermiddagen.
Lægen konkluderede, at knæet skulle skannes for at få et bedre overblik. Så var der ventetid igen. Skanningen tog kun få minutter. Ventetid igen. Billeder skulle vurderes.
Der var ingen radiologer i Silkeborg til at kigge på resultaterne, så billederne blev sendt elektronisk til Viborg. Det er jo også fint nok. Jeg fik bare det indtryk, at lægerne i Viborg havde nok at gøre med patienterne der. Eller sådan noget. I hvert fald var jeg i huset fra 10 til 17, inden jeg fik en ufuldstændig besked og kunne tage hjem.
Jeg så ingen læger i det forløb. Lægerne kommunikerer med en sygeplejerske, som giver besked videre til mig. Og beskeden var, at jeg havde et brud, og jeg måtte ikke støtte på benet. Jeg fik påmonteret en bandage, der holder benet næsten stift med kun 20 grader flex.
Jeg ville selvfølgelig gerne høre nogle detaljer, men det kunne sygeplejersken ikke give mig. Udover det er i øverste del af skinnebenet. Hun forklarede, at jeg ville få en plan og endelig forklaring efter en konference på mandag - i morgen. Måske ville jeg først blive ringet op på tirsdag.
Jeg er meget spændt på at høre, hvordan det egentlig står til med mit knæ. Jeg har selv arbejdet i mange år med ortopædkirurgiske patienter og trænet mange knæpatienter. Brud i tibiacondylen var langvarige og komplicerede og blev ofte sat sammen med skruer. Nu er det over 14 dage siden, jeg lavede det stunt. Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt at gøre noget operativt. Det giver ikke mening efter så lang tid, tænker jeg.

Nu er denne her Don Joy bandage en del af min påklædning nat og dag.
Jeg må tage den af og gå i bad.
Jeg er lykkelig for, at jeg ikke fik en gips på.

Men det er så absurd, at jeg ikke må støtte på benet.
Min tredje lægevagt-kontakt, som var telefonisk, gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle bruge benet. Så jeg øvede i at gå og i at bøje benet.
Jeg kunne bøje det 90 grader. Det må ikke bøjes. Kun de 20 gr. bandagen tillader.
Nu håber jeg bare, at jeg ikke har gjort skade ved at følge de instrukser.

Jeg har færre smerter, og det er fantastisk, for jeg har døjet meget.
Men jeg er virkelig på arbejde. Det er hårdt at gå med to krykker og kun må bruge det ene ben.
Jeg kan ikke foretage mig noget ud over at flytte mig selv, og det er selvfølgelig meget værd.
Mine børn og naboer har hjulpet mig og købt ind. I morgen vil jeg kontakte kommunen for at låne en kontorstol til køkkenet (hvis man kan) så jeg kan aflaste mit ben.
Og så må jeg jo tage det i den rækkefølge det kommer.