Lyden af ...

 Det er lidt mere end et år siden, jeg fik høreapparater. En stor del af tiden siden efteråret 2020 er gået med corona-restriktioner af forskellig art, og det betyder, at der har været arrangementer, der slet ikke blev afholdt, og jeg først på det seneste har fået afprøvet høreapparaterne i store forsamlinger. Fx var jeg i teatret til musical sidst i oktober. I anledning af byens 175 års jubilæum sidste år, var der skrevet en musical, der ikke kunne opføres da, men så endelig kunne i år. Drewsen - papirbyen ved Himmelbjerget. Bag mit link gemmer sig en anmeldelse af forestillingen.

Silkeborg kommune havde inviteret frivillige fra alle mulige foreninger, organisationer og kulturinstitutioner til generalprøven. Arrangementet begyndte med et glas til alle i foyeren, mens borgmesteren og et par andre holdt takketaler til forsamlingen. En hyggelig opstart. Jeg havde bestilt plads på 7. række. Jeg vil gerne tydeligt kunne se skuespillernes mimik. Hvad jeg ikke tænkte på var, at det var meget tæt på orkestergraven. Musikken var meget kraftfuld, og det gjorde næsten ondt i mine ører. Eller måske er det i hjernen? :-) I hvert fald skruede jeg ned for lyden. Jeg tog høreapparaterne helt af. Men ingenting hjalp på de gener, jeg havde. Så jeg besluttede at gå i pausen. Øv og øv! 

Bogen, der ligger sammen med programmet på billedet, kan jeg meget anbefale. Erindringer fra Søren Ulrik Thomsen.

Tilbage til Lyd: Jeg har haft ringet til kommunens hørekonsulent for at blive klogere på det fænomen, at høj lyd er så irriterende i mit nervesystem. Jeg har ikke tidligere været lydoverfølsom. Hun forklarede, at der kan skrues ned for høj lyd, men hvis jeg ikke havde problemer på andre områder i lydbilledet, syntes hun, jeg skulle vente med at få reguleret på det. Jeg betragtes som nybegynder ud i hjælp til bedre hørelse, og hjernen er stadig i gang med tilvænningen til forstærkede lyde. Og jeg konstaterer, det var meget lettere for mig at vænne mig til briller i sin tid.

For et par dage siden, var jeg i biografen og så Ole Bornedals i medierne omtalte film "Skyggen i mit øje". Den meget tragiske fejlbombning af den franske skole i slutningen af Anden Verdenskrig er fortalt på en meget forfærdelig måde. Og meget rørende. Ikke en type film jeg gerne ser, men søde Ingrid havde en billet til mig. Desværre havde hun ikke sit coronapas på sig, så hun kunne ikke komme ind, og jeg valgte at gå ind alene. Hun så den dagen efter, da jeg var forhindret. Men det er en film, der skal deles med andre. Apropos høreapp., så tog jeg dem ud under filmen ... Og min hjerne fik ingen træning i høje lyde der. 

Sidste gang Johanne sov her, vækkede hun mig hviskende. Jeg kunne ikke høre, hvad hun hviskede? "Hvisk ind i mit øre", sagde jeg. Hun kunne høre, der var én inde i stuen? Jeg listede derind med tanken om, at det var jo let nok, måske, at åbne terrassedøren? Heldigvis var der ingen! Det var min overbo, der puslede oppe hos sig. De kære børnebørn, der bor i hus, er hver gang overrasket over nabolyde. 

Sådan er der så meget forskelligt.

Novemberhygge.

 Jeg ønsker mig vinter nu. 

I haven står enkelte af sommerens Stolte Kavaler tilbage. Den er lidt bleg og flosset i kanten, men alligevel meget pæn. Den er min yndlingssommerblomst. Ud af en pose med små bitte frø vokser store planter op med farverige blomster. Men så snart frosten viser sig er den færdig, så jeg glæder mig over den hver dag, når jeg går forbi.

Ved siden af den høje stolte kavaler vokser nede ved jorden en juleklokke. Den gør ikke meget væsen af sig, men der er store, lovende, hvide knopper i den. 

Jeg kom forbi det her billede for nogle dage siden. Det er fra 2013. Dengang der var frost i november. Det er taget dagen efter en frostnat, så kronbladene er nok i gang med at løsne sig. Det får mig igen til at tænke, at jeg ønsker mig en tydelig vinter. Men det er selvfølgelig ikke ønskværdigt for alle der færdes ude på vej til arbejde og skole.

