Der sker noget ...

Der sker noget for enden af min vej. Det er faktisk et sted, der tit sker noget, for der ligger boldbanen, der hører til Langsøskolen.

Men i går var der ikke meget plads tilbage til skolebørn og boldspil.

På mandag kommer Dronningen på officielt besøg her i byen.
I den anledning kommer også  Garderhusarregimentets hesteskadron, som skal køre dronningen i karet.
Der er allerede stillet teltstalde op.

Søndag eftermiddag vil der være åben stald henne på boldbanen.
Der vil være mulighed for at tale med husarerne, se materiellet og komme helt tæt på hestene.
I den sidste time af arrangementet, vil de lokale rideklubber, Den Kongelige Stald-Etat og Hesteskadronen (forskel på de to?) gennemføre en opvisning. Her vil man bl.a. kunne se, hvordan husarerne kæmpede i krig engang.
Der er vist et par 6 -7 årige drenge, der vil være interesseret.

Christian og jeg var henne at tælle bokse i går.

Han talte 32 bokse i et telt, og der er to telte. Altså må der være plads til 64 heste.

Det er spændende, hvornår de ankommer. Måske allerede i morgen? De skal vel have lidt tid til at vænne sig til nye omgivelser?

Efter ønske fra Christians forældre, har vi lavet lidt om på hentedagens pandekageritual. De synes, han spiser for mange pandekager.
Derfor skal han have en rugbrødsmad først, når vi kommer fra skole. I går var det med ristet torskerogn.
Så mens han rører dejen sammen, rister jeg torskerogn og finder rugbrød frem.
Og jeg begynder at bage pandekager, mens han spiser. rugbrød.  Dejen deles i to portioner, hvoraf den ene portion bliver til dagens fire pandekager - en til mig og tre til ham. Den anden portion sættes i fryseren til næste uge.
Hvad skal vi så lave næste gang, når vi ikke skal røre dej?

Det nederste billede er lårbenet fra en kylling, vi spiste i mandags. Vi koger det og piller brusk og alt mulig småfniller af. Tilsidst fik knoglen et lille opkog i vand tilsat brintoverilte, og den blev snehvid og fin.

I går ...

Set i lyset af, at jeg kun mødte to gæster i de timer min vagt varede i går på Silkeborg Bad, kunne man godt forledes til at tro, det havde været meget kedeligt.

Der var kun adgang for publikum i  Skulptursalen.
Billetprisen er iøvrigt nedsat til det halve i de dage, der arbejdes på en ny udstilling
I de øvrige sale var der stor travlhed med at hænge/stille op til den nye udstilling, der åbner på lørdag.

Skulptursalen er meget interessant, fordi man får indblik i, hvordan kunstnere arbejder med forskellige materialer.

Mit billede her viser et eksempel på gipsstøbning.

Den Kongelige Afstøbningssamling i København har udlånt  støbeforme til to klassiske skulpturer: En hund og et hestehoved.
Gipsstøber Jørgen Bau har støbt skulpturer i dem.

Det er en gipsafstøbning af hovedet af den romerske kejser Marcus Aurelius' hest.
På Capitol-pladsen i Rom står hele rytterstatuen støbt i bronze.
Den er fra mellem år 170 - 180 før vor tidsregning.

Og sådan er der mange emner at fordybe sig i.

På min vej gennem huset, kommer jeg også forbi nogle af de nye ting. Jeg ved ikke så meget endnu, men udstillingen hedder Beyond The Body og beskæftiger sig med døden.

Jeg blev noget forskrækket, da jeg trådte ind i Panoramasalen, for der lå to mænd på gulvet.  Modelleret som døde i normal størrelse. Den ene er kunstneren selv, Roy Villevoye.
De ser begge helt naturtro ud. Så meget, at jeg følte mig som en voyeur, der var kommet for tæt på.
Jeg syntes ikke, jeg kunne være bekendt at fotografere tæt på.

Mit billede er bare et lille glimt af en udstilling, som helt sikkert vil få folk til at tænke over livet og døden.
Jeg glæder mig til at komme med på omvisning og få en større forståelse for det hele.

Fra nogle af bordene i cafeen kigger man ind i Panoramasalen. Fra andre borde har man udsigt til skønne, modne hyldebær. Jeg ved godt, hvilken udsigt, jeg foretrækker.