Jeg var sammen med Johanne og hendes mor på planteskolen i formiddags og fik svar på, hvordan et batteridrevet kalenderlys virker. Smart. Der er utallige varianter af elektroniske lys. Jeg har slet ikke haft tændt et levende lys endnu i år. Det har selvfølgelig den fordel, at det er levende, og det er der en særlig hygge over. Men jeg foretrækker de andre. Der er ingen røg og sod og ingen fare ved at glemme at slukke, inden jeg går ud af døren. Ikke at det er sket, men man ved jo aldrig. Det er som om, der bliver julet ekstra meget allerede. Der er måske noget opsparet juleglæde fra sidste år, der trænger til at komme ud.

Jeg holdt mig heller ikke tilbage med juledug i går aftes, da mine venner var på besøg. Vi er i gang med Mexican Train, som Ruth og Jørgen har introduceret for mig. 

Jeg havde købt confiterede andelår til middagen, fordi det skulle være nemt. Men det ville ikke blive sprødt, det skind, selvom det fik en tur under grillen. Måske var der for meget fedt på, selvom det meste var løbet af? Måske skulle jeg have tørret det helt af med køkkenrulle? Måske er min ovngrill ikke så effektiv? Men pyt. Det var mørt og smagte godt.

Mortens aften, som var en onsdag i år, var vi hos Mattias og hans forældre. Jeg sprang over, hvor gærdet var lavest og købte en andemenu i Føtex. Der var forskelligt tilbehør og risalamande. Børnene elsker medisterpølse, så den var der. Og risengrød til de børn, der ikke bryder sig om flødedesserten. Eftersom dagen efter var en skoledag, var det sådan et spis-og-skrid arrangement fra kl 16.30 til 19.30, og det fungerede godt.

Sidste forår købte jeg denne her lille 'pejs', da den var på tilbud til 99 kr i Kvickly. Jeg blev drillet noget med min kitsch style.

Men den er rigtig hyggelig her i den mørke tid.

Den har stået i et skab over sommeren, for designet er ikke ligefrem smukt. Men hvordan skulle man ellers designe et lille bålsted? 

Jeg er tilfreds :-)

Den, der gemmer til natten, gemmer til katten ...

 Måske er det lidt misvisende at bruge det ordsprog her? Men jeg opdager tit, jeg har gemt noget og tænkt, det kunne bruges senere, for så at finde ud af, at det egentlig skulle til genbrug. Sommetider kommer noget afsted, som jeg så savner senere, fx to glaslysestager. Dem kunne jeg godt bruge nu. 

For en del år siden kunne man købe en vin i blå flasker. Jeg tror, det var hvidvin. Jeg købte den mest pga af den smukke blå farve og gemte et par stykker. De har stået på terrassen, hvor de er blevet flyttet rundt, mens jeg har overvejet, om ikke de snart skulle til genbrug.

Da jeg for nogle dage siden så de små lysguirlander med prop i SuperBrugsen, vidste jeg straks, hvad de skulle bruges til. I dag har jeg vasket flaskerne og monteret lysene. Nu glæder jeg mig til det bliver mørkt. 

I onsdags var Johanne og jeg på en lille picnic i parken ved Silkeborg Bad.

Her i musikhaven. Aftalen var, at når vi havde spist noget sundt fra madpakken, kunne vi gå ind og få en varm cacao i cafeen og se på udstillingerne. Det var hyggeligt. Men ret hurtigt ender turen i butikken. Hun har fået shopping-alderen. Der er også  mange spændende ting. 

Jeg er så tit sammen med børnebørnene, så jeg har ikke ja-hatten på hele tiden. Det ville være så let at købe den ønskede ting, men forældrene opfordrer mig til at lade være.  Andre bedsteforældre mener, jeg skal være mere en mormor, der forkæler. Men jeg synes heller ikke, der skal være slik og is og gaver hele tiden. Jeg kan også godt forstå, det er meget frustrerende for en syv-årig, at hun ikke kan få lige præcis den malebog, hun har forelsket sig i. Det ville også være let for mig, men frustrationer opløser sig, når vi har god tid til at være i situationen. Og jeg har heldigvis ikke travlt. Glæden indfinder sig igen, og vi kan gå videre. Malebogen skal skrives på en jule-ønskeseddel. Den kan hun selv skrive med lidt hjælp. Jeg tænker sommetider, jeg er den onde mormor. Men ikke altid. 

Min bil er så fint pyntet med efterårsfarver. Lidt endnu. Snart falder de sidste blade.

Bilen har været på værksted og til syn og fået vinterdæk på. Jeg luftede mine tvivl overfor værkstedslederen med hensyn til vinterdæk. Er det overhovedet nødvendigt, når vi har så milde vintre? Han svarede, at nogle bilister vælger at køre med helårsdæk. Men mine vinterdæk er ikke for slidte endnu, så jeg fortsætter med at få skiftet.

Velkommen november.

 Vi er gået ud af oktober og ind i november med mildt vejr og smæk på farveskalaen. Jeg siger det vist hvert år, både forår og efterår: Det er som om naturen aldrig før har klædt sig så smukt.

I går ville jeg afprøve gåturen til Museum Jorn, og da de to drenge gerne ville på Pokemón-jagt kunne vi følges.

Det er sådan en stor fornøjelse at gå på stierne, der er dækket af bløde, gyldne blade og stadig kunne nyde, at de fleste blade stadig sidder på træerne.

Jeg havde tænkt, vi kunne holde en pause på museets cafe med en kaffe til mig og en varm kakao til drengene. 

Christians far havde sagt, vi bare skulle ringe, hvis vi ville køres hjem.

Den nye Nordskovvej forkorter turen lidt. Det er vist i øvrigt det eneste sted i landet, hvor hastighedsbegrænsningen er begrundet i flagermus.

I dag er hastigheden sat op til 60, for nu er flagermusene gået i hi.

Der har været mange protester mod den vej og nogle mennesker har utvivlsomt fået forringet deres livskvalitet, fordi vejen er kommet for tæt på deres bolig.

Jeg troede, det også ville gælde for kolonihaveejerne. Kolonihaverne ligger højere oppe og bag støjskærmene til venstre i billedet.

Jeg snakkede med en mand for nogle dage siden. Han har have i yderste række, og har var glædelig overrasket over, at bilerne hørtes så lidt. Han tilskrev det den lave hastighed. Hvordan mon det er nu, når der må køres 60? Han og de andre haveejerne glædede sig over en uforudset fordel ved vejen. Nemlig den, at rådyrene ikke mere kom ind i haverne og spiste tulipaner og grønsager.

Da vi havde gået gennem Indelukket og op til Frihedsstatuen, trængte jeg virkelig, virkelig til kaffe og til at sidde, så vi gik tilbage til Museum Jorn bare for at konstatere, at der ingen ledige pladser var i cafeen!

Den konstatering fik energien til at dale yderligere hos mig - ikke hos drengene, så jeg ringede til vores livlinje, og vi blev hentet.

Det var en smuk tur gennem skoven, og adspurgt svarede drengen, at det havde de også set.

Og nu til noget helt andet: I fredags hentede jeg Johanne i skolen, og det var en stor dag, for det var endelig blevet hendes tur til at have Læsefidusen med hjem på weekend. Med et efternavn næsten sidst i alfabetet havde ventetiden været lang.

Læsefidusen er den bamse, hun står med under armen. Han skal være med til at opleve, hvordan hendes weekend går, og det skal der så skrives og fortælles om i skolen. 

Jeg skulle hente en bog på biblioteket, og vi var enige om, at det ville lige være noget for Læsefidusen.

Senere var vi hjemme hos mig og bage pandekager.

I min have har benved tabt sine blade, men den har også gjort det godt med sin røde farve. Jeg kommer til at tænke på  de linjer Adam Oehlenschlager (sikke et navn) skrev for mere end 200 år siden (1813) "Lær mig, o skov, at visne glad som sent i høst dit gule blad; et bedre forår kommer osv. 

Jeg synes, vi er heldige med årstidernes skiften. Måske hører det med til høj alder at glæde sig særligt meget over netop den vekselvirkning i løbet af et år.

Efterårsferie-snapshots.

 I går fik jeg en spontan lyst til at prøve af, om jeg kunne gå op til Dronningestolen. Et udsigtspunkt i Nordskoven, der ligger 65 m. o.h. 

Jeg følte, jeg havde 'gode ben'. Er det ikke sådan, cykelryttere siger? I de seneste to uger har jeg kunnet gå længere uden at få tunge ben og ondt i lysken.

I fugleflugtslinje er afstanden ikke så stor, men terrænet er kuperet. Vejret var smukt med stedvis solskin og dejlige farver i skoven. Jeg gik 5000 skridt og var afsted en god time. Det var dejligt. Og godt at komme hjem til avis og sofa.

Hvorfor stedet hedder Dronningestolen, har jeg endnu ikke fået forklaring på. Der står en gammel bænk. Træerne er gennem årene vokset til, så udsigten er blevet 'beskåret'. Men der er smukt alligevel.