Før strømpebukserne.

Sidst, jeg havde vagt på Silkeborg Bad, kiggede jeg igen på væggen med de mange effekter fra en svunden tid. Den er en del af udstillingen Sammensurium.

Dog ikke mere svunden, end jeg tydelig husker de her strømpebånd eller roll-on stropper.

Jeg husker det sådan, at de blev syet på undertrøjen.
Det var en stor forbedring, da roll-on'en kom til Thy. Eller strømpeholderen. Eller hofteholderen.
Et selvstændigt stykke beklædning, der var elastisk og kunne holde maven og hofterne inde og  strømperne oppe.

Hurra for strømpebukserne, siger jeg bare. Så slap vi for de kolde lår. Jeg tror, strømpebukserne blev opfundet dengang den lårkorte mode slog igennem.
Hofteholderen findes stadig i elegante og sexy udgaver, men det er mere for sjov.

Udstillingen Sammensurium er slut nu.
På lørdag er der fernisering på en ny udstilling, der hedder Beyond The Body.
Jeg har vagt i morgen og tror, ikke der er så meget at se på, fordi der arbejdes på at hænge op og arrangere.
Update: Madame minder mig om giraftrusserne. Trusserne med forlængede ben. Dem havde jeg helt glemt. De var uundværlige til at varme lårene.
At finde et billede af et pigebarn med strømpebånd har ikke været muligt. Jo, Pippi Langstrømpe. Men billeder og tegninger af hende er sikkert omfattet af ophavsret. På den anden side set, så har vi nok også hver især indre billeder af Pippi.

På vej hjem i solnedgangen.

Jeg kørte hjem fra Aarhus i går ved 19.45 tiden. Det var en enestående smuk oplevelse at se solen, himlen og skyerne i forruden, mens jeg kørte vestpå.
Mine billeder er slet ikke i nærheden af de flotte scenarier, jeg så undervejs. Der var sceneskift flere gange Der kom også en kort regnbyge på et tidspunkt.
Jeg kom forbi Aarslev Engsø

På billedet her er det motorvejsbroen over Gudenå, der stjæler noget af udsigten, men det var her, jeg kunne standse.

Jeg kom flere gange undervejs til at tænke på Ingemanns aftensang om slottet i vesterled.

"Der står et slot i vesterled,
tækket med gyldne skjolde;
did går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde ...

Hjemme hos mig selv var der solnedgangsfarver mellem de to hustage allerede kl 20.30.

Dagene er tydeligvis blevet kortere.
Jeg ved ikke hvor meget, men d. 21. juni var dagen ca. 17,5 timer lang.









De to har været hos mig nogle timer i eftermiddags.
Det er sjovt at se, hvordan en stor papkasse kan give anledning til fantasifuld leg.
Senere på eftermiddagen var vi på Langsøskolens boldbane. I den fjerne ende er der basketkurve. Christian lagde mange kræfter i, og det lykkedes ham at ramme fem gange.
Jeg har slået græsplæne i dag. For tredje gang i år. Græsset og rølliken gror og mosset grønnes.

Hvad skal vi have at spise?

Nu er kravet om affaldssortering endelig nået til os. Jeg er tilfreds. For mig giver det god mening. Der er selvfølgelig altid nogle, der ikke kan se lyset i den bestemmelse, men det skal de lære. I den skrivelse fra boligforeningen, der fulgte med de grønne poser og
den skriftlige og rigt illustrerede vejledning, står der, at hvis vi ikke overholder sorteringen, så får det indflydelse på huslejen. Det betyder jo et hak opefter.
Jeg er så træt af den tone. Lad os nu komme i gang og så snakke om det hen ad vejen.

Med affaldssortering bliver det lige pludselig meget mere tydeligt, hvor meget affald min lille husholdning genererer. Det har overrasket mig. Dengang alting blev puttet i den samme pose, lagde jeg ikke mærke til det.
Alene plast-emballage. Det fylder meget. Jeg vil gerne være med til at reducere mit forbrug. Men det er jo en kendsgerning, at madvarer holder sig meget længere, når det er pakket i plastik.
Jeg læste i Politiken, at i 1960 brugte hver dansker 6,5 kg plastik om året. I dag, i 2018, bruger vi ca 100 kg om året.
Det er jo helt vildt. Og sørgeligt at det flyder rundt i havene til fare for fugle og fisk.