Min nabo har her til formiddag formanet mig om, at jeg ikke må gå i skoven alene! 

Det var i januar på en familietur, jeg faldt i Gjern Bakker og fik en malleol-fractur. Da oplevede jeg, at jeg ikke selv kunne komme op at stå og langt mindre gå. Takket være min datter og ex-mand kom jeg ned igen. Dengang fortalte jeg vidt og bredt, at nu var det slut med at gå alene på øde steder. Relativt øde. For her til lands har vi ikke så øde områder som i nabolandene. Men det er lidt besværligt, hvis jeg altid skal arrangere gå-ture sammen med andre. Det er selvfølgelig hyggeligt. Rundt om mig er der til alle sider dejlige stier at gå. Siden det brud og især den inaktivitet, der fulgte med, har jeg ikke gået så meget, men nu. Og først nu efter næsten 10 mdr. og en masse træning, synes jeg, det går meget bedre. Så jeg vil nok fortsætte med spontane gå-ture. Med telefonen i lommen.

I begyndelsen af ferien var vi i Mønsted kalkgruber. 

Det er et spændende sted, som ikke kun handler om mørke minegange. Ca 4 km. af de 60 km i gruberne er oplyste. Her overvintrer massevis af flagermus. Jeg så dog ingen. Børnene gjorde vist nok. 

Her lagres ost. Vi kunne tydeligt lugte det, og vi kunne på afstand se hylderne med stabler af oste.

Et sted i en højt hvælvede grube er der bænke, og på de rå vægge kører et multimedie show om det hårde arbejdsliv i minerne.

Der var aktiviteter for børn flere steder. I denne her bygning blev der læsket kalk for mange år siden. Minedriften ophørte i 1953.

Udenfor var der en dejlig legeplads, som børnene havde svært ved at løsrive sig fra. Der er en cafe og butik og gangstier rundt i det særprægede landskab.

Jeg brugte tid i den lille museumsbygning, hvor livet som minearbejder gennem forskellige tider blev fortalt. Der er meget at opleve både ude og inde.

En dag var vi i Team Teatret i Herning. Et lille teater, der har eksisteret i mange år. 

Home blev opført af to spanske skuespillere. Uden andre ord end no og yes. En flygtning og en meget rodfæstet mand bliver, efter en del forviklinger, venner. Vi skiftevis lo og græd. Det var sjovt men også alvorligt og rørende.

Utroligt, hvordan  de to kunne formidle følelser og handlinger ved hjælp af kropssprog og mimik.

Mattias var så glad for oplevelsen, at han har været der igen sammen med to kammerater.

Museum Jorn blev besøgt og her fik Johanne mulighed for at male på det store 'lærred' iført kittel og brede pensler med acrylmaling. 

Der var også mange billeder at undre sig over i den faste udstilling.

Nu kan jeg ikke flytte curseren ...

ØV - det driller mig.

Slut for nu.

Cat pulling its tail.

 Det yogasprog - det er altså sjovt. Som nu den stilling, der hedder 'cat pulling its tail'. Jeg ligger og morer mig, lydløst dog, der på måtten. På Google er der masser af billeder af stillingen, men jeg vil ikke krænke nogens ophavsret ved at 'låne' et. Vi har fået en ny yin-yogainstruktør i Sportscentret. Den bedste ud af de tre, jeg har oplevet. Den første har for svære stillinger for mig. Den næste som også var yin, sluttede da de første corona-nedlukninger trådte i kraft og er ikke vendt tilbage siden. Heidi har en mere blid og meditativ tilgang. Hun viser stillingen, som vi er i ca tre min. Hun forklarer, hvordan vi kan kompensere med blokke, hvis vi ikke kan gå helt ind i et stræk, og så går hun rundt, og meget stille korrigerer hun den enkelte. Hun spørger, inden timen starter, om det er ok, hun retter. Jeg vil gerne vises ind i en stilling, hvis jeg ikke rigtig kan mærke, om mine lemmer er det rigtige sted :-)  men jeg ved at for nogen, er det meget sårbart at blive rettet på. I mandags sluttede hun timen med regnbue-meditation. Meget langsomt guider hun os igennem regnbuens farver. Det var så dejligt. 

Men nu kommer det værste: HUN SLUTTER hos os!! Hulk-hulk. Hun har fået sin drømmestilling, som betyder, hun ikke kan undervise om formiddagen. Jeg håber, hun kan/vil lave en time en sen eftermiddag eller aften. 

I går var min bror og svigerinde her og de medbragte en stor pose æbler fra deres store æbletræ. Et gammelt træ, som stod i haven længe før de kom, så vi ved ikke hvilken sort det er. Men det er et saftigt og velsmagende æble. Nu vil jeg skrælle og lægge nogen i fryseren, så jeg kan lave æblekage til afveksling for den blommetrifli, jeg bruger meget for tiden. Mon jeg kan gøre med æblerne som med blommerne: Jeg koger de udstenede blommer ved svag varme med sukker i ca 10 min med en kanelstang eller stjerneanis. Der skal være noget struktur tilbage. Så tager jeg blommerne op med en hulske og koger saften ind i 10-15 min, mens det bulderkoger. Smagen bliver kraftigere, og det er ikke nødvendigt at jævne.

Om lidt skal til mødes med Mattias og hans mor. Vi skal i Team Teater i Herning. Det er vist første gang i mange år, jeg ikke er i Vorupør i efterårsferien. Til gengæld kan jeg glæde mig over de mange minde-billeder, facebook lægger op fra tidligere ferier. 

Et billede fra efterårsferien 2015, da der var stor underholdning eller læring i at flytte kastanjer fra et brædt til en skål :-)

Og dengang et par pinde og nogle krabbeklør kunne udfordre håndværkeren i en fireårig :-)

Jeg holder af hverdage.

 

Når jeg har gået ind og ud i dag eller bare kigget ud i haven, har et smil bredt sig på mine læber. I går fik jeg nemlig kantet græsplænen. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor det er sådan en hade-opgave? Det var det dejligste vejr. Solskin, og jorden var blød og nem at arbejde med.

Så nu står kanten, om ikke knivskarp så skarp.

Min nabos grønkål, der var blevet helt ribbet af kålsommerfuglens larver, står nu med kraftige grønne skud. 

Så man kan dyrke grønkål til kålsommerfuglen om sommeren, og senere på efteråret er der grønt til egen salatskål. Der bliver sikkert ikke nok til grønlangkål? Men lidt har også ret.

Jeg vil prøve med et par kålplanter næste forår.

I en anden have i nabolaget står det her smukke paradisæbletræ.

i min have er benvedbusken på sit højeste.

Det er kastanjetid. 

Det er længe siden, jeg har fulgt et barn til svømning, men de seneste to gange har jeg fulgt Johanne. Der er nye regler for forældre og bedsteforældre: Man skal blive udenfor. Men man kan godt for lov at komme ind, hvad jeg benyttede mig af første gang. 

Det er dejligt at se, hvor glad hun er for at være i vandet, og hvordan hun uforfærdet går til øvelser og leg. Men der er utrolig varmt inde i sådan en svømmehal, når man har tøj på, så i mandags gik jeg op ovenpå, hvor højskolens elever har fitness-rum, og hvor der er store panoramavinduer ud til bassinerne, og hvor det er hyggeligt at sidde og læse og kigge ned.

Silkeborg Bad havde inviteret frivilliggruppen til et specielt  arrangement i sidste uge.

På invitationen var der et billede fra en tidligere anledning. Den dag, vi var der, sad/lå alle med ansigterne vendt mod de store vinduer. Det var fra kl 17-19 i det tidspunkt lyset skiftede, og farverne forandrede sig, mens solen gik ned.  Kristian Lilholt Band spillede tre gange en halv time med pauser indlagt, hvor vi kunne hente vin og cider. Det var meget stemningsfuldt og smukt. Der er bare noget, jeg ikke forstår: Hvorfor skal der være højtalere i det relativt lille rum, når de fire musikere sidder lige ved siden af os? Jeg ved godt, at nogle mennesker elsker høj musik. Vi sad der i en afslappet, meditativ stund, og så foretrækker jeg dæmpet musik. Men smag og behag er forskellig.

For nogle dage siden var jeg i biografen arrangeret af ÆldreSagen. Det var første gang siden corona-nedlukningen. I normale tider er det et fast arrangement den første onsdag i måneden. Vi så den meget storslåede film om Margrethe d. 1. Den er så flot fotograferet og kun Trine Dyrholm kunne spille den rolle. Der var helt utroligt mange mennesker, der havde lyst til at se den film. For at rumme alle, blev den vist i 3 sale. Bagefter er der kaffe og småkager, men vi gik ud af mylderet og hjem til mig.

En morgen for nogle dage siden var der tæt tåge. Jeg har et yndlingssted ved Gudenå, hvor det er så skønt, når solen bryder gennem tågen.