I morgen er det min tur til at lave mad til de fem tidligere kolleger, jeg mødes med hver tredje måned. Det var min plan at lave gazpacho, den kolde tomatsuppe, jeg har lavet et par gange her i den varme sommer. Men nu begynder det at blive koldt, og i morgen skulle det blive endnu koldere, så jeg har ombestemt mig, så det bliver kartoffel-porre suppe. Vi skal have ovnbagt laks med grønsager og salat. Og eftersom min genbo kom med en spand æbler i går, så skal desserten enten være æblekage med rasp og flødeskum (det er det letteste) eller æbletærte. Når nu jeg bor alene, så mangler jeg det her kære menneske, der skulle svare på "hvad synes du?"
Da jeg fremlagde mit store dilemma for min datter for lidt siden, svarede hun, at det skulle jeg selv bestemme.
Og dog, så ville hun foretrække æbletærten.
Jeg tror lige, jeg vil kigge på æbletærteopskrifter. Måske skulle jeg tage Claus Meyers Almanak frem? Den tykke kogebog med årstidsrelaterede opskrifter. I stedet for det allesteds nærværende net, som jeg måske ender på?

Jeg sidder vist og overspringshandler ... :-)

Kan du ikke lommeparkere? Det var min kusine, bosat i Norge, der spurgte mig i lørdags, da vi skulle finde en plads til bilen der, hvor der egentlig ikke var plads.
Jeg lommeparkerer for sjældent til at holde den færdighed stabil. Når jeg kommer i situationen, så prøver jeg, og hvis det ikke lykkes i første eller andet hug, så kører jeg videre.
Jeg skulle selvfølgelig øve mig ... Men jeg har sjældent brug for det, så det ...

Men det er ordet lommeparkere, jeg er blevet helt forelsket i. Jeg synes, det er et skønt ord :-)
Li'som bobil, om autocamper.
Og rumpetroll, om haletudse.

Men saksedyr, om ørentviste, synes jeg er lidt tamt.
I det navn forsvinder myten om det lille dyr, der kravler ind i folks øregange og bider hul i trommehinden og æder af hjernen.
Nej, det ville jeg aldrig fortælle mine børnebørn :-) Jeg synes, ørentvisten er et meget fascinerende lille dyr med de drabelige tæger. De er svære at undersøge nærmere, fordi de bevæger sig så hurtigt.

I går var jeg hos Mattias, som elsker at vise de fodboldtricks, han er så skrap til. Jeg prøver at fange ham i farten :-)
Mit kamera er stadig i Polen til reparation. Har fået et tilbud, der lyder på 1.400 kr. Så skulle det også blive som et nyt.

Måske forstår jeg ikke at udnytte min iPhone godt nok. Billederne kan ikke forstørres op, uden de bliver meget uskarpe.
Jeg overspringshandler her i formiddag. Min havemand er syg desværre. Men vejret er til havearbejde, heldigvis. Og alting gror igen, heldigvis. Så jeg vil ud og ruske lidt i ukrudtet.
Johanne og Christians forældre deltager i aften i et lokalt motionsløb, så jeg skal lægge ungerne i seng. De har ønsket sig boller i karry. Igen, igen. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har lavet den ret til børnebørnene. Men jeg har da rutinen, skulle man tro.

Dengang og nu. Eller nu og dengang.

Jeg har gået lidt til og fra, mens jeg har skrevet og tænkt over weekendens oplevelser. Over nutid og fortid. Familie og relationer.

Nej, vi er kke blevet muslimer :-)

Vi har bare været i gang med at træne og slutter af med udspænding for hofter og ryg.
Det er min kusine til venstre i billedet. Hun kan ikke sidde stille ret længe af gangen.
Hun har haft rygproblemer i mange år, men med hjælp af en fysioterapeut og personlig træner, har hun fået ændret sine vaner og træner tre gange ugentlig samtidig med hun dagligt går en time.
Det er nok overflødigt at skrive det, men hun har ikke antydning af ondt i ryggen mere.
Det er også min kusine til højre i billedet. Og en anden kusine, der har fotograferet. Jeg har været i sommerhus sammen med dem og den enes mand her i weekenden.

Vi, der er efterkommere efter Anton og Martine, har været til fætter/kusine komsammen i Vorupør
De to på billedet er født i 1878 (d. 1951) og 1880 (d. 1967)
De blev gift i 1905. Måske er billedet fra den anledning?
De fik ni børn, hvoraf en lille dreng døde som toårig.
Ingen af deres børn lever mere. Min morbror Marius døde som den sidste i 2015 på sin 93 års fødselsdag.
Min mor døde i 2004 som 86 årig.

Jeg er vokset op med, at vi så familierne på min far og mors side på mærkedage. De boede i Thy, men få havde bil dengang først i 50erne, så det var lidt omstændeligt med hestevogn, og husdyr der skulle fodres og malkes før familiekomsammen. Vi havde tættere kontakt ned min mors søster og hendes yngste bror, så fætre og kusiner fra de to familier kender jeg bedst.
Da jeg var 14 år kom jeg på Vejlefjordskolen, (wiki) hvor jeg gik, til jeg fik realeksamen. Jeg hørte til den sidste årgang, der kom ind på fysioterapeutuddannelsen med kun realen i bagagen.
Sidst i '50erne og først i 60'erne var der et stigende antal unge fra ufaglærte familier, fra fiskeri, industri og små landbrug, der flyttede og fik en uddannelse.
Jeg og mine brødre var heldige, at vores forældre prioriterede det. De fleste af mine fætre og kusiner og skolekammerater blev i de ufaglærte jobs.
Der kan kun siges godt om det at få en uddannelse. Men der var en bagside dengang, at det fjernede os fra vores familier. Der var sproget fx. Den brede dialekt kunne vi aflære. Jeg beholdt den dog og kunne let slå over. Men der var også hele perspektivet på alting. Vi fik et større udsyn og og en større forståelse for mange ting. Jeg følte mig tit udenfor, når jeg kom hjem. Thy var dengang et ordfattigt område, så der blev ikke snakket så meget. Når jeg sådan sidder og tænker tilbage, er det utroligt så meget samfundsforholdene har ændret sig. Især på uddannelsesområdet, set fra mit stå ståsted.
Sidste år fik min fætter Anton den ide, at vi skulle prøve at mødes. Han var en lille dreng, da jeg flyttede hjemmefra, så ham har jeg ikke kendt. Han ligner dog sin far så meget nu, så det var let at se, hvor han kom fra.

Vi, der mødtes sidste år, var stemt for at mødes igen i år. Det resulterede i, at vi var flere deltagere end  sidst. Vi er gamle nu. Den ældste kusine er 86 og den yngste er 65. Vi har børn og børnebørn, hvoraf nogle også var med. Vi kender ikke hinandens børn. Den ene af mine døtre var med og et barnebarn.
Min datter savnede nogle jævnaldrende. Jeg tror egentlig ikke, det appelerer så meget til den generation. Det kan være lidt indviklet at finde ud af, hvordan familieforholdene er, når man kun har en svag erindring om de gamle forældre.

Jeg har skrevet næste års dato i kalenderen. Min afdøde fætters søn og svigerdatter har stået for det praktiske og gjort et stort arbejde. Jeg foreslog, at vi gør noget sammen. Fx fællessang og spil eller noget ... Det kunne jeg jo fx. forberede mig på.

Tre kusiner har jeg kendt gennem alle år. Den ene bor i Norge.
Hun havde lejet et sommerhus, hvor jeg var inviteret til at bo sammen med de to andre.

De er så sjove. Vi har grinet rigtig meget.
 Og snakket om os selv og  vores respektive forældre, som vi nok får større forståelse for - eller slet ikke.

Her er det Planken, det gælder. Tove kan holde den i tre min. Jeg i 10 sec.

Ingen ville med ud at bade, så jeg gjorde det heller ikke.
Det regnede iøvrigt hele dagen i Vorupør i går.
Og da de ville ud at gå tur sidst på eftermiddagen, var det tid for mig at køre hjem. Jeg har ikke fået så meget frisk luft, men jeg nydt samværet, udsigten fra sommerhuset og fået rørt lattermusklerne.